EU’s justitsministre møder hård kritik fra det europæiske journalistforbund, EFJ.
Ifølge EFJ har ministerrådet udvandet et forslag, der har til formål at beskytte personer, der engagerer sig offentligt, herunder særligt journalister og rettighedsforkæmpere, imod åbenbart grundløse eller urimelige retssager, de såkaldte SLAPP’s.
Forslaget er oprindeligt fremsat af EU-Kommissionen, men justitsministrene er blevet enige om en række begrænsninger, der blandt andet betyder, at lovgivningen mod SLAPP kun gælder i de tilfælde, hvor en sag er anlagt i et andet EU-land. Desuden er definitionen af sager omfattet af reglerne blevet indskrænket, mulighederne for at appellere er svækket, og så er muligheden for at få erstatning for retsomkostninger pillet ud af forslaget.
EFJ’s generalsekretær siger i en udtalelse, at det er blevet alt for restriktivt:
”Lad os være ærlige: Meget få tilfælde falder inden for rammerne af det, som rådet foreslår.”
Også EU’s justitskommissær, Didier Reynders, der stod bag det oprindelige forslag, ærgrer sig.
”Jeg beklager svækkelsen, især sletningen af bestemmelsen om erstatning for skade og svækkelsen af bestemmelsen om dækning af omkostninger,” udtaler han.
Direktivet får ikke betydning for Danmark, da sagen er omfattet af retsforbeholdet.