VILDSKUD. I sagen om den fyrede rektor for Nordisk Journalistcenter (NJC) i Århus retter Dansk Journalistforbund (DJ) nu en skarp kritik mod Nordisk Ministerråd. Det sker i en henvendelse til Connie Hedegaard, der som minister for Nordisk Samarbejde opfordres til at belære embedsmændene i Nordisk Ministerråd om, hvordan pressen arbejder i Danmark.
Baggrunden er, at Nordisk Ministerråd har hyret advokatfirmaet Kromann Reumert til at jagte og afsløre, hvem der var Journalistens kilde til sagen om den fyrede rektor. En advokat har i to omgange forsøgt at få Journalisten til at røbe sin kilde, hvad bladet med henvisning til kildebeskyttelsen pure har afvist.
»Det er efter vores opfattelse skandaløst, at Nordisk Ministerråd foretager sådan et skridt, som vi opfatter som et forsøg på at kriminalisere journalisters arbejdsform. På DJs vegne skal jeg opfordre dig til at oplyse embedsværket i Nordisk Ministerråd om, at det i et land med så stolte traditioner for pressefrihed er ganske almindeligt, at journalister skaffer sig oplysninger også via uofficielle kanaler,« skriver DJs næstformand Fred Jacobsen til Connie Hedegaard.
Ministeren har tidligere over for Journalisten afvist at kommentere rektorsagens indhold med henvisning til, at der var tale om en personsag.
Samtidig med henvendelsen har NJC fået ny midlertidig ledelse. Den norske bestyrelsesformand, Lars Helge Rasch, overtager resten af året posten som leder af NJC. Han siger til Journalisten, at alle planlagte kurser i 2005 – trods en belastet økonomi – vil blive gennemført.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.