search

Skandalernes mand

  Udo Röbel er på samme tid en af Tysklands bedste og værste journalister: Han fældede Helmut Kohls homofobe forsvarsminister og blev nationens mest udskældte reporter, da han hjalp et par brutale gangstere under flugten fra politiet. OMVENDT. Idéen lyder rigtig: En hjemmeside på internettet, hvor ofre for mediernes løgne kan komme til orde med deres version.

Udo Röbel er på samme tid en af Tysklands bedste og værste journalister: Han fældede Helmut Kohls homofobe forsvarsminister og blev nationens mest udskældte reporter, da han hjalp et par brutale gangstere under flugten fra politiet.

OMVENDT. Idéen lyder rigtig: En hjemmeside på internettet, hvor ofre for mediernes løgne kan komme til orde med deres version.

Hjemmesidens bagmand, Udo Röbel, tænder computeren og klikker sig frem til www.fairpress.biz, hvor de første indlæg har fundet plads.

Deutsche Bahn forsvarer sig for eksempel heftigt mod boulevard-avisen Bild-Zeitungs beskyldninger om dårlig vedligeholdelse af skinnerne.

»Jeg mener – som navnet siger – at der mangler fairness i pressen,« forklarer Udo Röbel om hjemmesiden.

Mellem 2.000 og 15.000 kroner koster det at få sin egen version af sandheden offentliggjort hos Fairpress. Det er planen, at siden med tiden skal vokse sig til et informationscentrum med nyheder, sagsforløb og offentliggjorte domme.

»I vores stadig hurtigere og mere højtråbende medieverden må man forsøge at skabe balance. Det er helt legitimt. Vi har en presselovgivning, men det kan tage uger eller måneder at gå rettens vej, og efter så lang tid har sagen ikke længere offentlighedens interesse. Fairpress supplerer de juridiske muligheder, ved hjælp af internettet kan man reagere med det samme.«

Kværulanter og useriøse indlæg sorterer Fairpress fra ved at læse sagens akter.

»Det er ikke noget stort besvær.«

At lige netop Udo Röbel står bag formidlingen af fairness i Tyskland, rummer en vognladning ironi. Hele hans karriere bygger på sensation, skandale og store overskrifter.

I 1998 nåede han til tops som chefredaktør på Europas største avis, Bild-Zeitung, men efter knap tre år sluttede karrieren med et brag af en journalistisk skandale.

– Er Fanden gået i kloster?

»Fairpress manglede simpelthen på markedet, og så har det måske noget med aldersvisdom at gøre,« svarer Udo Röbel.

Det er sidste del af karrieren, den 55-årige Udo Röbel har taget hul på – som udbyder af fairness samt forfatter, foredragsholder og bluesmusiker (mundharpe).

»Romaner og rock'n'roll« står der på døren til hans freelance-kontor i det nordlige Hamborg.

Sidste år udkom hans første krimi, »Schattenbrüder«, der handler om en Gerhard Schröder-agtig kansler med samvittighedskvaler. I går holdt han et foredrag om pressens ansvar, og om en uge skal han præsentere sit forslag til en relancering af den schweiziske boulevard-avis Blick.

»Jeg har haft meget travlt de seneste uger – og det gider jeg egentlig ikke. Jeg skal gøre min nye roman færdig,« siger Udo Röbel.

Romanen handler om SS-rigsfører Heinrich Himmlers uægte datter – en møjsommeligt researchet historie i grænselandet mellem virkelighed og digt.

»Hun lever her i Hamborg, men giver ingen interviews,« driller han – men Journalisten har ikke opsøgt Udo Röbel for at høre om Himmlers eskapader.

»Som dreng drømte jeg om at blive kriminalbetjent, men uddannelsen var lang og lønnen dårlig, så jeg blev journalist.«

Unge Udo ville hjemmefra, væk fra den småborgerlige sydvesttyske provinsby i Pfalz. Han ville skrive og – frem for alt – tjene sine egne penge.

»En artikel om dagen, det virkelige liv,« som han siger.

'En af sin generations mest markante journalister' er Udo Röbel blevet kaldt. Første gang, Tyskland for alvor lagde mærke til ham, var i 1984, da den vesttyske forsvarsminister, Manfred Wörner (CDU), fyrede NATO-general Günter Kiessling.

Den militære efterretningstjeneste havde meddelt ministeren, at generalen hang ud på bøssebar. Det tyske forbundsværn betragtede dengang homoseksualitet som 'abnorm opførsel', og Kiessling blev anset som en fare for landets sikkerhed.

»Der eksisterede – sagde rygtet – et foto af generalen, der iført kvindetøj dansede på bordet i en bar. Det foto ville vi alle have fat i.«

Udo Röbel begyndte at opsøge Kölns bøssebarer for at finde frem til generalens stamknejpe. I Tom-Tom-Bar var der endelig bid.

»Jeg viste et portrætfoto af Kiess-ling frem, og en af gæsterne sagde, at det var 'Jürgen fra Forbunds-hæren'. Bingo. Han havde været der sidste tirsdag, fik jeg at vide. Dét kunne til gengæld ikke passe, for på det tidspunkt var Kiessling indlagt på hospitalet i München – og så be-gyndte historien at dreje sig.«

Generalen havde en dobbeltgænger, viste det sig, og forsvarsministeren havde fyret Kiessling uden grund. Efterfølgende måtte Tyskland stille sig det helt principielle spørgsmål, om homoseksualitet er abnormt.

Da Kiessling-sagen endelig faldt til ro, var samfundets syn på seksuelle mindretal ændret, og Udo Röbel blev hædret med den ansete Wächter-pris, der gives til kritiske journalister.

Fire år senere var det gode ry borte.

1988: To røvere overfalder en bank i Gladbeck ved Dortmund, under den efterfølgende flugt kaprer de en bus fuld af gidsler. De skyder en 15-årig dreng, og medierne er ellevilde, for desperadoerne giver åbenhjertige interview, mens de poserer med gidsler og svære håndvåben.

Efter to døgn frigiver røverne alle gidsler på nær to kvinder og skifter køretøj. Den tredje dags morgen holder røvernes bil på gågaden i Köln, hvor boulevardavisen Express har sin redaktion.

Røverne har rystet både politi og presse af. Udo Röbel, stedfortrædende chefredaktør på Express, er som den eneste mødt på arbejde. Han går ud for at kigge på det absurde optrin.

»Dér holdt bilen, en af røverne var gået ind i en kiosk for at hente kaffe. Intet politi, ingenting. Først efter et kvarter kom politibilerne og pressefotografer, og så voksede det. Folk masede omkring bilen, og røverne følte sig fanget i vrimlen.«

En af dem truer med hævet pistol politiet til at fjerne afspærringerne, og så spørger han Udo Röbel, hvordan man kommer ud på motorvejen.

Udo Röbel stiger ind i bilen og viser vej. Hvorfor hjalp han forbryderne? Var det for at få en god historie?

»Jeg var ikke reporter længere. Jeg følte, at jeg havde et ansvar for gidslerne,« forklarer han i dag.

Alligevel tog han tilbage på redaktionen og skrev en helsides om sine oplevelser I bilen.

»Jeg har ikke læst den siden. Den er sikkert grusom, for man skal ikke skrive efter sådan en oplevelse.«

Dramaet sluttede nogle timer senere ved en tankstation. Et af gidslerne og en betjent blev dræbt under skudvekslingen mellem røvere og politi.

Efterfølgende kom medierne under svær kritik for deres ansvarsløse dyrkelse af de to gangstere, og i centrum for kritikken havnede Udo Röbel for sin aktive hjælp.

»Med rette. Jeg forholdt mig forkert, men jeg må sige, at Gladbeck var en helt ny situation for både politi og presse. Ingen anede, hvad de skulle gøre. For mig blev det en bitter tid, det er klart, men bagefter kan jeg se, at Gladbeck har præget mig. På min egen krop oplevede jeg, hvad det vil sige at komme gennem mediernes vridemaskine.«

Udo Röbels karriere lod sig ikke stoppe af Gladbeck. Han blev hentet til Bild og i 1993 udnævnt til chefredaktør Claus Larras' højre hånd.

Bild arbejdede stadig på at komme af med det dårlige ry, som klæbede til avisen siden Günter Wallraffs afsløringer af, hvordan løgnen var en integreret del af Bilds arbejdsmetoder (»Afsløringen – manden der var Hans Esser på Bild«, 1977).

»Dengang var der slet ingen diskussionskultur på avisen, og det førte til den arbejdsform, Wallraff beskriver: I bunden af hierarkiet lavede journalisten sin historie, og hele vejen op gennem systemet blev den strammet,« siger Udo Röbel.

Under Claus Larras fik medarbej-derne besked på, at de ikke måtte spille på falske følelser, og at de skulle tage læsernes problemer alvorligt. At der også var økonomiske motiver til ændringerne, er ingen hemmelighed. På nogle få år var oplaget faldet med en million eksemplarer til 4,4 millioner.

»Vi spurgte os selv, hvordan Bild skulle se ud om 10-15 år. Hvis bare vi kunne holde oplaget, ville det være en succes, mente vi. Og vi kom til den overbevisning, at behovet for 'underholdning til skurvognen' var udtømt. Vores fremtid lå i det store segment af veluddannede, som normalt ikke ville røre ved Bild. Til det formål måtte vi åbne avisen for nye stofområder.«

Bild fik en kulturklumme og artikler på 300 linjer, og side 2 blev afsat til politiske analyser – uden at avisen glemte de basale boulevard-emner som bryllupper, skilsmisser og kærlighedsstråler fra det ydre rum.

Efter flere års tålmodig flid kom vendepunktet. I mellemtiden havde Udo Röbel overtaget posten som chefredaktør.

»Når vi havde en erhvervsnyhed solo, blev den taget alvorligt,« no-terer han tilfreds.

Når det gælder journalistisk etik, tror Udo Röbel mere på 'markedets selvrensende mekanismer' end på medielovgivning.

»I dag står otte kommercielle tv-stationer klar til at betjene markedet og følge en historie op. Hvis den viser sig at være løgn, har Bild et problem,« siger han og tilføjer:

»Bild er altid et spejl af strømningerne i samfundet. For 30 år siden var det helt i orden at grine ad kvindelige bilister. Siden har samfundet ændret sig – og medierne med. Men også boulevardavisen har et ansvar. Der er områder, hvor avisen ikke må følge mainstream. Hvis der for eksempel sker et forfærdeligt barnemord, vil 80 procent af læserne kræve dødsstraffen indført. Den stemning kan man let lade sig rive med af, men det må man ikke.«

Nedturen kom i 2000. Stemningen i Tyskland var anspændt efter flere attentater mod indvandrere og jøder. Kansler Gerhard Schröder appellerede til 'de anstændiges opstand' mod landets højreradikale.

Få måneder senere kunne Bild afsløre, hvordan tre nynazistiske unge havde druknet den 10-årige indvandrerdreng Josef i et sommerfyldt friluftsbad i den sydøsttyske by Sebnitz. Ingen i badet havde rørt en finger for at redde drengen. Forargelsen over de fremmedhadende østtyskere svulmede.

Desværre var historien falsk. Der var ikke sket noget drab, Josef druknede som følge af en hjertefejl.

»Sebnitz var en tragisk historie, hvor jeg gjorde en kæmpe fejl. Det mest tragiske er, at jeg ville begå den samme fejl igen i dag,« siger Udo Röbel og remser op, hvor grundigt avisen havde forsøgt at sikre sig:

»Vi vidste, at kriminalpolitiet havde efterforsket sagen i to måneder med det resultat, at tre mistænkte blev fængslet. Redaktionen i Dresden fik hjælp af en advokat. Der forelå otte vidneudsagn om begivenhederne.«

Udo Röbel angrer – selv om det ikke er fuldt og helhjertet:

»Jeg tager skylden på mig. Men jeg kunne godt have ønsket mig, at offentligheden havde spurgt, hvad politiet brugte de to måneders efterforskning til, når de otte dage senere finder ud af, at en af de tre fængslede har et vandtæt alibi, og at vidneud-sagnene intet er værd.«

Men ingen kritiserede politiet, historien om Bilds overgreb på den lille østtyske by var langt mere interessant, og få måneder senere var Udo Röbel ude af dagspressens superliga.

Efterfølgeren Kai Diekmann har i et vist omfang drejet Bild-Zeitung tilbage til læserne i skurvognen. Underholdning fylder mere i avisen, og det samme gør skilsmisserne og billederne af afklædte piger.

»Jeg vil ikke kommentere min efterfølger.«

– Er Fairpress en hævn?

»Nej, hævn er et dårligt arbejds- motiv. Hævn ville jo også forudsætte, at jeg føler mig krænket, rugende over spørgsmålet 'hvorfor er jeg ikke længere chefredaktør?' Nej, Bild var en del af mit liv, den tid er forbi, og det er meget godt. Nu laver jeg noget andet.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen