»Så sprang bomben! På vej til middagen fik jeg at vide, at Uffe Ellemann skulle have årets publicistpris. Jeg var lamslået.«

Den 20. marts år 2006 var der generalforsamling i Publicistklubben på Hotel Phønix i København. Der var små 100 mennesker til stede. Min generation. Grå i toppen, lidt besvær med bentøjet. Venlige og tiltalende mennesker. En del af dem også dejlige varme mænd og kvinder, som jeg har kendt i en menneskealder. Et eksempel er Jette Sachs, der har et smil, som kan varme ethvert hjerte.

Som sædvanlig skete der ikke rigtig noget. Jo, foreningens formand gennem 24 år, Hans V. Bischoff, gik af. Samme Bischoff er prototypen på publicistklubbens medlemmer. Venlige øjne, lidt tjavset i hår og skæg, en lille rar ølmave. Afslappet påklædning. En humanist. Du kan trygt tage et fast forrentet lån i Realkredit Danmark på anbefaling af den mand.

Nu gik han af, og der var i tilknytning til årets prisuddeling nogen snak om, om vi ikke skulle prøve at bruge urafstemning til at udpege de årlige pristagere. Det var jeg varm tilhænger af, men sagen landede i udvalg. Som den slags altid gør.

Bagefter forberedte vi os til den årlige omgang forloren skildpadde, hvor prisen overrækkes.

Så sprang bomben! På vej til middagen fik jeg at vide, at Uffe Ellemann skulle have årets publicistpris. Jeg var lamslået.

Pludselig kunne jeg se foreningen og mig selv med andre øjne. I løbet af 15 år er medlemsskaren halveret. Hvorfor? Fordi denne forening trasker tilbage i tiden i sit eget trætte fodspor. Jeg husker kun én rimelig prisuddeling. Nemlig til Ole Sippel, der tilmed fik den det år, hvor jeg selv var på tale. Ellers? Nej.

Men Uffe vil jeg huske som den skamplet, tildelingen er. Uffes budskab i Muhammed-debatten er appeasement. At vise hensyn til Islam – også den fundamentalistiske del. Belægge sine ord, afsnøre sin ret til frit at tænke, tro og tale. Uffe har ikke noget mod ytringsfrihed, så længe den anvendes på en skånsom måde.

Men ytringsfriheden er kun fri, så længe den ikke er skånsom. Den lever af den direkte modsigelse. Af de skarpe synspunkter. At religion er menneskehedens forbandelse, specielt de tre religioner, der kun har én gud, kan vi ikke længere frit sige. Problemet med netop de tre religioner er, at de ikke kan lade mennesker være i fred.

Vi er nødt til at hævde retten at sige, at Gud ikke eksisterer, at det er løgn det hele. At mennesket har skabt gud i sit eget billede og som redskab til at undertrykke andre mennesker.

Går vi på kompromis med den indstilling, vil vi som i 1930erne opleve, at mer' vil ha' mer'. Det er allerede gået alt for vidt.

Prisen blev overrakt af formanden for komitéen, Bent A. Koch. Tidligere chef for Kristeligt Dagblad, for Ritzau og for Fyens Stiftstidende. Et menneske, der livet igennem har siddet med ved det rigtige bord. Talen var uoplagt og smiskende, og Koch drev det endog til at drage paralleller til Uffe hin Spage og prøvede et par jammerligt slappe vitser af på den konto.

Ja, jeg råbte 'buh' og 'det er fand'me tyndt', så det kunne høres.

Senere har jeg tænkt på, at Viggo Hørup og Edvard Brandes i 1884 grundlagde Politiken i afsky for enhver slags religion. Edvard Brandes talte med et Kierkegaard-citat om den nationale helgen Grundtvigs ølnordiske sludder. Dengang stod branchens fremmeste navne for en systematisk forhånelse af religion.

Og nu? /

Peder Christoffersen alias Pedro er 64 år. Medlem af Dansk Publicistklub og mangeårig journalist på Ekstra Bladet, hvor han i dag fungerer som anmelder. Har tidligere skrevet for Dagbladet Fyn, Vestjysk Aktuelt og Demokraten i Århus.