search

Skal vi tale pænt om de døde?

Der var bare et problem: Kilden var død. Jakob Sheikh oplever ofte, at afgørende kilder i det militante islamistiske miljø mister livet. Men hvordan konfronterer man en død kilde med kritik?

»Jeg har overtaget hans telefon. Abu Ali er blevet martyr in sha Allah.«

Jeg modtog beskeden i foråret, mens jeg sad og spiste kebab med en ven i Blågårdsgade på Nørrebro.

Beskeden var sendt via det krypterede samtaleprogram Telegram, som militante jihadister fra Danmark og andre lande ofte bruger som kommunikationskanal, når beskeder til, fra og iblandt syrienskrigere skal deles uden efterretningstjenesternes vidende. Og i den stod, at kilden, jeg havde kontaktet for at få bekræftet nogle oplysninger – en dansk-pakistaner, der gik under sit nom de guerre ”Abu Ali” – ikke længere var i live.

Det viste sig senere, at han angiveligt havde deltaget i en selvmordsaktion for bevægelsen Jabhat al-Nusra i byen Kobane.

Det er naturligvis en bizar situation at modtage sådan en besked midt i aftensmaden. Men det er ikke, hvad dette blogindlæg handler om. Det handler snarere om de journalistiske dilemmaer, sådan en besked fører til.

Dækker man som journalist et stofområde, hvor kilderne blandt andet er krigere på en given slagmark i en given krig, må man forholde sig til et noget atypisk problem: Dine kilder dør hele tiden.

Det skaber flere udfordringer, som jeg endnu ikke har en færdigsyet løsning på, og som jeg derfor må afveje på ny hver eneste gang, de opstår.

At hænge en død mand ud

Et af de dilemmaer, der har voldt mig størst hovedbrud, opstod under researchen til min bog ”Danmarks børn i hellig krig” om de danske syrienskrigere.

En god håndfuld kilder i og uden for det militante islamistiske miljø havde fodret mig med interessante oplysninger. Det satte mig i gang med at undersøge påstanden om, at en central skikkelse havde radikaliseret en række individer og rekrutteret dem som hellige krigere i Syrien –­ og endda selv havde været i træningslejr forinden.

Oplysningerne rettede sig mod danskpakistaneren Shiraz Tariq, og hvis de var korrekte, ville de ikke bare blotlægge et hidtil uopdaget samfundsproblem, men også udstille et potentielt svigt hos flere myndigheder, herunder Politiets Efterretningstjeneste.

Der var bare ét problem: Under normale omstændigheder ville jeg have grebet knoglen og ringet den angrebne part op. Alternativt havde jeg sendt ham en mail med de kritikpunkter, der var rejst imod ham, eller slet og ret opsøgt ham for at høre hans version af begivenhederne. Men jeg kunne ingen af delene. Shiraz Tariq var død. Dræbt i den syriske borgerkrig to år tidligere.

Det efterlod mig i lidt af en kattepine. For selv om Shiraz Tariq var rejst til Syrien, hvor han helt åbenlyst havde tilsluttet sig grupperinger, der i Vesten opfattes som terrororganisationer, havde han som den angrebne part ret til at blive hørt. I de vejledende regler for god presseskik, som senest blev opdateret i 2013, står der som bekendt, at »oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende«.

Anklagerne, der nu blev rettet mod Tariq, var dybt alvorlige, potentielt krænkende – og i enkelte tilfælde på grænsen til det injurierende. Og desuden: Man skal jo tale pænt om de døde, og hvad skal det egentlig nytte at hænge en mand ud, der alligevel ikke er i denne verden mere? Og hvis det endelig nytter, har så ikke selv et dødt menneske ret til et forsvar?

Jeg fortsatte min research og havde møder med en række mennesker, der havde plejet omgang med Tariq. Uafhængigt af hinanden bekræftede de, at såvel radikalisering som rekruttering havde fundet sted – også i deres eget nærvær. Jeg blev præsenteret for billeder, sms’er og grynede videoklip optaget med mobiltelefoner. Sidstnævnte var egentlig tænkt som  propagandamateriale, men i hænderne på en journalist kunne det være med til at kortlægge Shiraz Tariqs rolle i det yderliggående muslimske miljø.

Som dokumentationen hobede sig op, voksede min frustration tilsvarende over ikke at kunne efterprøve dem hos Tariq. Måske havde jeg overset noget? Måske var kilderne ude i et koordineret personligt vendetta, who knows?

Det endte med, at jeg i min bog inkluderede oplysninger om Shiraz Tariq, som jeg mente, der var tilstrækkelig kildemæssig dækning for. Men jeg skal åbent erkende, at det var en svær afvejning, hvor hensynet til offentlighedens interesse endte med at trumfe, i hvert fald delvist.

En nødvendig nøgtern overvejelse

Sagen om Shiraz Tariq er ikke den eneste, der har affødt svære etiske afvejninger: Beskeden om Abu Ali, som jeg modtog på kebabbaren, gjorde, at jeg måtte lægge en helt anden historie ned.

Kort fortalt havde jeg fået oplysninger om, at al-Qaedas fraktion i Syrien, Jabhat al-Nusra, for første gang havde udsendt en officiel propagandavideo med en dansk syrienskriger i hovedrollen. Jeg havde set videoen, men hovedpersonen talte engelsk, og Abu Ali var formentlig den eneste dansker, der havde kæmpet sammen med den pågældende og ville kunne bekræfte, om han vitterlig var fra Danmark. Men Abu Ali var nu død, skrev den anonyme person i den anden ende, og det var vanskeligt at få andre i de militante cirkler til at bekræfte det. Jeg var endt i en blindgyde og måtte lægge historien ned.

Journalisters til- og fravalg af historier afhænger som oftest af klassiske nyhedskriterier som væsentlighed, aktualitet og identifikationsgrad. Men i flere tilfælde har mine overvejelser om en given historie handlet om et andet og noget mere specielt kriterium: Er de kilder, jeg talte med sidst, stadig i live, eller er de blevet dræbt i mellemtiden?

Uvidenskabelige kriterier

Jeg er nået frem til et par elastiske og helt uvidenskabelige kriterier, når jeg står i den slags dilemmaer:

  • Kan kritikken imod en død kilde troværdigt efterprøves hos andre, der kan svare på den afdødes vegne?
  • Er kritikken så veldokumenteret, at man under alle omstændigheder ville have offentliggjort den?
  • Og sidst, men måske allermest væsentligt: Er den kritik, som jeg ville have præsenteret den afdøde for, relevant for samfundet i dag?

Er det bizart? Ja. Men det er også nødvendige og nøgterne overvejelser at gøre sig. Det er ikke nemt at komme historien til livs uden kilder i live.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen