Hvordan kan et dansk parti, Alternativet,  gennemføre et borgmestervalg i et lukket kredsløb, hvor de stemmeberettigede medlemmer som forberedelse alene ser videoer, hvor kandidaterne præsenterer en idealiseret selvfremstilling?

Uden spørgsmål fra kritiske journalister. Uden debat. Uden at kandidaterne skal forholde sig til, hvorfor forgængeren måtte gå, og hvad de i øvrigt mener om hans møblement. Og hvordan vil de selv indrette sig? Og hvad mener du om de der flyrejser? Og så videre. Og så videre.

Hvordan kan det lade sig gøre at kommunikere et valg på den måde, uden at borgerne gør oprør mod et så totalitært indslag, der helt tilsidesætter demokratiets spilleregler og bare lader kandidaterne tale ud. Og ikke andet?

Men slet ingen efterlyste os mediefolk i Alternativets proces. Og det ser reelt ud til, at det gik rigtigt fint. Det var mest pressen, der savnede noget … Fx sin rolle som væsentlig.

Nu er borgmesteren valgt. Og noget af det første, hun skal svare på, er selvfølgelig, om hun vil købe nye møbler – eftersom forgængeren blandt andet mistede sin post, fordi hans indretningsambitioner angiveligt kolliderede med partiets vision om genbrug og grøn linje.

Sådan er medierne. Også. Og en gang imellem kan man godt forstå, at nogen bliver trætte af det. For mon ikke mediebrugerne for længst er videre og ikke orker høre mere om den gokke-sok?

Journalistik er ingen popularitetskonkurrence. Det er okay, at nogen bliver sure på medierne. Men selv når journalistik er bedst og mest væsentlig, bliver journalister ikke mere populære. Og det er et problem.

I disse år laves aldeles fremragende journalistik om ikke mindst økonomisk kriminalitet. Men resultatet er åbenbart primært, at den samlede mængde mistillid vokser – fordi læsere, seere og lyttere igen bekræftes i, at systemet er ”råddent”. Journalistikken ses som en del af det system, tror jeg. Det, man ikke orker.

Det skal vi have lavet om på.

Lyt til en klog mand i Tranekær på Langeland. Steffen Jensen, udenrigskorrespondent, kan ikke genkende beskrivelsen af det område, han er flyttet til. Fordi den er for ensidig og konfliktorienteret.

”Da jeg sad i Israel og skulle orientere mig om Langeland og de andre udkantskommuner, blev jeg kun informeret om den ene side. Alt det andet, jeg også skulle vide for at forstå virkeligheden, fik jeg ikke. Det opdagede jeg først, da jeg kom herud,” siger han.

Prøv at tænke på, hvor sjældent din familie og venner taler om noget, som et gennemslagskraftigt medie synes er vigtigt. Understøtter medierne samlet den nysgerrige politiske samtale? Og opdager borgerne det i givet fald? Eller handler det for meget om gokke-sokker?

Måske skal vi i højere grad ud af kontorerne og i ægte dialog med mennesker om ting, vi i mødet opdager betyder noget for dem, deres familie, liv og dagligdag. Måske skal vi have mere ”trivia-journalistik”, mere åbne historier, mere nysgerrighed.

Mere: Hvad synes du er vigtigt? Og mindre af det, som vi kan grine af i journalistiske kredse, fordi det var en ”god historie”. Som næsten ingen almindelige mennesker gider betale for.