search

Skal vi finde os i det?

Journalisten kan i denne udgave afsløre, at DSB gemmer på en ubarmhjertig kommunikationsstrategi, som offentligheden ikke har haft kendskab til før nu. Vi afslører grovkornede metoder, hvor DSB sætter nye standarder for, hvor offensive man kan være over for kritiske medier for at få dem til at holde mund.

Journalisten kan i denne udgave afsløre, at DSB gemmer på en ubarmhjertig kommunikationsstrategi, som offentligheden ikke har haft kendskab til før nu. Vi afslører grovkornede metoder, hvor DSB sætter nye standarder for, hvor offensive man kan være over for kritiske medier for at få dem til at holde mund.

Vi afslører blandt andet, at DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen, ringede direkte til DRs generaldirektør, Kenneth Plummer, og påstod, at den projektansatte DR-journalist Lars Abild, der arbejdede på et kritisk program om DSB, var lønnet af konkurrenten Arriva. Det havde naturligvis været et stort habilitetsproblem, hvis det havde passet.
Men det gør det ikke.

DSB påstod også over for DR-ledelsen, at Lars Abild tidligere er blevet fyret fra Berlingske Tidende. Endnu en voldsomt grov påstand, som DSB ikke kan dokumentere.
Formålet er selvfølgelig at miskreditere Lars Abild, der som løst ansat i DR er i en sårbar situation. Men derudover vinder DSB også tid. For DR kan ikke igno-rere påstandene og må bruge energi på at afklare, hvad der er rigtigt og forkert.

Det er både usympatisk og groft spin – og samtidig på kant med lovgivningen ifølge mediejurist Oluf Jørgensen. Én ting er, at DSB's øverste direktør bliver blandet ind i processen og ringer direkte til DR's øverste direktør. Det er i sig selv mærkværdigt og kritisabelt. Men noget andet er, at DSB's direktør fremkommer med forkerte påstande for direkte at miskreditere den journalist, der tillader sig at lave kritisk journalistik om DSB. Det er helt uacceptabelt og ærligt talt langt fra, hvad man kan forvente sig af en direktør på det niveau.

Det er overraskende, at en offentlig instans benytter sig af så hårdføre metoder, som umiddelbart er uden sidestykke. I hvert fald så vidt offentligheden ved. Men det er samtidig svært at undgå at kæde DSB-sagen sammen med Forsvarskommandoens svindelspin for nylig. Gør man dét, danner der sig et billede af offentlige instanser som aggressive spin-aktører i en grad, der får private virksomheder til at virke som velafrettede skoledrenge.

Skal pressen virkelig bruge så meget energi på at bekæmpe hidsige kommunikationsafdelinger i offentlige institutioner? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Til daglig fungerer journalistiske redaktioner og kommunikationsafdelinger da også fint sammen. Langt hovedparten af samarbejdet er uproblematisk.

Men når journalister kaster sig over kritisk journalistik, er det, som om kæden hopper af for nogle kommunikationsfolk. I dette tilfælde er det oven i købet med den mangeårige formand for Cavling-komitéen Anna Vinding i spidsen. Jeg mener, at vi trænger til at debattere retningslinjer for god etik i det samarbejde, og jeg synes, det ville klæde kommunikatørerne selv at tage fat på snakken. Indtil da er det vist på sin plads med en undskyldning fra statsbanerne for en komplet uacceptabel opførsel over for Lars Abild.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen