DR skal kunne måles og kontrolleres. Det er medieordførernes mantra for den nye public service-kontrakt, som Kulturministeriet og DR forhandler om. Men det lugter af politisk styring, mener kritikere

Håndfæstning. I løbet af december vil Kulturministeriet og DR skrive under på den public service-kontrakt, der skal gælde for perioden 2007-2010. Og alt tyder på, at der er nye tider på vej for det statslige mediehus.

Hidtil har staten udelukkende formuleret sine krav til DR i ord såsom »at styrke« eller »at øge mærkbart«, men fremover vil kravene blive uddybet med konkrete tal. Stopurene skal i gang, så Kulturministeriet kan sikre sig, at DR sender mindst lige så mange timers drama som de seneste fire år, ligesom formuleringen »en mærkbar øgning« af dækningen af for eksempel kultur i tv skal forbindes med et specifikt antal timer.

Det viser de notater og det udkast til en aftale, som Kulturministeriet har udarbejdet forud for de forhandlinger, som ministeriets embedsmænd og DR er i gang med i disse uger.

Udviklingen vækker bange anelser hos Lasse Jensen, der er vært på P1-programmet »Mennesker og medier«.

»For mig at se er det ret faretruende. Efter en periode, hvor politikerne har åbnet op og givet plads til, at DR selv kunne fortolke sine forpligtelser, kræver de nu, at alt skal tælles op. Det er klart udtryk for et øget ønske om kontrol.«

Også Enhedslistens medieordfører, Per Clausen, er skeptisk over for kontraktens hensigter.

»Jo mere man lægger rammerne fast fra politisk side, jo mere er det udtryk for, at man styrer DR fra statslig side. Dét er hverken meningen med medieforlig eller public service-kontrakter, hvor man snakker om armslængdeprincipper. Dette er en betænkelig vej at gå,« siger Per Clausen, der mere eller mindre har sat sig selv uden for forhandlingerne om public service-kontrakten, idet Enhedslisten ikke er med i det medieforlig, der blev indgået i foråret.

Kontrakten tager afsæt i netop medieaftalen, som hen over de næste fire år sikrer DR godt 400 licensmillioner ekstra til gengæld for en række nye forpligtelser, heriblandt:

– Etablering af en kombineret børne- og historiekanal på tv

– Styrkelse af den danske dramaproduktion, bl.a. for børn

– øget dækning af små sportsgrene

– øget omfang af programmer om kultur og dansk musik i tv

– formidling af nyheder på de mest udbredte sprog blandt flygtninge og indvandrere.

Netop fordi DR skal levere nye ydelser for de ekstra penge, kan medieordførerne inden for forligskredsen ikke se nogen problemer ved de kvantitative mål.

»Det er da strålende, at vi kan se, hvad pengene går til i DR. Jeg kan overhovedet ikke se noget problematisk i, at vi skal kunne stille målbare krav til DR. Hvis Dansk Folkeparti alene kunne bestemme i de her forhandlinger, mener jeg rent faktisk også, at vi i public service-kontrakten skulle stille krav om, at vi kunne få klare tal for den stigende politisering, der sker i DR,« siger Louise Frevert fra Dansk Folkeparti.

Hendes ordførerkollega hos Socialdemokraterne, Mogens Jensen, betragter de helt konkrete krav som et redskab til at sikre sig, at DR lever op til de forpligtelser, som følger med de 400 ekstra millioner.

»Når vi bevilger en ekstra pose penge til DR, som det skete i medieforliget, skal vi kunne se, at de penge rent faktisk også bliver brugt til det, som de er blevet givet til,« siger han og lægger ikke skjul på, at DRs regnskabsrod i Ørestaden gør det ekstra relevant at holde øje med, hvad DRs midler bliver brugt til.

Den radikale medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, har også de økonomiske problemer i baghovedet.

»Det er klart, at vi i en situation som den nuværende i højere grad end tidligere ønsker at have hånd i hanke med, at de ekstra midler, DR har fået, ikke bliver brugt til at lappe huller i Ørestaden, men rent faktisk bliver brugt til at løfte DRs kvalitet.«

Imidlertid fremgår det af et af de notater, der fulgte med kontraktudkastet, at der ikke kun skal sættes præcise tal på de nye opgaver, som forårets medieaftale har givet DR. Der skal også »fastsættes kvantitative mål for øvrige centrale public service-forpligtelser« – altså opgaver, som DR allerede løser i forvejen. Så Lasse Jensen lader sig ikke overbevise af argumentet om, at staten skal kunne holde øje med, hvad den øgede licens bliver brugt til.

»DR får en ekstraindtægt på 100 millioner, og dem bruger politikerne som en undskyldning for at komme til at bestemme, hvad DR skal bruge alle sine 3,5 milliarder til. Det nye er altså, at politikerne vil til at blande sig i, hvad DR helt konkret skal levere for dem.«

Et af de vigtige elementer i den nye public service-kontrakt bliver en såkaldt værditest, som DR skal underkaste alle store nye tiltag, for eksempel nye kanaler. Formålet er at efterprøve, om den pågældende tjeneste lever op til »kulturelle, demokratiske og sociale behov i samfundet«. Resultatet af testen skal forelægges Radio- og tv-nævnet, og det bekymrer Lasse Jensen.

»DR bliver bundet på hænder og fødder og kan ikke agere frit ligesom TV 2. På mange måder bliver Kulturministeriets mediesekretariat og Radio- og tv-nævnet de reelle ledere af DR, og det er uhyggeligt.«

Men både Simon Emil Ammitzbøll og Mogens Jensen lægger vægt på, at nævnet kun har høringsret.

»Det var et socialdemokratisk krav, at beslutningen stadig er helt op til DRs bestyrelse, når nye tjenester skal søsættes,« pointerer den socialdemokratiske ordfører.

Frands Mortensen, der er professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, anser også udkastet til public service-kontrakten for at være problematisk. Men ifølge ham er problemet, at det lægger op til, at DR skal måles alt for lidt.

»Hvis man ser på EUs fortolkning af, hvad public service-krav skal indeholde, er den her kontrakt ikke holdbar. Kravene skal være så præcise, at man kan beregne, hvad DR skal have for at løse de opgaver. Staten skal ikke fastlægge detaljer for programvirksomheden, men formulere sine krav så klart, at man kan se, om DR får for få eller for mange penge. Det er ikke muligt her. Så hvis nogen klager til EU-Kommissionen over kontrakten, vil Danmark blive bedt om at lave den om.«

Kulturministeriet har fået forelagt en række spørgsmål om public service-kontrakten, men kunne ikke nå at svare, inden bladet gik i trykken.