Før sommerferien gav chefredaktør Jacob Nybroe på Jyllands-Posten medarbejderne besked om, at shorts er forbudt på JP i arbejdstiden.
”Vi er på en arbejdsplads – ikke en campingplads,” forklarede Jacob Nybroe i beskeden til medarbejderne.
Nu er det præst og tidligere journalist Sørine Gotfredsen, der mener, at der har været for mange mænd i korte bukser i fjernsynet hen over sommeren.
Det gælder for eksempel vært på 'Go’ aften Danmark' Felix Smith.
”Jeg troede, at det var løgn, da vært Felix Smith i sidste uge trådte ind i studiet i TV 2-programmet 'Go' aften Danmark' i nogenlunde samme mundering, som han sikkert ville tage på stranden i. Det virkede ikke jovialt og afslappet. Det virkede useriøst,” skriver Sørine Gotfredsen i en klumme i Kristeligt Dagblad.
Både gæster og værter
Her foreslår Sørine Gotfredsen, at DR og TV 2 strammer op.
”Jeg vil anbefale, at man på DR og TV 2 stiller større krav til påklædning. For studieværter, naturligvis, men faktisk også for de indbudte gæster.”
Sørine Gotfredsen har flere gange i de seneste uger set mænd sidde i seriøse programmer og blive interviewet med bare ben og sandaler,
”Og med den fremtoning mister deres ord vægt,” skriver hun.
”Man kunne sagtens på DR 2s 'Deadline' indføre forbud mod, at mænd møder op i shorts, da det er upassende,” lyder hendes forslag.
TV 2: Felix var nydelig
Henriette Ladegaard-Pedersen, TV 2-redaktør på 'Go’ aften Danmark' mener, at den meget varme sommer har skabt et større spillerum for, hvordan man kan klæde sig.
”Vi har haft en sommer, hvor alle danskeres påklædning har ændret sig,” forklarer hun.
Der er en dresscode for TV 2’s nyheds- og aktualitetsprogrammer, men derudover har TV 2 ikke en påklædningspolitik, forklarer hun. Men det forventes, at værter, redaktører og stylister ”tager ansvar for, at man kan forvalte den frihed på en begavet måde”, siger Henriette Ladegaard-Pedersen.
”Jeg så godt Felix i sine knælange, nydelige shorts forleden – og det er jo Felix. Og der skønner vi, at fordi han sidder i den kontekst – et loose talkshowprogram – så må han godt, fordi han fortsat ser nydelig ud,” siger hun.
Kan påklædningen blive for afslappet selv i et program som 'Go’ aften Danmark'?
”Ja, det kan det. Badesandaler og shorts vil for eksempel ikke være ønskeligt. Så synes jeg, det bliver for useriøst. I det omfang, man opretholder en formel pæn påklædning, er det i orden med shorts,” lyder det fra Henriette Ladegaard-Pedersen.
DR 'Deadline' tror ikke på forbud
Redaktør på DR 'Deadline' Heidi Robdrup skriver i en mail, at hun har iagttaget, at ”den varme sommer har haft mange afledte effekter”.
”En af dem er, at debatten om mænd og shorts for alvor har taget fart.”
Heidi Robdrup forklarer, at 'Deadlines' redaktion er glad for, at så mange personer har lyst til at optræde i interviews med viden og perspektiver.
”Og vi har ingen planer om at indføre dresscode i den forbindelse.”
10-12 personer på to måneder
Set med Heidi Robdrups øjne vidner debatten om to ting: At det nu ikke kun er kvinders påklædning, der bliver debatteret offentligt. Og at der nok er forskel på generationer, og hvad man finder upassende.
”Det, nogle finder drenget og useriøst, er helt naturlig påklædning for andre. Og på den måde gentager historien sig jo blot endnu en gang,” forklarer Heidi Robdrup, der ikke har tal på, hvor mange af 'Deadlines' gæster, der er mødt op i shorts denne sommer.
”Et hurtigt slag på tasken er, at 10-12 personer har optrådt i 'Deadline' i shorts de seneste måneder, og der er i gennemsnit fire gæster per udsendelse,” skriver hun.
Før sommerferien lavede Journalisten en rundspørge med 1.487 svar, der viste, at det for 27 procent af medlemmerne var ”helt almindeligt” at se mandlige kolleger med bare ben.
36 procent oplyste, at det var helt almindeligt at se kolleger i sandaler.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det eneste, der er virkelig upassende, er at forsøge at diktere andre mennesker, hvordan de skal se ud. Hvis man ikke bryder sig om at se på mænds ben, har man da et seriøst problem med virkeligheden. Til gengæld, Sørine Gotfredsen, er det useriøst at stirre på en mands ben, når han taler.
Det er vildt at en vært ikke en finde ud af at klæde sig professionelt. Men sikkert et hit i Danmark, hvor man skal mest mulig i øjenhøjde og endelig ikke må være en autoritet.
Jeg har generelt den holdning, at Sørines holdninger er temmelig irrelevante i forhold til den tid, vi lever i. Forstokkethed over hvad som helst passer i hvert fald ikke ind i mit verdensbillede. Påklædningen er jo for filan, som vi ser ud disse år.
Felix burde være så velbegavet at han selv kan indse, at korte bukser er upassende påklædning for en TV-vært.
Felix udviser en form for foragt for det store flertal af seere ved at optræde i en påklædning som det store flertal af befolkningen betragter som upassende.
Flere