Skal journalister fundraise?

Dagens kronikør i Information lufter tanken om, at danske medier fremover skal fundraise ligesom NGO'erne for at få vendt den dårlige økonomi.

Dagens kronikør i Information lufter tanken om, at danske medier fremover skal fundraise ligesom NGO'erne for at få vendt den dårlige økonomi.

»Vi har i et par uger bedt om støtte til produktionen af programmet, men kun omkring syv procent af jer har givet penge. Hvis du ikke har råd, er det helt okay – du er velkommen til at lytte med alligevel. Men det koster penge at lave programmet(…)«

Sådan lød bønnen fra podcastet This American Life, hvor kommunikationsmedarbejder Astrid Schmeltzer Dybkjær er trofast lytter.

Nu spørger hun i dagens kronik i dagbladet Information

»Vil danske netmedier kunne tjene penge på samme måde? Skepticismen vil være udbredt – det danske marked er for lille, danskere er utilbøjelige til at give penge og så videre. Til det er der kun at henvise til landets ngo'er, som nu i omkring et årti har kørt – i nogle tilfælde endog meget – effektive fundraisingkampagner.«

Hvis medierne fremover skal bede om penge frem for at opkræve dem, vil magten tippe mere over til læseren, lytteren og seeren. Det skylder man ifølge Astrid Schmeltzer Dybkjær bidragsyderne:

»Hvis man gør sig afhængig af bidrag, skal man også lytte til bidragyderne. Journalister og andet godtfolk skal vænne sig til at være på lige fod med læserne (…)Hvis jeg har bidraget til udformningen af et produkt i stedet for blot at købe det, føler jeg en helt anden slags ejerskab for det. Jeg forventer indflydelse.«

»Kombineret med mere traditionelle former, såsom annonceindtægter og betaling for nicheprodukter, kan fundraising blive udvejen for de trængte mediehuse. Såfremt de er klar til det.«

Astrid Schmeltzer Dybkjær er uddannet cand.mag. og arbejder som kommunikationsmedarbejder ved Amnesty International.

Læs hele kronikken her
Tjek This American Life her

Journalisten og bloggeren Jarl Cordua har på sin hjemmeside opfordret læserne til at give et bidrag, hvis de lyster. Siden 2007 har han indsamlet 4.175 kroner i form af donationer fra 19 læsere.

»Det er ofte op til jul, at læserne vil vise deres gavmildhed. Men det er jo ikke noget, man bliver rig af. Jeg anser donationerne for at være lommepenge, som kan dække en del af udgifterne. Skulle man tjene flere penge, forstiller jeg mig et produkt, som var mere ekskluderende. Hvor de som betalte, ville få noget helt unikt, der ikke var forbeholdt gratisterne.«

0 Kommentarer