Der bliver færre faste fotograf-stillinger.
Sidste sommer opsagde Ekstra Bladet deres fotografer. I januar gjorde BTMX det samme, og for et år siden blev 20 procent af fotograferne skåret fra på Jysk Fynske Medier. I sidste uge varslede organisationen så yderligere foto-nedskæringer på fem mio. kroner, svarende til syv fotostillinger.
I den forbindelse sagde chefredaktør, Peter Orry, blandt andet til Journalisten:
”De (journalisterne, red.) tager bedre og bedre billeder, fordi vi satser så meget på at uddanne dem til det.”
Men er det kun journalisterne, der bliver bedre til at fotografere, eller går det også den modsatte vej?
Ifølge Pressefotografforbundets formand Lars Lindskov blandes fagene mere i fremtiden, og han opfordrer fotografer til at blive bedre til at skrive.
”Man skal blive ved med at efteruddanne sig og tage nye udtryksformer i brug,” siger Lars Lindskov.
Han mener, mange af fremtidens kolleger både skal kunne lave journalistik og fotografi.
”Der er mange fotografer, som i virkeligheden godt kan skrive. Nogle fotografer vælger en journalistisk tilgang til fotografiet, fordi det er der, deres force er. Så er der nogen fotografer, som har lyst til kun at være fokuserede på at tage billeder. Det ene udelukker ikke det andet,” siger han.
Men udelukker det ikke journalisterne, hvis fotograferne begynder at skrive teksten også?
”Sådan er virkeligheden ikke. Så skal vi tilbage til de gamle faggrænser, hvor den ene ikke må lave det, den anden laver. Og det er da fint for mig, men så skal journalister starte med at holde op med at fotografere,” siger Lars Lindskov.
Lysten til at fortælle er det afgørende
Et af de medier, hvor fotografer har fået lov til at prøve kræfter med den skrevne journalistik, er Ud & Se.
Redaktør Julie Moestrup fortæller, at magasinet inden for det seneste års tid har bragt 3-4 historier, som både har været fotograferet og skrevet af fotojournalister.
Det er fotograferne selv, der er kommet med idéer til historier, hvor de har haft en interesse i selv at skrive.
”Det har jeg gerne villet lade komme an på en prøve for at se, om det kunne fungere rent kvalitetsmæssigt," siger Julie Moestrup.
Ud & Se har blandt andet bragt en reportage fra det rum, hvor Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning opbevarer beslaglagte genstande som udstoppede krokodiller og elfenbenssmykker; en reportage om ildsjæle, der har skabt en skatepark i Skørping; et portræt af en 87-årig flypioner.
”Det er meget billedbårne historier. I mange tilfælde er det fotoreportager, og så er det teksten, der er med til at formidle en fotohistorie,” siger Julie Moestrup om, hvad historierne har til fælles.
At det er fotograferne selv, der udtrykker interessen, er vigtigt. Julie Moestrup mener, at fotografernes lyst til at fortælle deres historier – også skriftligt – smitter af på læseoplevelsen.
”For mig er det afgørende for, om et blad kommer til at leve, at man kan mærke en begejstring og en lyst til at fortælle en historie – om det så er billeder eller tekst. Det har jeg haft god erfaring med i de her tilfælde,” siger hun.
Hun understreger, at det ikke er for at spare penge.
”Vi gør det, fordi der er nogen, som har en lyst og en energi til at prøve kræfter med nye formater. Det synes jeg er spændende. Som redaktør lærer jeg også rigtig meget af det. Der kommer nogle nye blik og tanker på, hvordan man kan gøre det,” fortæller hun.
Kræver mere dialog
Det tredje eksempel – portrættet af flypioneren – skiller sig ud ved at være mere tekstbåret. Der er fortsat masser af billeder i portrættet, men samtidig er det også fortællingen om et helt levet liv.
”Her er det jo det store bærende interview. Så der arbejdede vi meget med at finde en form, der var overskuelig,” siger hun.
Portrættet blev fortalt gennem konkrete nedslag fra den 87-åriges liv.
"Selvfølgelig er der mere dialog, når man sender en person, der ikke lever af at skrive, men af at fotografere, afsted. Indtil videre er det nogle historier, som er meget formaterede. Hvor vi finder et greb: At vi har x antal nedslag i et levet liv eller har den billedbårne reportage med en indledende tekst og nogle billedtekster, som folder historien yderligere ud,” siger Julie Moestrup.
Kan du se, at det her kan kritiseres, som at fotograferne tager journalisternes arbejde?
”Det kan jeg sagtens se – på samme måde, som når journalisterne skal tage billederne, og der bliver færre fotografiske stillinger. Men i forhold til Ud & Se, kommer det ikke til at ske. Det er bundet op om en lyst til det, og jeg oplever ikke, at der står 500 fotografer og banker på min dør og gerne vil være skribenter,” siger Julie Moestrup.
Journalister skal lave de store baggrundsartikler
Selv hvis der pludselig stod 500 fotografer og bankede på hendes dør med ønske om også at skrive, ville det ikke tage journalisternes stillinger. Det er ikke alle genrerne i et magasin, som fotograferne vil kunne komme til at lave til Ud & Se.
”Jeg er jo selv journalist og har stor respekt for faget. Jeg er fuldt ud klar over, at det kræver mange års erfaring at kunne lave og fortælle de store bærende interviews eller den store, kildetunge baggrundsartikel," siger Julie Moestrup.
Hun sammenligner det med, at hun heller ikke ville sætte en skribent til at lave den store billedside til det store portræt, og understreger, at ikke alle fotografer skal kunne skrive – og det samme den anden vej.
”Det er ikke sådan, at du kun kan være dygtig til dit fag, hvis du kan begge dele," siger hun.
Så du ser ikke en fremtid, hvor alle – både journalister og fotografer – skal kunne aflevere en hel historie selv?
”Nej. Slet ikke. Jeg har fremragende skribenter, som jeg ved ikke er interesseret i at tage billeder. Og omvendt har jeg fremragende fotografer, som ikke ønsker at lave den type opgave. Det vil aldrig afholde mig fra at bruge dem,” siger hun.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Du skriver, at syv stillinger svarer til fem millioner kroner.Det svarer til 714.285 kr/året eller knap 60.000 kroner/måned per person. Hvis det er korrekt, er det måske ikke så mærkeligt, at et medie træffer den beslutning, da prisen per billede kan ikke andet end at blive alt for høj. Der skal i hvert fald rigtig rigtig mange (læs mega mange) freelance-historier til, hvis fremtidens skrivende fotografer skal gøre sig et håb om at komme i nærheden af den månedsløn. Held og lykke med projektet