Portrættet. En af journalistikkens klassiske urdiscipliner. På Fagfestival i Odense mødte to af fagets fremmeste portrætmagere, Politikens Nils Thorsen og DR’s Anders Agger, søndag eftermiddag frem for at dele ud af deres erfaringer, tricks og ikke så få anekdoter. De fortalte også om genrens udfordringer og faldgruber.

Hvordan skaber man et godt portræt, lød det overordnede spørgsmål.

»Når man har siddet i et fem-syv timer langt interview og endevendt en persons liv, så kommer man hjem og bliver spurgt: ”Nå, men hvordan var han så? Svaret på det spørgsmål udgør det rigtig gode portræt. Men det er også det, der er så svært. Man kan finde alle fakta og data om en person, men hvordan er han?« indledte Nils Thorsen foran en propfyldt sal uden en eneste ledig stol.

Men et godt portræt handler i lige så høj grad om at finde de rigtige personer at portrættere som om, hvem der fører pennen eller klipningen.

»De bedste portrætter kommer, når mennesker gør noget ulogisk. Når vi svigter vores familie, er utro eller sådan noget,« sagde Anders Agger.

Han pegede på, at de bedste og mest ærlige portrætter ofte er af personer, som ikke er medievante og ikke er blevet portrætteret før.

»Der, hvor det bliver mest interessant for mig, er, når jeg møder tre fugleunger på 11 år, der er droppet ned på Herlufsholm Kostskole, fra Hongkong, Santa Barbara og Horsens, eller en døende sømand på et hospice. De er meget umiddelbare, og det er nemmere at komme ind i et rum med nogle mennesker, der ikke er så trænede og har en klar referenceramme i offentligheden,« sagde Anders Agger.

Nils Thorsen nikkede. Hans største frygt ville være at skulle portrættere sådan en ”Poul Nyrup-type”.

»En, der allerede har skrevet sin historie og har så meget kontrol over den. De der socialdemokrater har alle sammen sådan en arbejderklassehistorie. Den bliver så sund og så rød i kinderne, og Esbjerg og alt det der, at man slet ikke har lyst til at høre den,« sagde Nils Thorsen.

Her kommer en udvalgt buket af deres gode portrætråd baseret på årevis af erfaring. Det første handler om, hvordan man ifølge Nils Thorsen alligevel kan få sit eget portræt af en kendt person, som er blevet portrætteret 14 gange før.

Spørg rundt om og ved siden af kendte kilders velkendte livsanekdoter

»Der er nogle rimeligt enkle måder at komme ud af det på, når man er nummer 15, der skal skrive sådan et portræt. Jeg trækker dem ned i tempo og spørger ind til de anekdoter om deres liv, som altid går igen i de andre portrætter om dem. Eller rettere sagt ved siden af anekdoterne,« sagde Nils Thorsen.

»Hvad var det ved det træ, som var så specielt? Hvad var der inde i rummet ved siden af? Den slags spørgsmål, som kan få dem til at bryde ud af deres kendte historie og fortælle om det, der var lige ved siden af. Så kommer man tilbage til deres grundhistorie, som de måske ikke har været nede i i 20 år. Og så er man pludselig foran de 14, der tidligere har skrevet portræt af personen,« sagde Nils Thorsen.

Vent med de udfordrende og kritiske spørgsmål

»Vi kan godt have en tendens til at forberede vores spørgsmål og gå meget direkte til stålet med de kritiske spørgsmål. Men man skal øve sig i, at man ikke skal stille alle de svære og udfordrende spørgsmål i løbet af den første time, hvis man skal være sammen i fire dage eller fire uger. Det fungerer ikke for mig at gå i kødet på folk med det samme. Det er lidt som at være på den første middag med en kvinde. Man er høflig under forretten, men ikke nødvendigvis i baren efter middagen,« sagde Anders Agger.

Lad være med at begynde at skrive eller vinkle portrættet på forhånd

»For mig er det vigtigste: Lad nu være med at skrive eller vinkle portrættet i dit hoved, før du har researchet det. Lyt og fat ingenting. Det er en klat af uvidenhed, hvor man famler rundt og leder efter historien. Det ligner altid en katastrofe. Men når jeg så kommer hjem og lytter det igennem, så kan jeg se, at jeg bare kan smide alt det møg fra de første tre timer ud, fordi det først fungerede fra den fjerde time. Og så kan jeg gå i gang med at skrive og få det til at se ud, som om jeg har lavet et superstramt interview,« sagde Nils Thorsen.

Lav aldrig portrætter af folk, der går til psykolog

»Hvis man skal portrættere nogle, der har gået til psykolog, så svarer de meget kedeligt og sådan psykolog med psykolog på,« sagde Nils Thorsen.

Hold din mund, lyt og iagttag!

»Der er noget fint i portrætgenren på tv i at kunne sidde i baghånd og se tingene udfolde sig uden i første omgang at tage stilling til dem,« sagde Anders Agger.

»Jeg har ikke noget ønske om at være særlig jysk eller særlig langsom. Men når man ikke siger noget, så kommer der en mere ægte sandhed fra kilderne, som er mere reflekteret,« sagde Anders Agger.

Han uddybede sin pointe med en anekdote fra en dokumentar, han lavede om en familie i Sønderjylland, hvor den 56-årige mor var ved at dø af Alzheimers.

På et tidspunkt sad familien og diskuterede, hvad der skulle ske med moren. De sad inde i stuen, mens Anders Agger sad ude i køkkenet. Han kunne ikke holde ud at være inde i stuen, fordi det hele var så intenst.

»Men på et tidspunkt kommer datteren Mie ud i køkkenet og er helt grådlabil. Jeg kan simpelthen ikke finde på noget at spørge om. Jeg er offside på alle sider og kanter. Jeg sidder bare ved køkkenbordet og ligner en lang mand, der er gået forkert,« sagde Anders Agger.

Mie gav sig til at skære rugbrød og begyndte at græde. Så kiggede hun på Anders Agger og sagde på klingende sønderjysk:   

»Ved du hwa, Anders. Det er mærkeligt. Den moar, der sidder derinde, a har aldrig kendt hende så lidt som nå, men aldrig har a elsket hende så møj.«

»Den erkendelse var jeg aldrig kommet frem til, hvis jeg havde presset hende med nærgående spørgsmål. Men hun nåede selv frem til den, selv om jeg ikke sagde noget i 40 minutter. Jeg forsøger at krabbe mig frem til mine spørgsmål ved i første omgang at gå alle mulige andre veje end den direkte, før det bliver nødvendigt,« sagde Anders Agger.

Stil dit spørgsmål kort og råt og hold kæft. Helt kæft.

Hvordan var din mor? Stil det spørgsmål og hold kæft. Helt kæft. Sådan lød et af Nils Thorsens eksempler på, hvordan man får svar på et af de simple, men hårde spørgsmål om dybt personlige ting, hvor tavshed kan være nøglen, der åbner kilden.

»Jeg har ikke tavsheden med mig naturligt, men jeg har lært mig den. Interviewsituationen er en kunstig situation, og man ødelægger den, når den bliver til en samtale. Når man stiller et spørgsmål, er det som et skakur. Man ved godt, hvem der har ordet, og man læger pres på modparten ved at turde at holde mund,« sagde Nils Thorsen.

»Hvis jeg kan holde mund, så kommer svaret ofte helt ind i smertepunktet, og jeg havde helt sikkert ikke fået et svar, hvis jeg havde brudt ind med det mindste pip, inden de får formuleret et svar,« sagde Nils Thorsen.