Skal du holde, hvad du lover?

De nye regler for praktik lærer studerende at løbe fra et løfte for egen vindings skyld. Det er en moralsk fallit, ikke mindst når de skal ud i et fag, hvor et løfte tit vejer tungere end en lov

Tillad mig at starte med et eksempel fra dansegulvet: Jeg siger til dig, at jeg gerne vil danse, og at du står på mit balkort. Du ved, at jeg teoretisk set kan løbe fra aftalen og lade dig stå alene og forladt ved ribberne i gymnastiksalen – mens jeg danser tæt med en anden.

Når lyset tændes, dørene går op, og vi går hjem hver for sig – måske begge med en anden – har jeg ikke gjort noget juridisk forkert. Et løfte om at danse er ikke bindende, der kan jo komme et bedre tilbud.

Det er klart, at du ikke kan føre en sag. Men det er lige så klart, at jeg har tabt anseelse, for jeg har brudt en moralsk konvention om, at når to parter stiller hinanden noget i udsigt, så er det bindende.

Det gælder i alle relationer. Det gælder da ikke mindst i journalistik, hvor en tilkendegivelse, et løfte, et forhåndstilsagn reelt kan overgå en juridisk aftale. Vi er et fag, der stolt går op imod domstolene, hvis de vil have os til at bryde et løfte om kildebeskyttelse. Vi vil hellere gå bag tremmer end løbe fra det moralske løfte.

Kort sagt: Journalistik er et fag, hvor den moralske aftale tit trumfer den juridiske. Det er en æressag at respektere sine aftaler, lige meget hvad.

Og derfor er de nye regler for praktikaftaler en moralsk fallit.

Ifølge de nye regler må en arbejdsplads og en studerende kommunikere frit og åbent gennem hele processen. Man må indgå alliancer. Men det understreges som en særlig kvalitet, at ingen af parterne behøver holde aftalen. For den er ikke bindende.

Dermed skulle de nye regler løse det problem, at der tidligere blev indgået aftaler i det skjulte i strid med reglerne.

Forskellen er, at det nu er blevet legalt at indgå de forhåndsaftaler, som også blev indgået før. Men nu er moralen, der gør dem bindende, formelt sat ud af kraft. Det har Praktikudvalget besluttet.

Jeg forstår godt, at Jyllands-Postens chefredaktør, Pierre Collignon, er fortørnet over systemet:

»Man etablerer en legalisering af, at man kan bryde aftalerne. Jeg mener ikke, at man bør lave aftaler uden at overholde dem,« som han sammenfattede over for Journalisten i går.

Pierre Collignon insisterer på at genindføre forventningen om, at menneskelige relationer baserer sig på tillid – ikke jura. Det samme bør Praktikudvalget gøre, når denne slagmark af en praktikrunde skal evalueres.

Og hvad gør de frelste på Journalisten selv, spørger I måske?

På Journalisten har vi også indgået en forhåndsaftale i lyset af de nye regler. Vi har klart tilkendegivet over for en studerende, at vi gerne vil ansætte ham i vores praktikantstilling. Det gjorde vi allerede først på ugen.

Og vi har derpå åbent fortalt alle andre studerende, der vil til åbent hus, at vi har indgået denne forhåndsaftale.

Vi anerkender, at vores forhåndsaftale ikke betyder, at den studerende ikke kan vælge os fra på Store Match-dag. Det har han ret til inden for reglerne.

Men vi har omvendt forsikret ham om, at vi kommer til at overholde aftalen.

Og når jeg mærker efter: Jeg forventer, at han holder sin aftale. Jeg bliver skuffet, hvis han ikke gør. Hvorfor skulle vi ellers udveksle balkort?

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right