I TV2s portrætudsendelser om Peter Brixtofte var der en stærk scene. En autonom sprøjtede ketchup i hovedet på den netop genvalgte borgmester. TV2s kameramand var vågen. Ikke alene fik han filmet hele optrinet, han havde også åndsnærværelse nok til at dreje kameraet en tak til venstre, så vi fik et flot billede af Brixtoftes grædende teenagedatter.

Få uger senere trak B.T. tæppet væk under borgmesteren. Brixtofte gik frivilligt under jorden. Dum, som han var, prøvede han at få fred i sit eget hjem. Af alle tænkelige gemmesteder valgte han sit eget matrikelnummer. Torsk. Han kunne da have sagt sig selv, at huset ville blive barrikaderet af journalister, der alle som én havde pligt til at stå, hvor de stod.

Desværre var gardinerne trukket for, så vi ikke kunne få flere flotte billeder af grædende børn. Helt trist var det, at Brixtofte aldrig kom ud til mikrofonerne. Han drog uforskammet til Lanzarote uden at spørge nogen om lov.

Lykkeligvis for nyhedsstrømmen trådte én af Brixtoftes venner frem. Han mente, at tiden var inde til at kalde sin ven for alkoholiker. Nu måtte det frem, at Peter havde et problem med rødvin, der var langt større end prisen på de dyre dråber, og hvorfor ikke bringe budskabet frem i en tale til hele nationen. Pressen syntes, han var en fin fyr, for ikke alene var han byrådsmedlem, han var også uddannet læge. Ekspert og part og god ven på én og samme tid, et kronvidne af format.

Enkelte sure rønnebær blandede sig dog, for pressen fik jo lidt dårlig samvittighed over ikke selv at have bragt Brixtoftes alkoholisme frem. Enhver journalist med respekt for sig selv havde jo vidst det i årevis, så mens Brixtofte slikkede sine sår på Lanzarote, tog pressen en principiel diskussion. Skulle den selv have hevet Brixtoftes lever frem til åbent skue? Nu kunne Brixtoftes gode ven, lægen, desværre ikke række pressen et røntgenfotografi af Brixtoftes lever, så i stedet gik tv-folkene i arkiverne for at finde alle gamle strimler, der viste en glad borgmester med et glas i hånden. Skide god bevisførelse med tilbagevirkende kraft.

Hvad man ikke troede muligt lykkedes for fyraftensudsendelsen God Aften Danmark. De trak Brixtofte helt hen til skafottet. In absentia, forstås, da Brixtofte stadig havde den uforskammethed at gemme sig.

God Aften Danmark inviterede de dygtige gulvtæppetrækkere fra B.T. i studiet. På fornem vis fik den kvindelige studievært løftet samtalen op på et plan, der handlede om liv eller død. Hun fandt det nemlig på sin plads at drage en sammenligning mellem Peter Brixtofte og afdøde Villy Strube.

Sjældent alvorlig spurgte hun de to opdagere, om ikke de var bange for, at Brixtofte ville vælge samme tragiske udvej som Strube. Selvmord eller ej? Har I gjort jer nogle overvejelser om det?

B.T.s folk tyggede værdigt på det dybe spørgsmål. I mellemtiden gik der sikkert mange engle gennem de danske stuer. Her havde børnene lige set tegnefilm, og aftensmaden var knap sunket, før man nu pludselig skulle tage stilling til Brixtoftes chancer for at overleve. Død og pine, det er dæleme fyraftens-tv, der vil noget.

Et kort øjeblik var det lige før, man sad og tænkte på, hvordan stemningen mon var hjemme i Brixtoftes stue. Sad han også omkring kaffebordet med sin familie og ventede spændt på svaret om hans chancer for at overleve. Spekulerede han på, om B.T.s dybdeborende journalister mon havde gravet så dybt i hans sager, at de var trængt helt ind i hans hjerneskal?

Endelig faldt svaret. Nej, på det punkt måtte B.T.s udsendte melde pas. Meget havde de Brixtofte mistænkt for, men selvmord figurerede ikke på deres liste, lige pt. Brixtofte var ikke typen, der kunne finde på sådan noget, forklarede den ene opdager.

Puha, gudskelov. Studieværten åndede også lettet op og spurgte, hvad vi kunne vente os de næste dage. Masser af nye afsløringer lovede de to kvikke hoveder, inden de vendte tilbage til deres pyntede pinde på B.T. Nu var de altså ikke blot længere skrivende journalister. Nu havde de også været i fjernsynet og optrådt som dommedagsdommere.

Et stort lønløft skal være de to journalister vel undt. Hvem har ikke altid drømt om at få lov til at vurdere andre menneskers evne til at leve eller ej. Tættere på at lege Gud kommer man jo næppe med en journalistuddannelse i rygsækken. Godt gået, drenge.

Men mangler vi ikke lige at tage det sidste, uigenkaldelige skridt? Hvorfor ikke bare hive selvmords-kandidaten i egen skrantende person i studiet? Og spørge manden direkte:
"Hvad øh… Hvis jeg siger reb, hvad siger du så? Hvis du svarer ærligt, får du kvit og frit den kaffekop med hjem, som Birthe Kjær drak af i går. Nå… Hvad siger du så?"

 * Mads Nygaard er journalist og forfatter