search

Skæve streger i nyhedsbilledet

Han vinder priser på samlebånd. Lægger sig ud med magthaverne. Hans tegninger sidder på køleskabsdøre landet over og kalder smilene frem. JOURNALISTEN illustrerer tegneren Rasmus Sand Høyer.

Håret er rodet. Øjnene venlige. På fødderne er et par mørkeblå klipklapper. Den ene er bundet sammen med brun malertape. Han bruger dem året rundt.

Hans skridt er små og afmålte. Alligevel slæber fødderne. Han minder om en muldvarp forstyrret i sin vinterdvale. På kroppen har han en sort t-shirt fyldt med små hvide dødningehoveder.

Navnet er Rasmus Sand Høyer. Jobbet er tegner på Jyllands-Posten. Han har netop vundet guldmedalje for en af sine illustrationer i konkurrence med tegnere fra 70 aviser i Skandinavien. Han er manden, der med et penselstrøg kan gøre uforståelige ting forståelige. Og ofte endda morsomme.

"Mange historier om væsentlige emner som politik og økonomi kan alene i overskriften få folk til at stå af. Der er det en fornem opgave at skulle prøve at få folk til at læse den alligevel. Så tegningerne skal fortælle folk, at det her er værd at læse," fortæller Rasmus Sand Høyer.

 

Tegning frem for billede
Rasmus Sand Høyers kontor ligner et bibliotek udsat for en håndgranat. Gulv, bord og reol er begravet i aviser og ark med gamle tegninger. I et hjørne rejser et stålgråt arkivskab sig majestætisk. Det ligner en smule orden i galskaben. Men, ak. Da det bliver åbnet, afslører det ikke sortering efter dato og alfabet, men blot flere kæmpe bunker af usorterede tegninger.

"Jeg kan ikke vise dig den tegning, jeg fik prisen for. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvor den er. Men den er her et sted," undskylder Rasmus Sand Høyer smilende.

I stedet vil han gerne vise dagens tegning frem og slår op i avisen.

Forvirringen står malet i ansigtet på ham. Øjnene flakker, mens han vender hver enkelt side. Og pludselig står det klart:

"Det her er da ikke dagens avis. Det er den fra i går. Så må den anden være herovre."

Han graver ned i en ny bunke og finder frem til dagens avis og fortæller, hvorfor han synes, tegninger er så vigtige:

"Et billede af en erhvervsleder i jakkesæt er tit fuldstændig ligegyldigt i forhold til historien. Fotos viser jo den ægte verden, og derfor kan tegninger noget, billeder ikke kan. Vi kan fortælle, hvad historien egentlig drejer sig om."
Eksemplet, han nu viser frem, er en historie, om, at konkurrencen blandt teleselskaberne er så hård, at firmaerne bag har svært ved at overleve. Rasmus Sand Høyers tegning viser en telefonrørsmand, der har brugt ledningen til at hænge sig selv.

På en normal dag laver Rasmus Sand Høyer en til to tegninger. De fleste er bundne opgaver som den ovenfor, hvor han bliver bedt om at lave en illustration til en artikel. En tredjedel af opgaverne er dog idéer, han selv sparker i gang. Det kan være bagsidetegninger, julekalendersjov eller en politisk tegning.

 

For sjov og i shorts
På Rasmus Sand Høyers kontor er der ingen computer. Den har han ikke brug for.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg heller ikke rigtig finde ud af sådan en."

I stedet står en transistor og spiller P1:

"Hvis ikke jeg følger med, kan jeg heller ikke få gode ideer. Det er i hvert fald nemmere, når man ved, hvad tingene drejer sig om."

Aftenerne bruger han på at se tv, og er der længere interviews med mulige tegneofre, så optager han dem på videoen. Og om morgenen bladrer han aviserne igennem:

"Hver eneste dag kigger jeg efter, hvad de andre har lavet. Jeg vil jo nødig få den samme ide, som de har fået. Man fortæller jo heller ikke hinandens vittigheder."

Til dagens opgave kan aviser og video dog få lov at hvile. Opgaven er et selvportræt. Han kigger sig i et spejl monteret foran tegnebordet. Hånden flyver hen over papiret. Øjnene lyser op. Det her er meget bedre end at blive interviewet:

"Et godt stykke ad vejen ser jeg avisen som en mæcen, der betaler mig for at lave noget, jeg synes, er skide skægt. Det her er alle tiders arbejde, man bestemmer jo selv, hvad man vil lave."

Og så lige en kommentar til de kolleger, der driller ham med, at han altid er i sandaler og om sommeren også i shorts:

"Man kan ligeså godt tilpasse sig vejret. Når man sidder med en tegning hele dagen, og det er varmt, risikerer man jo at begynde at svede i hænderne, og så bliver den grattet."

Rasmus Sand Høyer er 41 år. Oprindeligt er han uddannet reklametegner, men det var ikke lige det rigtige. Da Ekstra Bladet i begyndelsen af firserne udskrev en konkurrence, hvor man skulle lave en politisk tegning, deltog han sådan lidt for sjov:

"Jeg vandt ikke, men jeg syntes, det var skide skægt. Så bagefter vidste jeg, hvad det var, jeg skulle bruge mit liv på."

Han forlod hjemstavnen Randers og drog til København. Her kom han ind på Skolen for Brugskunst, men nåede aldrig at gøre uddannelsen færdig.

"Efter mit praktikophold på Jyllands-Posten havde jeg ikke lyst til at skulle tilbage på skolebænken. Arbejdet var alt for sjovt. Så jeg spurgte, om ikke avisen kunne bruge mig fast. I starten var min chef ikke meget for, at jeg skulle droppe skolen, men han gav sig. Og siden har jeg været her."

Fra da af er Jyllands-Postens læsere blevet forkælet med surrealistisk og rammende humor: Nyrup med slipset siddende fast i fax-maskinen, og Marianne Jelved med tårer i øjnene omklamrende sin elskede Euro, er blot to eksempler blandt hundreder på Rasmus Sand Høyers evne til kærligt at slå hovedet på sømmet:

"Jeg kan godt lide at spille på kontrasten. Putte ting ind, der ikke hører til. Ved at gøre det håber jeg, at jeg fortæller om virkeligheden på en anden måde."

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede. Århusborgmester Flemming Knudsen er for eksempel ikke vild med at blive skildret med ølmave og McDonalds slips. I en periode var det faktisk så slemt, at der nærmest var åben krig mellem tegneren og den socialdemokratiske byrådsgruppe:

"Når jeg fokuserer meget på borgmesteren, er det fordi, han er en slags statsminister for Århus. Det er ham, der tegner byen, så ham kan jeg ikke komme uden om. Så jeg synes, det er noget pjat, at han er sur. Jeg har i øvrigt aldrig selv snakket direkte med ham. Men skulle oppositionen komme til, ser det da ud til at kunne blive lige så sjovt."

 

En muldvarp på gangene
Som den venlige mand han er, viser Rasmus Sand Høyer rundt på avisen. Først går vi gennem journalisternes kontorer. Nyhedsulvene snakker denne dag om terrorangreb og Danmarks forsvar og beredskab. Han trisser ind på deres territorium. Nyhedsulvene får færten af os. De stirrer mistænksomt.

Skyndsomt går vi videre. Og som en muldvarp under jorden finder Rasmus Sand Høyer vej ad Jyllands-Postens mange gange. Vi når trykkeriet. Og så går det galt. Noget er lavet om.

"Her har jeg da vist ikke været før," undskylder han.

Det forvildede ansigt, fra da avisen drillede, vender tilbage. Vi står i et stort rum, og han ved ikke, hvilken vej vi skal. Pludselig får han en idé. Vi går ind ad en dør, men må hurtigt bakke ud igen. Det var ikke den vej. Eller var det? Rasmus Sand Høyer åbner langsomt døren igen. Joh, det var det nu. Vi er et gammelkendt sted.

Endnu en gang lyser øjnene op. Klipklapperne kommer i bevægelse, og Rasmus Sand Høyer trisser ned ad gangen mod receptionen.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen