search

Skadefryd i medieland

  

 

 

Medieland er et lille land. Og som i ethvert lille samfund er der skjulte dagsordener, bitre bemærkninger, fjend- og venskaber og ikke mindst en norm for, hvordan beboerne opfører sig over for hinanden.

Som nu med de utaknemmelige fantaster på DAGEN, der forlod faste stillinger med sikre pensionsordninger for at stige til vejrs i Peter Lincks luftskib. De sku' fand'me ikke komme for godt i gang. Og det gjorde de da heller ikke. Mange af beboerne i Medieland – fra chefredaktører til praktikanter – har haft svært ved at skjule skadefryden over, at det gik, "som det jo måtte gå". Ned igen kom de i hvert fald.

Problemerne startede allerede for mange af dem, da de opsagde deres gode pladser i medielandet til fordel for DAGEN. Mange oplevede usædvanligt fornærmede chefer. Nogle blev nærmest chikaneret i forbindelse med overgan-gen. Bl.a. om, hvordan de kunne fritstilles.

I andre kulturer er et mislykket forsøg udtryk for vovemod og for, at der banker et hjerte for andet end pensionsordning. Sådan er det sjældent i Medieland. Især ikke, hvis forsøget kombineres med en kritik af bestående rutiner. Hvor mange står nu med åbne arme og siger: Kom til os – fortæl om vovemodet, ideerne, hvad der gik galt, hvad der kunne gøres bedre, og hvordan man skaber sådan en entusiasme, hvordan man får 50 journalister til at glemme timesedler og i stedet arbejde 12 timer i døgnet på (god) mad fra Kontiki Bar?

Næppe mange.

Peter Linck har været en idiot, der burde lære at smide sit Rolex og træde ind i den virkelige verden, hvis han vil sælge aviser til den. Den administrative del af Dagens 40 dage på 1. klasse er en skandale og dybt beskæmmende. Journalistisk var det derimod spændende, originalt, modigt og meget selvbevidst. I et fladt landskab burde det være ganske befriende med en smule højrøvethed, men sådan spiller klaveret sjældent i Medieland. Det er ikke kun for- og efterspillet på DAGEN et udtryk for. En halvoffentlig institution droppede for et par år siden på forhånd at finde en journalist som – meget – højtlønnet informationschef. Det skete af frygt for, at tidligere kolleger så ville kaste sig over vedkommende til skade for institutionen. Det var nemlig sket for den sidste, mente man og fandt frem til, at en djøf'er var knap så provokerende for den fjerde statsmagt. Hvis man er i tvivl om mekanismen, kan man blot betragte det seneste års debat om de såkaldte spindoctorer – den håndfuld journalister, der ved at tage springet over på den anden side af skrivebordet på Christiansborg, har fået fordoblet deres løn.

Diskussionen om politisk kommunikation, manipulation af medierne og forsøg på styring er vigtig og kræver vedvarende agtpågivenhed fra politiske journalister og medierne.
Men ærlig talt: Så kan der vist heller ikke presses mere ud af de 5-10 tidligere kollegers arbejdsdag.

I Medieland har vi i det hele taget svært ved at forholde os til hinanden. Vi er gode til at kritisere, men ikke altid lige konsekvent. Når lederen af Berlingske Tidendes politiske redaktion, Erik Bjørn Møller, ifølge hovedkonkurrenten Jyllands-Posten har spist lidt for villigt af pressechefernes hånd, så fortælles det på forsiden af JP-søndag. Når Berlingske Tidendes (nu forhenværende) chefredaktør Karsten Madsen en måned senere skriver fidele breve til landets statsminister og lover ham evig troskab – så skal det ikke i Jyllands-Posten, selv om en journalist har historien på blokken. Redaktør-gentlemen skriver tilsyneladende ikke om hinanden. Historien om Karsten Madsens kære-stebreve shoppede derfor lidt rundt i Medieland, inden Politiken gjorde det eneste rigtige og trykte den. Men var det publicisten Tøger Seidenfaden eller konkurrenten Tøger Seidenfaden, der traf beslutningen? Man kan komme i tvivl. Ikke mindst, når man ser den ihærdighed, hvormed han og ikke så få andre fra første færd med ord forsøgte at kvæle DAGEN. En ihærdighed, der var en bedre sag værdig, når man har publicist-kasketten på.

Nu var det hverken Seidenfaden, andre publicister, læsere eller for den sags skyld Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, der kvalte DAGEN. Det gjorde dele af folkene bag den selv og meget konsekvent. Men forløbet åbenbarede samtidig, at bakkerne stadig ikke må være alt for høje i Medieland.

* Niels Krause-Kjær var journalist på Jyllands-Posten indtil 1997, derefter pressechef hos Det Konservative Folkeparti. Fra 1998 lektor i politisk journalistik og leder af 2. del på Danmarks Journalisthøjskole.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen