
Morten Messerschmidt skulle have købt sig mere tid, før han gik i pressen og svarede på personangreb, lyder det fra eksperterne i ’Budskab’. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
”Nu er jeg lige landet. Som du kan se, står jeg herude i Kastrup Lufthavn, jeg har lige været på en forlænget vinterweekend. Og man må da sige, at jeg kommer direkte tilbage i arbejdstøjet.”
Sådan lød første svar fra DF-formand Morten Messerschmidt i et interview i TV Avisen mandag aften. Her var han igennem live for at svare på kritikken fra ikke færre end fire ex-DF’ere, som var gået sammen i pressen mandag aften med nyheden om, at de forlader partiet i protest mod Morten Messerschmidt som leder.
En nyhed, som breakede på b.dk klokken 18.57 og dr.dk klokken 18.58, mens Morten Messerschmidt var på vej fra Paris til København.
Da han landede i Kastrup Lufthavn, var alle nyhedsmedier på sagen, og Morten Messerschmidt gav interviews til flere af dem.
Men i stedet for at gå fluks ind i et live-interview i TV Avisen klokken 21, skulle han have købt sig mere tid, om det så bare havde været et kvarter eller en halv time. Det mener eksperterne i Journalistens podcast ’Budskab’.
”Han går ind i det interview og tror, at han kan tage det on the fly, fordi han er enormt retorisk stærk. Det gør bare, at det bliver sjusket, overfladisk og lidt affejende,” siger Karne Lykkebo, managing partner hos Geelmuyden Kiese.
Thomas Hundsbæk, kommunikationschef i 3F, er enig.
”Han føler, det er hans komfort zone. Han er oratorisk stærk og tænker ’den klarer jeg’, men det gør man ikke i en situation som den der. Og det gør han heller ikke,” siger Thomas Hundsbæk, som mener, Morten Messerschmidt bliver ’sin egen værste fjende’ i interviewet.
”Han har været vant til at kunne klare den på charmen, med lidt glimt i øjet. Den går ikke længere,” siger Thomas Hundsbæk.
Messerschmidt fik besked i mail
En af de fire DF-afhoppere, Liselott Blixt, fortæller til ’Budskab’, at det var lidt tilfældigt, at det endte med en fælles udmelding fra hende selv og de tidligere partifæller Bent Bøgsted, Lise Bech og Karina Adsbøl – men når de endte med at gå ud sammen, er det ifølge hende, fordi de på den måde kunne støtte hinanden.
Hun var ellers på nippet til selv at melde ud i pressen ugen før, siger hun.
”Men jeg ventede til efter vinterferien og snakkede med de andre, og så får vi lavet denne her artikel om, hvorfor, for vi vil gerne selv forklare, hvorfor vi går ud. Og det er grunden til, at vi har lavet en aftale med Berlingske,” siger Liselott Blixt.
Senere faldt det på plads, at DR kunne få historien samtidig med Berlingske.
Ifølge Liselott Blixt gav de fire afhoppere besked til Morten Messerschmidt om deres udmeldinger på en mail mandag 17.55.
”Han taber sympatikampen”
Hverken Karne Lykkebo eller Thomas Hundsbæk mener, at Morten Messerschmidt kunne undslå sig at give interviews mandag aften.
”Det ville være frygtelige scener, hvis han skulle styrte ud af lufthavnen med pressen på,” siger Karne Lykkebo.
Men netop fordi Morten Messerschmidt var udsat for et koordineret personangreb, kunne han have haft glæde af så meget rådgivning – og så meget tid til at forberede sig – som muligt. Om det så havde været ’en tur i loungen’, bemærker Karne Lykkebo.
Thomas Hundsbæk hæfter sig ved, at kritikken af Messerschmidt blandt andet gik på, at han er en dårlig leder og ikke virker ægte. Altså argumenter, det er svært at føre bevis imod.
”Derfor bliver den non-verbale kommunikation ret vigtig, for du kan ret let komme til at gøre bevis for den påstand, der bliver rettet mod dig,” siger Thomas Hundsbæk.
”Det er jo en kamp om sympatien, og jeg synes, han taber sympatikampen.”
Morten Messerschmidt har svaret i en sms, at han ikke har tid til at kommentere sin kommunikation i sagen til ’Budskab’.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.