search

Sjælen på Se og Hør

I weekenden har jeg råslugt Peer Kaaes bog ”I sandhedens tjeneste”. Jeg indrømmer, at jeg primært kastede mig over den for at blive bekræftet i den vrede, som jeg gennem nogen tid har oparbejdet til Se og Hørs redaktion. Men jeg blev overmandet af helt andre følelser undervejs: Forståelse og tilgivelse var de største og mest overraskende.

I weekenden har jeg råslugt Peer Kaaes bog ”I sandhedens tjeneste”. Jeg indrømmer, at jeg primært kastede mig over den for at blive bekræftet i den vrede, som jeg gennem nogen tid har oparbejdet til Se og Hørs redaktion. Men jeg blev overmandet af helt andre følelser undervejs: Forståelse og tilgivelse var de største og mest overraskende.

Bogen er fuld af druk, dobbeltmoral og sindssyge holdninger til journalistik – ganske underholdende. Men det er også en meget ærlig og velreflekteret beretning, Peer Kaae har begået. Det mest overraskende element i den er, at den også er utrolig kærlig i sin beskrivelse af navnlig fortiden.

Bogen er skrevet i så stor kærlighed og respekt for Se og Hør, at man ikke kan andet end tage bladets vanvittige historie til sig som et stykke samtidshistorie fra en branche, der i den grad har udviklet sig gennem de seneste 20 år – desværre ikke til det bedre på alle fronter. Nu er der ikke fadølsanlæg på redaktionerne, og når der klirres med flasker i dag, så er det som regel sodavandsflasker. Og det er vel i sidste ende meget godt for fagligheden.

Netop den kærlige og forsonende tone, som bogen præges af, bærer skam til bladets nuværende redaktør, Per Ingdal, som straks bogen var på trapperne, forbød sine medarbejdere at udtale sig om den. Det var dumt i mere end en forstand. Dumt, fordi Se og Hør trods alt har levet af og stadig lever af, at folk lukker sig lidt mere op end i andre blade, og ultradumt, fordi bladet netop ikke har andet valg end at søge væk fra den kompromisløse stil, som Henrik Qvortrup fejlagtigt indførte på bladet og som den nye ledelse gør klogest i netop at tale åbent om.

Selvfølgelig har Henrik Qvortrup ikke hele skylden for bladets tab af oplag. Der var også chefer over ham. Aller har selv valgt at æde sig op indefra ved at kaste den ene ugebladskonkurrent efter den anden på markedet. Samlet set kan det godt være, at det i en kortere periode har givet flere penge på bundlinjen, men allerede for flere år siden kunne man hovedrystende konkludere, at det ville ende galt på et eller andet tidspunkt. Taktikken, hvor man først lod Se og Hør svine folk til for derefter at samle stumperne op i det venlige Billed Bladet, holdt heller ikke. På et tidspunkt begyndte nemlig også Billed Bladet at mærke den boykot, som bladenes grundsubstans – nemlig underholdningsbranchen – indledte på grund af Qvortrups kompromisløse linie og hadefulde udfald. Indtil da levede de kendte og sladderbladene nemlig i en symbiose, som de fleste mere eller mindre accepterede. De kendte stillede professionelt op til interview indimellem og fik en sober behandling, hvis de pludseligt havnede i et privat uføre. Det bevidner Kaaes bog også. Ikke at man før holdt sig for god til paparrazzi og andet ofte ulovligt snask, men det var ikke sat i system og krævede hver gang nogle seje menneskelige og journalistiske overvejelser på redaktionen.

I bogen læser man om det forståelige psykiske pres, som medarbejderne har været udsat for undervejs. Nogle druknede det i massivt druk, andre forsøgte sig med kynisme, men det er de færreste mennesker, som kunne holde til det i længden. Peer Kaae var med i 17 år og vågnede langsomt op til en ny erkendelse. Man kan sagtens læse hans bog som en lang undskyldning og forklaring fra en mand, der er blevet voksen og klogere. Han skåner ikke sig selv undervejs, og det er hans store styrke. Hans grundlæggende værdier undergravede hans virke som sladderbladsjournalist – langsomt, men sikkert, og han endte med at komme tilbage til sit menneskelige udgangspunkt, fra før den tid han blev økonomisk afhængig af bladet. Det fortæller han stille og roligt om, og man får som kollega bare lyst til at give ham en krammer og sige: Det er ok.

Da jeg får nogle år siden for første gang trådte ud i rampelyset, havde jeg en intens diskussion med mig selv og mine omgivelser om, hvad jeg skulle stille op med de mange henvendelser fra kulørte blade, der ville have interviews. Peer Kaae afliver heldigvis myten om, at det er de kendte selv, der trænger sig på. På den ene side vidste jeg fra andre tv-folk, at det var et tveægget sværd. Navnlig andre kollegaer fra seriøse medier ville tage mig mindre seriøst, hvis jeg sagde ja, lød et af argumenterne imod. Et andet omhandlede den læresætning, som i de senere år er blevet ophøjet til lov på linje med tyngdeloven: Hvis du inviterer til brylluppet, skal bladene også være med til skilsmissen. Det er grundlæggende noget sludder og under alle omstændigheder ikke noget, man kan overskue, når det går godt i livet. På den anden side er det jo en selvfølge, at en vis åbenhed har en god markedsføringsværdi for det medie, man er ansat i, og man får lejlighed til at svare på de sædvanlige spørgsmål, man bliver mødt med i det daglige.

Afgørelsen faldt efter en samtale med min far, der bor ovre på den anden side af jordkloden, hvor janteloven ikke rækker. Han sagde: ”Du er selv journalist og hver gang, du bliver ringet op af et blad, er det en kollega, der i den anden ende skal tjene til dagen og vejen ved hjælp af dig. Er en halv time i ny og næ ikke et lille offer, når man tænker på det sådan?”

Jeg gav ham ret – jeg syntes jo heller ikke det var sjovt, når folk sagde nej til interviews, og jeg besluttede at lukke op.

Min grænse blev nået, da jeg ikke længere selv blev behandlet som kollega den anden vej, og det blev til et full stop, da jeg havde fået nok af Henrik Qvortrups grundlæggende hadefulde holdning til de kendte. Han hånede netop folk for overhovedet at være kendte og for at stille op til interviews i Allers egne blade (?), og så krævede han samtidig, at man skulle være fuldstændigt åben over for hans blad, som var det en del af hans demokratiske ret som pressemand.

Det var heri, han tog grundlæggende fejl. Se og Hør er en del af underholdningsindustrien, og hverken demokrati eller pressefrihed står og falder på, om bladet eksisterer eller ej. Ingen behøver at fortælle Se og Hør noget som helst. Hele bladets eksistensgrundlag er netop de kendte mennesker, og har man først skubbet dem alle fra sig, så er der ikke længere noget at leve af. Hans linje var en fejl – både markedsmæssigt og journalistisk.

Se og Hørs eneste håb er, at man indrømmer dette og begynder at genopdyrke sit kildenetværk – at man finder tilbage til den sjæl, som blev syg og forsvandt under den forrige ledelse. Den sjæl, som journalister a la Peer Kaae er udstyret med, og som på trods af det lidt ufine i kanten kan være med til at skabe god, sund underholdning og glæde for kernelæser fru Jørgensen i Varde.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen