search

Sisse Sejr-Nørgaard: »For mig er fastansættelse en sovepude«

"Jeg er med til at oversætte et kompliceret emne som for eksempel ukrainsk kønspolitik eller finsk mismod til noget, alle kan forstå, uden at vi taler ned til vores modtagere." Sisse Sejr-Nørgaard er skiftet fra radioen til tv'et og oplever nye udfordringer

Hvorfor blev du journalist?
Som enebarn og udpræget historiefortæller kom mine forældre til at lide under, at de lod mig vokse op langt ude på landet uden naboer. Hver aften genfortalte jeg nyhederne fra mit eget studie under trappen og snakkede som et vandfald. Jeg troede egentlig, jeg ville være alt muligt andet, men jeg vendte altid tilbage til journalistikken, fordi mennesker er røvinteressante. Især når jeg ikke forstår dem.

Hvordan har skiftet fra radio til tv været?
Sindssygt hårdt på mange måder. Da jeg lavede Pressen på P3, som sendes live i radioen, var det mig det afhang af, her og nu live. Sendt er glemt, siger vi. Men i ’Europa i glimmer’ er det anderledes, for det er ikke live, og man skal kæmpe for at bevare umiddelbarheden. Det er hårdt, når jeg er vant til kun at have et skud i bøssen. Det var en stående joke, at det var godt, jeg havde søgt ind på Skuespillerskolen, for jeg skulle lære at spille lidt. Som vært får du også et andet sæt journalistiske beføjelser. Du er ikke alene om at få et produkt til at fungere. Når jeg syntes, noget var virkelig godt, kunne der være baks med fotografen eller tilrettelæggeren, som ville have noget andet. Det skulle jeg lige lære.

Hvorfor en programserie om Melodi Grand Prix?
Når DR skal holde Eurovision, skal det mærkes på alle kanaler. Med det sammensurium af forholdsvis ukendte lande var der en udfordring i at fortælle om Europa på en måde, som giver DR3’s seere noget viden. Hverken Melodi Grand Prix eller Europa er særlig in blandt de unge, men ved at finde den rette indgangsvinkel på stoffet ramte vi en rigtig god programserie. I ’Europa i Glimmer’ tager vi afsæt i de her ’freaks’, som er tidligere deltagere i det Internationale Melodi Grand Prix, og besøger deres hjemland og breder deres historie ud, så den fortæller noget om landets samfund og kultur. I udsendelsen om heavybandet Lordi fra Finland handlede det for eksempel om, at finnerne altid har kæmpet med at passe ind i Europa. Det har afspejlet sig i, at de altid har sendt de Grand Prix-deltagere, som de troede, alle andre ville have. Primært noget værre lort, typisk alt for magre kvinder med et technobeat. Men da de endelig er sig selv og sender Lordi, som klæder sig ud som monstre og spiller heavy metal, vinder de. For sådan er de i Finland – heavyfreaks, som elsker at klæde sig ud. Det anede jeg ikke.

Hvad er det, du håber at opnå med programmerne?
At jeg er med til at oversætte et kompliceret emne som for eksempel ukrainsk kønspolitik eller finsk mismod til noget, alle kan forstå, uden at vi taler ned til vores modtagere. I Ukraine handlede det om, at et land har behov for at samle sig om en kunstner som Verka Serduchka, som var med i Grand Prix’et i 2007, fordi landet er så splittet. Selv om det samtidig er tydeligt, at Verka Serduchka kun accepteres, så længe det er en mand, der klæder sig ud som kvinde for sjov. For transvestisme eller homoseksualitet eksisterer ifølge det ukrainske folk ikke i deres land. Så det er en måde at få nogle problemstillinger over på DR3, som ellers aldrig ville være blevet omtalt på kanalen.

Er det lykkedes?
Ja, i høj grad. Tilrettelæggerne har formået at fange det skæve og sjove i både deltagerne og mig for at inddrage seerne. Når seerne så er fanget, får de en ordentlig en med fakta-krukken om Europas lande og en masse aha-viden.

Hvad er den største udfordring, branchen står over for?
Da jeg var skrivende journalist, skrev vi for at sælge. Sådan har det jo været altid, men når medierne samtidig kæmper for at overleve, så betød det helt konkret, at vi kun kunne lave de såkaldt ”sikre historier”. Det betød, at der var broccoli på forsiden, medmindre man kunne få en dansk top-kendis til at sige, at han var klar til at dø. Jeg følte ikke, jeg udfordrede hverken læserne eller mig selv, og hvem gider bruge penge på et produkt uden nærvær? Jeg var ikke skåret til det. Jeg vil gerne overraskes, og det tror jeg også, de fleste læsere vil. Så jeg søgte væk.

Hvad er løsningen?
Medierne skal være til stede der, hvor brugerne er. Målgrupperne er ved at være udraderet, men alle ender på nettet. Brugerne sammensætter selv deres indhold. Jeg får nok himmelvendte øjne fra mine gamle chefer, men jeg tror, at hvis man stopper med at trykke de daggamle nyheder i hverdagen og satser på nichejournalister til at lave udfordrende, gravende og interessant weekendstof – så kan man printe det, hvis man absolut vil holde fast i tryksværten. Jeg kender ingen, som gider læse nyheder fra i går på hverdage, men rigtig mange, som elsker at fordybe sig i udvalgt stof i weekenderne. Som journalist skal du finde det område, hvor du fungerer, i en helvedes fart. Omnibus-journalister forsvandt med fadøllen i Journalisthøjskolens kantine.

Hvad gør du selv?
Her skyder jeg mig nok i foden, men jeg prøver at blive ved med at være modig ved ikke at gå efter at blive fastansat eller få en 25-års nål på et medie. For mig har fastansættelse vist sig at være en sovepude. Jeg forsøger at få lov at hoppe med på nye projekter, og min nuværende arbejdsplads, P3, er under konstant udvikling, så der er hele tiden noget at kaste sig over.

[[nid:31358]]
Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen