Jens Bjerre Tybjerg er blevet fældet af 67-års reglen. Men hvordan går man på pension, når man har et jernhelbred og elsker sit arbejde? Det er Sir Thymes ved at finde ud af.
Jens Bjerre Tybjerg
1/3 fra navneredaktør på Sjællandske Medier til stud pens.
Jens Bjerre Tybjerg er typen, der skuer fremad. Han bryder sig ikke om at se på de negative ting i livet. "Det kan man ikke bruge til noget. Biler kører fremad, og det gør jeg også," som han siger.
Men den 1. marts blev navneredaktøren på Sjællandske Dagblade vinket ud på en sidevej. Han var netop fyldt 67 år, og så siger reglerne på avisen, at man er for gammel.
"Ellers var jeg fortsat."
Jens Bjerre Tybjerg, eller bare Sir Thyme, som han hedder i sine ugentlige vinklummer, var lærer, indtil han fyldte 33 år. Så gik det op for ham, at journalistik var hans kald. Nu føler han, at han har 13 år til gode i faget.
"Det har været ganske forfærdeligt at gå på pension. Mit arbejde har været min hobby, og jeg har aldrig haft stress."
"Jeg kommer til at mangle kontakten til læserne, til kollegerne, det at være med til at ælte dejen. Jamen hold kæft, hvor jeg savner det. Hver eneste dag skal jeg tage mig sammen."
"Vi har en have, der går lige ned til Præstø Fjord. Min far var gartner, men jeg har aldrig brudt mig om havearbejde," siger han med et høhø.
"Jeg skal til at lære alt det her."
En dag for en uge siden erkendte Jens Bjerre Tybjerg for første gang, at han er blevet pensionist.
"Min kone havde en fridag. Hun er stadig "arbejdsramt". Det var solskinsvejr. Så vi kørte til Maribo og så en smuk udstilling. Der tænkte jeg: Sådan er det at være pensionist. Uden videre at rive en dag ud af kalenderen."
Den slags kræver tilvænning for en mand, der kan drikke rødvin en hel aften og stå op uden hovedpine fire timer efter. En mand, der elsker nye projekter, nye mennesker og et job, der hver dag digtede sig selv, som han udtrykker det.
"Og det er dér, jeg har vanskeligheden. Der har været dage, hvor det hele er smuldret. Man står op, der er god tid til at læse både Næstved Tidende og Berlingske Tidende, høre radio, dalre lidt omkring, der sker ingenting, man piller sig lidt i næsen, glor lidt ud over fjorden, kommer ikke et skridt videre."
"Jeg er overbevist om, at man hele tiden skal bruge sin energi." Der kommer et andet tonefald i Jens Bjerre Tybjergs stemme. Han forklarer, at han hjælper lokale foreninger med at skrive forskellige ting, han har planer om at skrive en bog, han er også formand for det lokale vindmøllelaug, han har fået lov at fortsætte med at lave sin ugentlige vinklumme for avisen, og så har han nogle planer, som end ikke hans kone kender til. "Det forpligter jo, hvis man siger den slags højt." I øvrigt er han begyndt at lave lister til næste dag, inden han går i seng.
"Jeg er stadig stud. pensionist, men det går fremad. Jeg skal nok lære det."
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
husker du mig?