Nordjyske Mediers ledelse trykte en femspaltet undskyldning på forsiden i tirsdags, og det har medført vrede medarbejdere og to krisemøder i dag. (Opdateret)
"NORDJYSKE Medier beklager fejl i beregning af køb af Østre Havn." Sådan skrev den journalistiske redaktør på Nordjyske i en femspaltet artikel på forsiden af Nordjyske Stiftstidende tirsdag den 7. oktober. Dementiet satte sindene i kog hos medarbejderne. I dag holdt ledelsen orienteringsmøde, og efterfølgende mødtes medarbejderne uden ledelsen.
»Stemningen har været rigtig dårlig. Risikoen for, at medarbejderne nedlagde arbejdet, har været overhængende, fordi journalisterne følte sig hængt ud af ledelsen,« fortæller fællestillidsrepræsentanten Torben Duch Holm.
Hele miseren begyndte i søndags. Tre journalister skrev en historie om en byggegrund på Aalborg Havn, som var blevet solgt for to et halvt år siden. Problemet var, at rubrikken "Ekspert: Havn solgt 500 mio for billigt" ikke var dækkende for ejendomsrapportens konklusioner.
»Selvfølgelig skulle der sendes en rettelse ud i avisen, men medarbejderne reagerede over, at ledelsen valgte at pakke dementiet ind i en journalistisk femspaltet artikel på forsiden,« siger Torben Duch Holm.
På et møde i dag erkendte ledelsen, at forløbet har været uheldigt. Trods undskyldningen tvivler Torben Duch Holm på, at krisen er ovre.
»Journalisterne har fået oprejsning, men der vil komme nogle efterdønninger. Hvilke er jeg ikke klar over,« siger Torben Duch Holm.
Nordjyske Medier har nu besluttet at fastslå en kutyme, hvor de involverede parter så vidt det er muligt, selv skal udforme dementiet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.