Simon Andersen: Jeg vil være ydmyg

Når Simon Andersen begynder som redaktionschef på B.T. om en uge, vil han tøjle sin vildskab en smule og træde forsigtigt.

Når Simon Andersen begynder som redaktionschef på B.T. om en uge, vil han tøjle sin vildskab en smule og træde forsigtigt.

»Jeg er kendt som en højtråbende bamse,« siger Simon Andersen, som tidligere var chefredaktør på Nyhedsavisen. Når han om en uge går David Trads i hælene og træder ind i Berlingske Media, sætter han sig i stolen som redaktionschef på B.T. Han har besluttet at lægge de høje råb og bamsen til side på den nye redaktion.

»Jeg vil finde en form, hvor jeg stadigvæk er begejstret, fræk og drillende, men hvor jeg ikke er krænkede. Det betyder, at jeg nok lægger noget af den gamle stil til side og er mere ydmyg,« siger Simon Andersen til Journalisten.dk.

Chefredaktør Suzanne Moll kalder valget af Simon Andersen for kontroversielt, hvilket han ikke helt kan forstå.

»Jeg ser ikke mig selv som kontroversiel. Mere som en dygtig journalist, som er lidt bidsk. Måske kalder hun valget kontroversielt, fordi jeg brugte noget af tiden på Nyhedsavisen på at trampe på Berlingske-koncernen,« siger Simon Andersen.

Siden Nyhedsavisen gik konkurs for snart to måneder siden, har Simon Andersen ikke haft et fast arbejde. Derfor er han yderst spændt på at begynde som redaktionschef.

»Jeg ser ikke B.T. som et springbræt. Jeg er pissebegejstret, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang,« siger Simon Andersen.

Han har to målsætninger, når han begynder på B.T.

»Jeg vil gerne lave tung og ordentlig journalistik. Og så synes jeg, at der bliver rynket for meget på næsen af B.T. i journalistkredse. B.T. er meget bedre end rygtet, så jeg vil forsøge at skabe noget selvtillid,« siger Simon Andersen.
Han bliver redaktionschef for områderne indland, krimi og politik.

1 Kommentar

søren rathje
29. OKTOBER 2008
Re: Simon Andersen: Jeg vil være ydmyg

Korrektion: B.T. er meget dårligere end sit rygte.  Hver anden dag har de forsider a la ... sådan bliver du en bedre elsker, sådan klarer du finanskrisen, sådan undgår du fedme, sådan  får du billige fladskærme og så videre, garneret med sladder og artig kongerøgelse.

 Kort sagt: en strøm af ligegyldigheder, der hverken kradser eller kilder, men bare flyder derudaf, for avisen skal jo fyldes.