Nyhedsavisens chefredaktør har givet Jeppe Nybroe chancen for et journalistisk comeback. »Jeg har stor forståelse for folk, der kvajer sig,« lyder hans forklaring.
Det er næsten et år siden, Jeppe Nybroe sidst har været på arbejde. I et indslag i TV Avisen søndag den 29. juli sidste år påstod han for åben skærm, at han var på vej ud af Irak med de sidste danske soldater. I virkeligheden var han på vej ind i Irak. Det kostede den unge tv-vært et alvorligt knæk i troværdigheden såvel som komet-karrieren på Danmarks Radio.
Men i dag har Jeppe Nybroe altså sin første arbejdsdag som redaktionssekretær på Nyhedsavisen.
Chefredaktør Simon Andersen fortæller, at han i flere måneder har været i kontakt med Jeppe Nybroe omkring hans muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
»Initiativet kom i første omgang herfra,« oplyser Simon Andersen til Journalisten.dk.
»Jeg ved ikke, hvad han har af forhåndskundskaber til jobbet, andet end at han er en dygtig journalist. Jeg er faktisk helt sikker på, at han ingen erfaring har med at redigere avis, men arbejdet som nyhedsvært indebærer jo en del redigering,« siger Simon Andersen.
Simon Andersen har selv stået i en situation ikke ulig Jeppe Nybroes. I 1999 udgjorde hans navn halvdelen af en kontroversiel byline på forsiden af Jyllands-Posten. I en stort opslået artikel anklagede avisen en betjent fra Station City for seksuelt misbrug af en narkoprostitueret kvinde. Beskyldninger, der havde uoverskuelige konsekvenser for betjenten og hans familie, men som viste sig at være uden hold i virkeligheden.
Siden har Simon Andersen udtalt, at det havde været rimeligt, hvis Jyllands-Posten havde kvitteret med en fyringsseddel. Men han slap langt lettere fra sin fadæse end Jeppe Nybroe.
»Jeg har selv kvajet mig eftertrykkeligt, og man kan argumentere for, at jeg skulle have været straffet for det efterfølgende – ved at blive fyret og få min karriere lagt i ruiner. Men jeg var selv så heldig, at jeg fik lov til at beholde mit job, og sagen har ikke skadet min karriere siden hen. Jeg har fået masser af chancer, selv om man kunne argumentere for, at jeg ikke skulle have haft dem. Så jeg har forståelse for folk, der kvajer sig,« siger Simon Andersen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jeppe Nybroe.
8