Sportspressen kammer over med rygter, når transfervinduet åbner, og fodboldklubber må handle spillere. Journalister, agenter og klubber bruger og misbruger hinanden i et spil, hvor en artikel kan få prisen på en spiller til at stige eller falde med millioner af kroner.

TRANSFERJOURNALISTIK. »Men altså … Hvor lang tid skal vi blive ved? Hvor mange gange skal du spørge?«

Landsholdsspiller Dennis Rommedahl slår opgivende og grinende ud med armene. Den ihærdige TV 2-journalist har for fjerde gang omformuleret spørgsmålet om, hvorvidt Rommedahl regner med at skrive kontrakt med Brøndby i dag.

Det er "skæbnedag" for mange af spillerne på det danske fodboldlandshold. Sådan udtrykker sportsjournalist Michael Qureshi fra B.T. det. På trods af den forestående landskamp mod Norge går B.T.'s tre fremmødte sportsjournalister benhårdt efter kommentarer til de seneste transferrygter i de 15 minutter, pressen har med spillerne på træningsbanen.

Det er sidste dag i transfervinduet, hvor de europæiske klubber har muligheder for at købe og sælge spillere. Det er den store finale, hvor det åbenbares, om tre måneders spekulationer, artikler og rygter om klubskift holder stik. Den journalistiske genre har fået sit eget navn, Silly Season – på dansk agurketid. I England – og i stigende grad også i Danmark – er udtrykket blevet synonymt med de mere eller mindre realistiske historier, der florerer i transfervinduet om klubskift.

»Grænserne for, hvad man publicerer, er lidt nogle andre, når det handler om transferrygter – end når vi har at gøre med anden journalistik. Der er jo en grund til, at det hedder Silly Season,« fortæller sportsredaktør på B.T. Jacob Staehelin.

Selv om optrinnet med Dennis Rommedahl virker komisk, og de fleste fodboldinteresserede medieforbrugere nok tager rygtehistorier med et gran salt, så handler det samtidig om millionbeløb og fremtidige karrieremuligheder. Det er et spil, hvor medierne er aktive medspillere. Og det kan have store konsekvenser.
»Ligesom medierne bruger klubberne til at skabe forretning, så bruger klubberne medierne til at påvirke tingene i en gunstig retning,« siger Carsten V. Jensen, sportsdirektør i F.C. København.

Ved siden af Dennis Rommedahl står landsholdsmålmand Thomas Sørensen. Han er ikke længere førstevalg i sin klub, Stoke, og har været på udkig efter en ny arbejdsgiver i dette transfervindue. Det havde han sandsynligvis ikke været, hvis det ikke var for en halvandet år gammel artikel. Dengang snakkede han med en dansk avis om blandt andet sine fremtidsplaner. Han blev spurgt, om han kunne tænke sig at komme til en storklub.

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at de fleste fodboldspillere gerne vil til en stor klub, og jeg sagde, at på sigt kunne jeg da godt tænke mig det. Så røg det så over til England, som om jeg ville forlade klubben. Jeg havde ikke nogen intentioner om at forlade klubben, men lige pludselig stod der, at jeg var på vej til Bayern München, og at jeg ville væk. Vores træner blev lidt nervøs og valgte så at købe den målmand, som står for vores hold nu. På det plan kan det godt have en negativ effekt, at der bliver skrevet noget på det forkerte tidspunkt,« fortæller Thomas Sørensen til Journalisten.

Han påpeger, at det også går den anden vej. Klubber og spillere bruger medierne til at forbedre deres forhandlingspositioner. Det var muligvis det, der skete, da F.C. København i juni måned pludselig skulle betale ekstra for at købe nordmanden Christian Grindheim i hollandske ­Heerenveen.

Fodboldjournalisterne på Ekstra Bladet René Schrøder og Gisle Thorsen får et tip. F.C. København vil ikke kommentere, men journalisterne skriver alligevel en artikel, der handler om, at de to klubber er blevet enige om en handel på 750.000 euro. Artiklen beskriver, at det er billigt sluppet for F.C. København.

Dagen efter ringer sportsdirektør i F.C. København Carsten V. Jensen til Rene Schrøder. Artiklen har angiveligt fået hollænderne til at sætte prisen op.
»Jeg håber, du har en god opsparing, for du skylder mig 200.000 euro,« lød beskeden til ­René Schrøder.
»Det er sagt lidt i sjov. For jeg ved ikke, om det præcis var den artikel, der gjorde udfaldet. Men der er også noget alvor i det. Overordnet set bliver medierne brugt meget flittigt fra alle parter i sådan en forhandlingssituation,« siger Carsten V. Jensen, der påpeger, at han ikke kan genkende tallet 200.000 euro.

René Schrøder fra Ekstra Bladet fortæller, at tippet kom fra en "god kilde i Holland", og han vil ikke udelukke, at der har været bagtanker ved at få historien ud.
»Alle, der er inden for den del af fodboldmiljøet, hvor penge skifter hænder, har interesser. Mange kilder er også interesserede i at lække historier, fordi det kan skubbe til både lønkrav og pris og skabe opmærksomhed om en spiller. Der kan en gang imellem godt være et bytte-bytte-forhold i det. Vi lever af vores kilder – og de lever en gang imellem også af os. Ligesom i alle andre dele af journalistikken,« siger René Schrøder.

»Hvis man skulle måle sportsredaktionernes troværdighed på deres journalistik om transfermarkedet, ville det stå rigtig slemt til. Det virker, som om de opfatter det lidt som en leg,« siger Dan Hammer, tidligere administrerende direktør for Parken Sport & Entertainment. – foto: Klaus Holsting

En artikel kan også være et forstyrrende element, der komplicerer situationen for alle parter. Derfor bliver der også arbejdet målrettet for at holde pressen ude. Da Jakob Poulsen sidste sommer skulle skifte fra AGF til FC Midtjylland, var det vigtigt for sportsdirektør i FC Midtjylland Jens Ørgaard, at historien ikke blev opsnappet af journalist Klaus Egelund, Ekstra Bladet, der ofte er hurtigt ude med klubbens planer.
»Vi vidste, at han nok ville ringe, så vi blev enige om at tage røven på ham denne gang. Jeg koordinerede med nogle andre i netværket, at vi skulle fortælle Klaus Egelund, at vi havde hørt, at Jakob Poulsen skulle til Norge eller Sverige. Det gav os 48 timers ro til at forhandle aftalen på plads. Jeg er sikker på, at Klaus Egelund havde fundet ud af det, hvis han havde brugt de 48 timer på at snuse rundt i klubben,« fortæller Jens Ørgaard.

Klaus Egelund kan godt huske, at han ikke fangede Jakob Poulsens skifte så hurtigt, som han plejer. Men han kan ikke huske de præcise detaljer i forløbet.

Journalisten har talt med flere sportsdirektører, spillere, agenter og journalister, der alle fortæller, at der bliver plantet mere eller mindre sande historier i medierne. Alle fortæller også, at det ikke er dem, der gør det. I slutningen af 2007 skrev håndboldspilleren Joachim Boldsen i sin selvbiografi "Ærlig Talt!", at det var normal praksis.

Hans svenske agent, Martin Klette, har også en række fodboldspillere i folden:
"Sådan er spillet, og Martin går hverken af vejen for at bluffe eller bruge medierne som løftestang. Ofte bliver der lækket klubnavne til medierne, som slet ikke er aktuelle, men bare er gode at bruge i en forhandlingssituation," står der i bogen.

En hurtig søgning på Martin Klette viser, at han for nogle år siden har været fremme i danske medier og fortælle om, at danske fodboldklubber var interesserede i hans spillere.

I juni måned fyldte spekulationerne om Nicklas Bendtners mulige skifte til den tyske klub Borussia Dortmund meget. Det var Bendtners agent, hans far Thomas Bendtner, som sagde til B.T., at Dortmund var interesseret.

En påstand, som blev dementeret på tungeste vis af klubben:
"Nej. Der har aldrig, aldrig nogensinde været noget – virkelig," sagde Dortmunds pressechef, Josef Schneck til TV2 Sporten. Flere journalister peger netop på den sag som et meget plausibelt eksempel på en agent, der prøver at skabe hype med løse påstande. På Ekstra Bladets sportsredaktion påpeger man, at Bendtner koster 80-90 millioner, ikke har spillet fast i flere år, og at Dort-mund ikke har brugt mere end 40 millioner kroner på en spiller de sidste 10 år. Nicklas Bendtner selv afviser dog, at hans far skulle have løjet over for pressen:
»Hvis det ikke havde været sandt, havde han ikke sagt det. For det ville jeg ikke have,« siger Nicklas Bendtner til Journalisten.

På trods af den generelle skepsis, der har været over for Thomas Bendtners udtalelser, er de blevet gengivet i stort set samtlige medier. Generelt ender langt størstedelen af alle historier med aldrig at udløse en handel. I England måler hjemmesiden Football Rumour Statistics, hvor gode aviserne er til at ramme rigtigt med rygtehistorierne.

The Guardian ligger i toppen med en hitrate på 34,5 procent, imens hedengangne News Of The World ligger i den tynde ende med 15,7 procent. Det skal ses i det forhold, at News Of The World producerede markant flere rygter end The Guardian. Der findes ikke lignende statistikker i Danmark, men tidligere administrerende direktør i Parken Sport & Entertainment, som ejer F.C. København, Dan Hammer mener ikke, at den danske sportspresse gør det imponerende:

»Der er en accepteret journalistisk standard for det her, som er relativt lav. Der er tilsyneladende ikke nogen regler i det her spil, og hvis man kan finde en eller anden, der har skrevet noget på en hjemmeside, så har man et alibi for at bringe rygtet videre,« siger Dan Hammer, der sammenligner sportspressen med erhvervsjournalistikken:

»Du ville aldrig se erhvervsjournalister gå ud og virke så skråsikre om forretninger på så spinkle grundlag, som det ofte er her. Hvis man skulle måle sportsredaktionernes troværdighed på deres journalistik om transfermarkedet, ville det stå rigtig slemt til. Det virker, som om de opfatter det lidt som en leg,« siger Dan Hammer.

Både på Ekstra Bladet og B.T., som er de medier, der producerer flest rygter i Danmark, skelner de meget imellem citathistorier og egne historier.

»På nettet er der en tendens til, at man kan skrive 'avis:' foran og på den måde lægge ansvaret fra sig. Er det korrekt, er det fint – passer det ikke, var det andre, der skrev det. Jeg synes, at mange gør det lidt for meget en gang imellem, men de hitter jo godt, og når de andre medier skriver det, vil man heller ikke være bagud,« siger Gisle Thorsen, Ekstra Bladet, der nævner historien om, at den hollandske stjernespiller Van der Vaart angiveligt skulle skifte fra Real Madrid til F.C. København som et af de mest vanvittige rygter, der har cirkuleret på danske hjemmesider.

Sportsredaktør på B.T. Jacob Staehelin:
»Det er rigtigt, at der er lidt mere frit slag, når det handler om citathistorier. Men læserne kender også præmissen for det. Og vi ville aldrig skrive noget mod bedre vidende.«

De journalistiske kriterier er nogle ganske andre, når det handler om egenproducerede transferhistorier, forsikrer både Gisle Thorsen og Jacob Staehelin. De understreger også begge to, at en historie om en forhandling godt kan være sand, selv om den ikke bliver til noget.
»Vi trykker ikke en historie i avisen, før vi har fået bekræftet, at der har været en kontakt fra nogen tæt på forløbet. Der er jo mange former for interesse. Klubberne har lange lister over mulige indkøb. For os er det kun interessant, hvis de første skridt er taget,« siger Gisle Thorsen.

Han fortæller, at klubber, agenter og spillere sjældent kan sige noget til citat, men ofte kan tilføje: "Du er ikke helt galt på den".

Jacob Staehelin fortæller, at journalister ofte bliver advaret, hvis de er helt galt på den.
»Nogle gange, når man er ude i nogle transferhistorier, er der en gentleman-agreement, hvor sportsdirektører eller agenter lige gør opmærksom på det, hvis man er virkelig langt ude,« siger Jacob Staehelin.

Det er dog ikke noget, journalister uden videre kan regne med. Det handler primært om at have gode kilder og vide, at man kan stole på dem.
»Meget af det, der afgør, om vi kører en historie, er den pågældende kildes track record,« siger Jacob Staehelin.

Ofte bygger historierne i virkeligheden på et internationalt netværk af journalister, som hver har deres gode kontakter i klubberne. Gisle Thorsen viser en liste med over 100 europæiske journalisters navne, telefonnumre og noter om, hvor pålidelige de er, og i hvilke klubber de har gode kontakter.
»Så opbygger man et tillidsforhold og hjælper hinanden, når der er aktuelle rygter om de klubber, man har gode kontakter i, eller om de spillere, man har et godt forhold til,« siger Gisle Thorsen.

En af dem, der står på listen, er Michael Richter fra det tyske fodboldmagasin Kicker. Han har baseret historier på oplysninger fra Ekstra Bladet, ligesom Ekstra Bladet har baseret historier på oplysninger fra ham:
»Det er meget vigtigt for mit job, at jeg har et netværk af fodboldjournalister, som jeg kan stole på. Det tager mange år at bygge op, for du skal helst have et personligt forhold til dem, når du bygger historierne på dem,« fortæller Michael Richter, der har noter med tyske klubnavne "Bremen, HSV, Wolfsburg, Hannover 96" på Ekstra Bladets telefonliste.

Landsholdets pressechef, Lars Behrendt, afbryder TV 2's interview med Dennis Rommedahl. De 15 minutter er slut, og nu skal der trænes. Senere på aftenen ender det ganske rigtigt med, at Dennis Rommedahl skriver en toårig kontrakt med Brøndby. Det var Ekstra Bladet-journalisterne Mads Glenn Wehlast og René Schrøder, der første gang kunne berette om den forhandling.