Du har lavet lyddesignet på podcastserier som ’Det perfekte offer’, ’Mørklagt’ om Ahmad Samsam og ’Det levende bevis’, der vandt Cavlingprisen i år. Hvor glad er du personligt for den podcastbølge, der skyller ind over medierne i disse år?

”Det er da megafedt. Cavlingprisen er Frederik Hugo Ledegaard Thims pris, men det er også første gang, en podcast vinder en Cavling, og det føles, som om vi høster frugterne af et frø, vi såede for mange år siden. I den tid er det lykkedes at udvikle en genre for fortællende podcasts, hvor man kan gøre undersøgende journalistik med mange mellemregninger til et stykke dramatiseret underholdning, som samtidig er lødigt og seriøst.”

Hvor befandt du dig, da ’Det levende bevis’ vandt Cavlingprisen?

”Jeg stod bagerst nede i salen i Arbejdermuseet sammen med de andre fra redaktionen, og jeg udbrød et relativt højt jubelråb, da jeg hørte, at vi vandt. Jeg troede, Matilde Kimer ville vinde prisen, men det var en dejlig, fed og surrealistisk oplevelse, hvor jeg havde gåsehud i en halv time efter – så vildt var det. Bagefter gik vi ud og spiste alle sammen, hvor Cavling-statuetten gik på skift, så alle kunne blive fotograferet med den.”

Du er uddannet på Det Rytmiske Musikkonservatorium, så hvordan er du endt med at lave lyddesign til podcasts i DR?

”På konservatoriet uddannede jeg mig til sanger og komponist. Men jeg opdagede, at jeg var mere optaget af kommunikation og af at fortælle historier, så jeg begyndte at lave kortfilm, tv og radiodrama. Siden 2016 har jeg lavet podcasts i DR. Jeg synes, jeg har verdens mest vidunderlige job, fordi det er vigtige og rigtige historier, jeg arbejder med. Men det er også et stort ansvar, for hvis lytterne ikke kan mærke de historier, vi fortæller, glider de af på dem.”

Det tog næsten fire år at lave ’Det levende bevis’. Hvor tidligt kom du med i projektet?

”Jeg kom ind i historien, da Frederik havde skrevet det første manus. Sammen med Malte Winther Bothe, som har lavet musikken, begyndte vi at tale om, hvilke følelser vi gerne ville kunne tænde og slukke for. Vi ønskede ikke, at serien havde en trist dommedags-vibe. Den tangent kan man ellers let komme til at gå ned ad, når historien er så tragisk. Vi ville hellere pirre til lytternes nysgerrighed og viderebringe den vilje og energi, som hovedpersonen Amira har.”

Hvad er din rolle i tilblivelsen af podcasten?

”Jeg kalder mig selv for tilrettelægger og redaktionel lyddesigner. Jeg er inde over alt muligt ligesom en schweizerkniv. Mit arbejde er både at hjælpe med at udvikle manuskriptet, formidle historien og sætte mig i lytternes sted: Hvad er det, de oplever? Hvordan sætter jeg de rigtige forventninger omkring tempo, fortællestil og følelserne i podcasten? Og hvordan fastholder jeg lytternes koncentration?”

Hvad er du mest glad for ved podcasten?

”Jeg ser det egentlig som et hele. Men jeg er glad for manuskriptet, og for at vi fik skabt en historie, hvor folk bliver hængende og lytter til ende.”

I ’Det levende bevis’ er der en lydkulisse i baggrunden det meste af tiden. Hvorfor er der egentlig det?

”Historien i sig selv skal være så stærk, at den kan stå alene uden lyden. Men genren er en dramatiseret dokumentar, hvor man skaber et univers, hvor lytterne slukker for resten af verden, ligesom hvis man er i biografen. Når jeg hører podcasten i dag og tænker over, hvad jeg kunne gøre anderledes, ville jeg nok fjerne noget af musikken en gang imellem og lade flere passager stå rent. Når man producerer op mod en deadline, og tingene går lidt stærkt til sidst, så kan stilheden godt være noget af det første, der ryger, fordi man simpelthen bliver fartblind i studiet.”

Kan det ikke blive for ujournalistisk at bruge så mange kræfter på at forsøge at vække lytternes følelser med den rigtige underlægning?

”Jeg går meget op i, at den journalistiske balance skal være intakt, og vi skal ikke manipulere – ligesom man på skrift ikke citerer folk for noget, de ikke har sagt. Vi skildrer virkeligheden, og jeg ønsker ikke at gøre ting større eller vildere, end de er. Du kan godt hjælpe historien på vej, så lytterne tager historien til sig. Men du må ikke gå så langt, at du kupper fortællingen. Kunsten er, at lytterne hører podcasten uden at blive opmærksom på lydbilledet.”

Hvornår bliver det for meget?

”Hvis Frederik for eksempel er ude i virkeligheden og optager en lyd, så skal der ikke være et stykke manipuleret lyd oveni, fordi det bryder autenticiteten. Man skal ikke være i tvivl om, hvorvidt det er virkelighed eller ej.”

Foto: Emma Sejersen