search

Sig fra!

»Journalisterne tilbydes små, journalistisk appetitlige tv-hapsere, der ikke kræver meget andet end tilstedeværelse og evnen til at sluge og kopiere.«

»Journalisterne tilbydes små, journalistisk appetitlige tv-hapsere, der ikke kræver meget andet end tilstedeværelse og evnen til at sluge og kopiere.«

Mod. Lad det være sagt med det samme: Jeg har ingen intentioner om at pisse i egen rede. Heller ikke, selv om nogen ville kunne argumentere for, at det er risikofrit, da jeg for længst er fløjet fra reden og derfor har muligheden for at betragte den på behagelig afstand …

Det følgende er en forsigtig viften med alarmvimplen over for et fag, som jeg elsker på godt og ondt. De fem år, jeg har iagttaget mit gamle miljø udefra, er journalistikkens krise blevet stadig mere åbenbar.

Det er sket i takt med, at de fleste journalistiske beslutningstagere synes ude af stand til at dæmme op for konsekvenserne af den voldsomme teknologiske udvikling, der gør management-regnedrenge til helte og dagligdagen for journalister til et pølsefabrikhelvede.

Samtidig er den verden, som journalisterne er sat til at skildre, blevet stedse mere kompleks. I politik er alle enige om de brede linjer, velfærd, forbrugerrettigheder, sundhed, miljø, klima, marked. Den reelle kamp er svær at få øje på – og derfor svær at fremmane.

Til gengæld er individet blevet altings centrum, og kamppladsen er skiftet fra den politiske arena til den private. Den personlige moral – eller mangel på samme – synes at være det faste formidlingsmæssige omdrejningspunkt for alle kamplystne skriverkarle, godt hjulpet af de spinstjerner, der kender spillet og derfor kan levere varen og lege dukkeførere på tv.

Er det godt …?
I hvert fald ikke for journalistikken, som – alt andet lige – bliver overfladisk og billig. Rabat i en tøjbutik kan afgøre en ministers skæbne. Et rablende 24/7-pseudo-proces-univers, befolket af unge, selvbestaltede moral-politibetjente, som undskylder deres særegne blanding af tabloid dovenskab og uvidenhed med mangel på tid og de daglige krav til produktivitet.

Samtidig har vi et politisk miljø, som lader højtbetalte rådgivere designe virkeligheden. Journalisterne tilbydes små, journalistisk appetitlige tv-hapsere, der ikke kræver meget andet end tilstedeværelse og evnen til at sluge og kopiere. En model, som ressource-stærke virksomheder og interesseorganisationer for længst har taget til sig. I EU-trædemøllen, hvor jeg nu agerer politisk hamster, bruges de samme kommunikative tricks.

Jeg synes, at vi alle fortjener bedre.
Jeg synes, at både borgerne, politikerne – og journalisterne – fortjener, at de ansvarlige tør sige fra over for en udvikling, som forpester journalistikken og gør os alle til slaver af overfladiskhed og uvidenhed. Vi fortjener god, grundig, kvalificeret kritisk journalistik – også selv om ressourcerne er små.

EU-dækningen kunne være et godt sted at starte, da der ikke er så meget at tabe. Med relativt få midler ville dækningen kunne sætte nye standarder.
Faktisk har de seneste måneder vist, at der er en god bevægelse i gang på en række redaktioner. Og det er noteret i Bruxelles og omegn.

Opfordringen til redaktører og reportere er derfor: Hav modet til at kæmpe mod strømmen. Til at sige fra. Der er i virkeligheden ikke noget alternativ – hvis branchen skal overleve …

Morten Løkkegaard er uddannet journalist og medlem af EU-Parlamentet for Venstre, tidligere tv-vært og kommunikationsrådgiver.

Kommentarer
1
Michael Bjørnbak Martensen
03.12.10 06:03
Re: Sig fra!

Morten er både politiker og journalist - og udfører et helt fantastisk arbejde. Se f.eks. http://www.facebook.com/morten.loekkegaard - der er søreme nok at tage fat i. Både hvad angår indhold og de så udmærkede og levende konflikter og dramaer. 

 

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen