search

Sif Meincke: »Du kommer ikke langt, hvis du finder dig i noget«

»Jeg elsker de relationer, der opstår mellem mig og dem, jeg fotograferer. Nogle af dem varer kun en halv time, mens andre varer ved. Jeg elsker at høre, møde og se mennesker og miljøer.« Mød fotograf Sif Meincke

Til Citat – I serien Til Citat møder Journalisten en kollega og stiller tre spørgsmål: Hvorfor blev du x? Hvad er den største udfordring, branchen står over for? Og hvad er løsningen?

Hvornår vidste du, at du ville være fotograf?
I 7. klasse. Jeg var i erhvervspraktik som fotograf på BT. Der faldt tingene bare i hak. Jeg elskede hele livsstilen, der omgav pressefotograferne. Deadline, nyheder, tempoet.
Det var ikke et bevidst valg at være freelancer til at starte med, men det er det nu. Jeg ville slet ikke vide, hvordan jeg skulle få mine dage til at hænge sammen, hvis jeg skulle arbejde fra ni til fem. Jeg synes, det er fantastisk ikke at vide, hvad jeg skal hele tiden.
Jeg elsker de relationer, der opstår mellem mig og dem, jeg fotograferer. Nogle af dem varer kun en halv time, mens andre varer ved. Jeg elsker at høre, møde og se mennesker og miljøer.

Hvilken opgave har du lært mest af?
Personligt var det nok serien ’Dagen Derpå’. Jeg fik ideen ved at tage udgangspunkt i mig selv. På det tidspunkt var jeg ikke gift og var meget sådan skal-skal ikke. Jeg forestillede mig, at dagen derpå var en fuser. Var det virkelig dét? Men det var så rørende at komme ud til de her nygifte par, for det var jo stadig fantastisk dagen efter vielsen. Som fotograf var det, da jeg skød kalenderen til Red Barnet. Alle billederne er med kendte mennesker og deres børn i en scene fra deres yndlingseventyr. Det var meget tidskrævende og en opgave med mange elementer. Men jeg kan godt lide at have et koncept og folde det ud gennem mine billeder.

Hvad er den største fejl, du har begået?
Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke gik på Journalisthøjskolen. Samtidig er det lidt dobbelt, fordi jeg ved, at jeg var gået benhårdt efter Politiken, og så var jeg ikke kommet på Ekstra Bladet. Og det tror jeg, har betydet, at jeg har klaret mig bedre. Det har givet mig rundsav på albuerne. Der er en anden jargon, et hårdere sprog. Du kommer ikke langt, hvis du finder dig i noget. Det kan jeg godt lide.
Jeg begår stadig den fejl, at jeg laver mundtlige aftaler og stoler på, at når man siger til et andet menneske, en aftale er en aftale, så er den det. Det betyder, at jeg har mistet en masse penge. Fordi jeg ikke får alle mine aftaler på skrift. Og så har jeg lært, at jeg selv skal sælge mine ideer. Jeg var ude for en uheldig episode på et tidspunkt med et samarbejde, der gik galt. Det er nemmere selv at køre tingene.

Hvad er et godt portræt?
Det skal give modtageren noget ud over det skrevne. Det skal skabe nogle følelser, som understøtter teksten – det der ekstra, der ikke altid kan beskrives. Jeg kan godt lide billeder med et tvist, noget humor, nogle følelser. Et godt eksempel er mit portræt af Mikael Bertelsen. Jeg synes, han er et sjovt menneske, men det synes han ikke selv. Da jeg skulle fotografere ham, var han meget samarbejdsvillig, men det sjoveste, han kunne komme på, var at sætte sig ned på knæ og putte dem i skoene. Jeg griner stadig, når jeg ser det. Når folk ser det, lægger de ikke mærke til det lige med det samme. Der er en langsom reaktion. Det er et godt tvist.

Hvordan får du ideer?
Jeg tager ofte udgangspunkt i mig selv. Da jeg havde stomi, tog jeg for eksempel et portræt af mig selv sammen med andre kvinder med stomi. Vi var nøgne. De kom i Magasinet Q. Både min mekaniker og min bankmand ringede til mig og sagde, de havde set dem, og at det var sejt. Det havde jeg ikke lige regnet med, når de var i et kvindemagasin. Efterfølgende lavede jeg en portrætserie af andre kvinder og mænd med stomi. De var meget åbne. Det hjalp, at jeg også havde haft stomi. De stolede på mig. Vi ønskede alle sammen at bryde det tabu. Det var vigtigt for mig at lave. Når jeg har det sådan, tænker jeg, at der også må være andre, der synes det.

Hvad kræver det at have en succesrig virksomhed som freelancefotograf?
Du skal holde priserne. Det er ikke en kunst at få kunder, hvis du dumper dem. Du skal overholde dine aftaler. Redaktøren skal være sikker på, at du leverer til tiden. Jeg bliver for eksempel ikke syg, forstået på den måde at jeg tager på opgave alligevel. Den dag min anden søn blev født, havde jeg en opgave kl. 16. Mine veer gik i gang kl. 13. Jeg ringede og sagde, at jeg håbede, jeg kunne nå at tage billederne inden, men der sagde kunden altså stop. Jeg fødte kl. 17.

Hvad er branchens største udfordring?
Det er, at der er så mange fotografer, der er nødt til at underbyde markedet. Det vælter med fotografer, og alle vil have et ben indenfor. Redaktøren står ofte i et dilemma, hvor journalisten enten selv skal tage billederne, eller det er en ny fotograf, som gør det næsten gratis.

Hvad er løsningen?
Jeg ved det ikke, for det handler om, at der ikke er penge og kunder nok. Pressefotograferne kan sagtens holde sammen, men der kommer jo hele tiden nye, som lige har fået et kamera og ikke kender til ”os”.
Jeg holdt på et tidspunkt et foredrag på Fatamorgana om at være freelancefotograf, og da jeg gav dem et eksempel på, hvad en opgave koster, var de rystede. Rystede. Det var en standardpris, så hvis de var rystede over det eksempel, må de tage 200 kroner for det. Dét ophidser mig. For dem handlede det om at udtrykke sig. Det handler det bestemt også om, men man skal også kunne leve af det. Ellers ender det med, at man ikke kan være fotograf, og så kan man slet ikke udtrykke sig.

[[nid:30961]]
Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen