Stress

Sidst tog Christiansborg nær livet af Anders Langballe. Nu skal det være anderledes

Det har ikke været en nem beslutning for Anders Langballe at sige ja til jobbet som særlig rådgiver, efter at en blodprop og alvorlig stress for fem år siden satte en brat stopper for hans liv på Christiansborg

På det seneste er der en bestemt særlig rådgiver fra Anders Langballes fortid som politisk journalist for TV 2 News på Christiansborg, som han har tænkt en del på.

De to mødtes dengang ofte og talte om løst og fast over en Cocio eller en citronvand. Tit handlede det om de historier, Anders Langballe var dødeligt optændt af. Ministre, han var på vej til at vælte. Sager, der kunne eksplodere under regeringen. Oppositionspolitikere, der var helt ude at skide.

”Anders, for fanden, slap nu af,” ville spindoktoren ofte svare, husker Anders Langballe.

”Op i røven med det der,” kunne han fortsætte, ”ni ud af 10 gange, når du ser en stor historie, er det jo slet ikke en historie – det er bare støj og ballade.”

For Anders Langballe, hvis liv dengang kredsede om politik, og om hvilken historie han kunne breake, når der begyndte en ny time på News, var det en uforståelig tilgang.

”Dengang tænkte jeg, at det var helt utroligt, at han som særlig rådgiver kunne tage så let på det. Men siden har jeg jo fundet ud af, at det var ham, der var den kloge,” fortæller Anders Langballe.

Den usunde symbiose

Onsdag kom det frem, at Anders Langballe efter fem år vender tilbage til Slotsholmen. Denne gang på den anden side af bordet i en stilling som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Et job, han skulle gå en del rundt om sig selv, før han sagde ja til. I 2018 var netop arbejdslivet på Christiansborg nemlig tæt på at slå Anders Langballe ihjel.

Jeg kender den symbiose, der opstår, når presse og politikere gejler hinanden op.
Anders Langballe

Efter flere år med lange arbejdsdage, alt for lidt søvn og konstant højt stressniveau blev han ramt af to blodpropper. Som han siden har beskrevet i bogen ’Forfra’ og i adskillige interviews, har det kostet ham en hjerneskade og flere års hård genoptræning.

”Derfor har jeg også overvejet den her beslutning særledes meget,” fortæller Anders Langballe og uddyber:

”Jeg kender jo godt mekanismerne i politik, og jeg kender den symbiose, der opstår, når presse og politikere gejler hinanden op. Politikere og journalister er på sin vis lidt af samme støbning. Når journalister gerne vil afdække problemer og ballade, og politikere gerne vil vise, at de er hurtige og handlekraftige, så er der altså en kæmpe risiko for, at det går ud af kontrol og eskalerer op i en spids.”

Har fundet en ny ro

Netop den eskalering vil Anders Langballe gerne være med til at modarbejde i sin nye stilling som særlig rådgiver. Og det er her, tilgangen hos den særlige rådgiver fra hans fortid på Christiansborg kommer ind i billedet og tjener som inspiration.

”Jeg vil lade mig inspirere af nogle af de ting, jeg selv har oplevet, der bidrager til at tage speed ud af politik. Den regering, vi har nu, har jo også brugt en del tid på at tale om, at man ønsker at tage tempo ud af politik, og det vil jeg gerne være med til at arbejde for,” siger Anders Langballe.

Jeg har fået noget ro, efter at jeg har været helt nede at vende.
Anders Langballe

Ud over at trække tempoet ned, er han også optaget af ikke at bidrage til at male fjendebillederne mellem pressen og det politiske system op. For ham er det ikke kun et ønske om at forbedre den politiske kultur, men også en nødvendighed, hvis han vil holde i jobbet.

”Hvis jeg skal fungere i det job, jeg har nu, så kan jeg ikke agere, som jeg gjorde, da jeg var praktikant på Ekstra Bladet. Dengang havde jeg det verdensbillede, at man som journalist skulle nedkæmpe politikerne. Det tror jeg ikke er sundt. Og hvis man har den tilgang som særlig rådgiver, at man skal bidrage til bulder og brag, så tror jeg, det bliver svært at fungere i den her rolle,” siger Anders Langballe og tilføjer:

”På den måde tror jeg, jeg har fået noget ro, efter at jeg har været helt nede at vende.”

Lys for enden af mørket

Anders Langballe har de seneste år blandt andet været kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer og hos Dansk Ejendomsmæglerforening. For få år siden havde et comeback til Christiansborg været helt umuligt for ham at forestille sig.

”Der gik lang tid, hvor jeg simpelthen ikke kunne tænde for fjernsynet, og hvor jeg sprang over alt, hvad der handlede om politik, når jeg bladrede i en avis. Jeg havde jo virkelig brændt mig på det,” fortæller han.

Men da udsigterne til at vende tilbage til christiansborgpolitik for nylig begyndte at vise sig, bemærkede Anders Langballes familie og venner en ny gnist i hans øjne.

”En god ven sagde for nylig, at han kunne mærke, at lyset er tilbage i mine øjne. Og det er fedt! Noget af det, jeg også har været bekymret for, har været, om jeg gik i stå. Jeg har det bedst, når jeg laver noget, der er vigtigt, og jeg samtidig har stort fokus på, at balancerne i mit liv skal være sunde,” siger Anders Langballe.

Jeg har sgu været ved at opgive mange gange. Men jeg tror på, at jeg kan klare det her job.
Anders Langballe

På grund af sin historik er han i dag meget bevidst om at lægge mærke til alle tegn på begyndende stress. Samtidig har han talt grundigt med både sig selv, sine nærmeste og sine nye chefer om, hvordan hans tilgang til arbejdet vil være, og at det ikke må gå galt igen.

Han understreger, at det for andre stressramte ikke nødvendigvis handler om at komme tilbage til det job eller arbejdsmiljø, som de kom fra.

”Det er så individuelt, hvad der virker for den enkelte. Men det er vigtigt at huske, at selv når det ser allermest sort ud, så skal man forsøge at tænke, at der kommer lys derude. Jeg har sgu været ved at opgive mange gange. Men jeg tror på, at jeg kan klare det her job. Og jeg ved, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke griber muligheden,” siger Anders Langballe. 

0 Kommentarer