Til orientering
Til orientering Åbenhedskomiteens skriftlige tilkendegivelser i denne meget vigtige sag:

Offentlighedsloven og folkestyret på afveje

Politik er en kamp om magten, som udøves ideelt i det forum, vi kalder deltagerdemokratiet. Det kræver megen viden og indsigt at deltage i den. Om viden skrev hovedarkitekten bag den amerikanske forfatning James Madison i 1822:

"En regering i et folkestyre uden information til folket eller et folk uden midler til at få information, er ikke andet end en indledning til en farce eller tragedie eller måske begge dele. Viden vil for altid styre uvidenhed, og et folk, som mener, at det er dets egen hersker må væbne sig selv med den magt, som viden giver."

I 1970 fik vores første offentlighedslov. Folketinget ønskede at dele viden for at fremme deltagerdemokratiet. Det var på initiativ af den konservative justitsminister Knud Thestrup. I 1986 forbedrede den borgerlige regering den lov, som nu risikere at blive svækket på ny af en centrum-venstreregering.

Retten til aktindsigt
Offentlighedsloven giver som hovedregel retten til aktindsigt, hvilket betyder, at det muligt for vi alle kan anmode om aktindsigt dvs. udbede sig de dokumenter, der ligger til grund for beslutninger i den offentlige forvaltning. Selv om kun en begrænset del af befolkningen bruger loven, så er den der som en sikkerhed for, at vores politikere og embedsmænd overholder lovgivning og etik og at folkelig deltagelse i politik sker på et velinformeret grundlag.

Folkets sikkerhed
I vort repræsentative demokrati overdrager folket magten til de valgte repræsentative politikere, men ikke uden at sikre os mod for magtfuldkomne politikere.

Det sker via Grundloven og Offentlighedsloven. Sidstnævnte skal sikre, at vi til enhver tid kan kontrollere magthaverne. Loven er så vigtig, at den burde være indeholdt i grundloven, som det er tilfældet i en lang række stater, så den ikke uden videre kan ændres af de magthavende politikere.

Nedsættelse af Offentlighedskommissionen
I 2002 meddelte den daværende statsminister og pressens minister Anders Fogh Rasmussen (AFR) at regeringen nedsatte en såkaldt Offentlighedskommission. Der blev udarbejdet et uambitiøst kommissorium, som reel set ikke stræbte efter mere åbenhed.

Kommissionen blev sammensat af et flertal af embedsmænd, som i det daglige arbejde er underlagt Offentlighedslovens ret til aktindsigt. Endvidere fik pressens organisationer og herunder TV2 og DR sæde i kommissionen. Folket fik ikke plads.

Folketingets Ombudsmand og dommere
Til at stå i spidsen for kommissionen udpegede AFR’s justitsminister Lene Espersen den daværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen (HGH). Ombudsmanden skal genvælges efter hvert Folketingsvalg og han har kun en herre og det er Folketinget. Da ombudsmanden fungerer som et surrogat for de forvaltningsdomstole, Danmark som et af få vesterlandske lande ikke har, betød hans formandskab i virkeligheden en sammenblanding af lovgivende og dømmende magt. Det gjaldt ligeledes, at man i kommissionen har haft flere dommere siddende.

Lukket kommission
Formandskabet kom sidenhen til at ridser i ombudsmandens image, da der blev bedt om aktindsigt i kommissionens arbejde. Anmodningen blev afvist af formanden. Åbenhedskomiteen klagede til ombudsmanden, som jo også var formand og herefter valgte ombudsmanden at vige sit sæde til fordel for en såkaldt sætteombudsmand. Åbenhedskomitéen fik ikke medhold.

Betænkning og forlag til ny Offentlighedslov
Efter ca. 8 års arbejde fremkom kommissionens afsluttende 1216 sider store betænkning, der også indeholder et lovforslag, som har givet anledning til stor polemik mellem politikere og pressen fsv. angår lovforslagets § 24 §27, stk. 2 og § 29, som bl.a. vedrører retten til aktindsigt i styrelsers arbejder. For folket er der dog en række andre markante problemer i lovforslaget. Vi vil nævne et par problemer.

Grundlovssikring
I en række af EU’s østlande er offentlighedsbegrebet indarbejdet i landenes grundlov. Man ønsker at sikre sig imod, at de til en hver tid magthavende politikere uden grundlovens træghed kan ændre offentlighedsbegrebet, som er et af de helt afgørende demokratiprincipper, der blev så glimrende beskrevet James Madison.

Kommissionen har ikke haft samme store tanker som James Madison og har valgt at svække en svag lovgivning, som Folketinget kan ændre når som helst.

Ministerbemyndigelser skader overskueligheden
Det har bl.a. været kommissoriets hensigt, at lovforslaget skal sikre en samlet Offentlighedslov til afløsning af den knopskydning af love, som nu supplerer Offentlighedsloven. Ved søgning på Retsinformation kan man finde over 500 lovgivninger, som har en eller anden form for indflydelse på Offentlighedsloven. De mange supplerende love skyldes især, at den nuværende lovgivning indeholder 10 ministerbemyndigelser, som muliggør at fagministre i samarbejde med justitsministeren og uden om Folketinget kan indskrænke retten til fuld aktindsigt.

Kommissionens lovforslag har ikke forsøgt at standse denne metode til ubemærket at indskrænke retten til fuld aktindsigt. Tværtimod udvides loven med tre yderligere bemyndigelser.

Kommissionens eftergivenhed medfører såvel en udhuling af retten til fuld aktindsigt som en stigende uoverskuelighed, da Offentlighedsloven skal sammenholdes med et konstant stigende antal særlove.

Folket stilles ringere end pressen
Med loven indføres der en skelnen mellem folket og foreninger på den ene side og pressen på den anden. Hvis loven vedtages, så skal folket og foreninger i modsætning til pressen måles efter en tidsmålestok, som den enkelte forvaltning kan opstille, som det passer den. Baggrunden er at den danske forvaltningsstruktur, stadig ikke har draget de fordele, der er ved elektronisk arkivering.

Ingen strafsanktioner
Det er ikke muligt at udøve strafferetlige sanktioner mod embedsmænd og myndigheder, som forbryder sig mod Offentlighedsloven. I dag er ombudsmanden den eneste dømmende magt i relation til Offentlighedsloven, og eneste sanktionsmulighed er hans såkaldte udtalelser, som især omhandler begrebet god forvaltningsskik. En skik som man ikke er forpligtet til at følge.

Forklaringen på manglende sanktionsmuligheder skal søges i, at de politiske magthavere ofte har et sammenfald af interesser med ledelsen af forvaltningen, hvis der er tale om sager, som ikke tåler dagens lys. Det har der i de seneste årti været mange eksempler på.
.
Kommissionen har ikke ønsket at ændre denne særprægede straffrihed.

Århuskonventionen
Det har været et mål, at den såkaldte Århuskonvention, Lov om aktindsigt i miljøoplysninger skulle implementeres i lovforslaget. Loven, som udspringer i FN og senere i EU, er et helt vidtgående værktøj for journalister og borgere, hvis man sammenligner den med den danske Offentlighedslov.

Loven er i ånd og bogstav så forskellig fra den ringe Offentlighedslov, at det ikke er lykkedes at finde en fællesnævner mellem danske enevældstanker og den mere fremsynede EU-lovgivning om offentlighed. Måske derfor har kommissionen opgivet at samordne de to lovgivninger. Hvis EU-loven skulle være skabelon for den danske lov, vil det næppe kunne tilfredsstille ønsket om begrænset åbenhed, som har præget den uambitiøse kommission, den danske forvaltning i almindelighed og magthaverne i særdeleshed.

Vendekåberegering
Først søgte den tidligere borgerlige regering at gennemføre det lovforslag, som udsprang af kommissionens arbejde.

Repræsentanter for den nuværende regering var imod lovforslaget. Nu er situationen, at den tidligere regering er enig med den siddende regering om at vedtage forslaget til en ringere Offentlighedslov, end den vi har. Ikke nok med det så ønsker man ikke yderligere debat med folket, organisationer og presse. Politikerne har hørt tilstrækkeligt og den trængte regering tåler tilsyneladende ikke mere kritik. Det sker selv om statsminister Helle Thorning Schmidt udtrykkeligt har lovet, at lemfældige lovbehandlinger ikke skal finde sted i hendes regeringsperiode.

Stands magtforskydningen
Embedsmænd på de højeste poster, pressens repræsentanter samt et par organisationer uden indsigt i Offentlighedslovens uvante begreber har under ledelse af den nu tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i en tilsyneladende arrogance eller naivitet set stort på samfundets magtbalance og ført demokratiet på afveje.

Folket bør kunne forvente en Offentlighedslov, som vi kan være bekendt i et samfund, der kalder sig åbent og demokratisk.

Åbenhedskomiteen / v. Kurt Loftkjær.