Villy Søvndal valgte aviserne fra og talte ud til netmediet Altinget om at gå af som formand. »Det er nok første gang, vi får så stor en historie på den måde,« siger redaktionschef Anders Jerking. »Den kommer nok i alle dagbladene i morgen uanset hvad,« siger SF's pressechef.I dag klokken lidt i ni sendte SF en pressemeddelelse ud med en stor nyhed: Partiformand Villy Søvndal går af. Historien er i skrivende stund breaking news på alle de store netaviser.
Ekstrabladet.dk smed en artikel på klokken 9.00. politiken.dk var der 8.59, imens Berlingske.dk havde nyheden 9.01 – ifølge de tre netavisers egne ure.
Men netmediet Altinget.dk har noget, ingen af de store medier har. Villy Søvndal og SF har nemlig valgt, at det skal være det lille nichemedie om politik, der i dag har et solointerview med den afgående formand. Derfor kunne Altinget breake historien klokken 8.56, hvor den også blev sendt ud med Altingets nyhedsbrev.
I går mødtes det lille medies politiske analytiker Erik Holstein med Villy Søvndal. Her foretog de interviewet i dybeste hemmelighed.
Altinget: Det er nok første gang
»Det er nok første gang, vi får så stor en historie på den måde. Men det bliver ikke den sidste,« siger redaktionschef Anders Jerking til journalisten.dk.
»Det er et kæmpe skulderklap til Erik Holstein, men det er også et kæmpe skulderklap til hele redaktionen.«
Anders Jerking er stolt over, at Villy Søvndal valgte Altinget foran de store dagblade. Da Pia Kjærsgaard for nylig gik af, valgte hun at give det personlige interview til Thomas Larsen fra Berlingske.
»Jeg er meget stolt over, at vi kan bringe et godt interview med Villy Søvndal, hvor han gør sig nogle tanker om det her. Sådan noget er jo en stor beslutning, og derfor tror jeg, de tænker meget over, at de skal fortælle deres personlige overvejelser til en, de har tillid til,« siger Anders Jerking.
SF: Ingen ulemper ved ikke at vælge en avis
Det var meget bevidst, at det lige var nichemediet Altinget, der fik solointerviewet. Det fortæller pressechef Tasja Parize.
Hvorfor har I valgt Altinget og ikke fx et stort dagblad?
»Der er mange hensyn i det. Dels vil man jo altid vælge en journalist, man har fuldstændig tillid til, og som man kan være helt sikker på ikke lækker historien før tid. Derudover er fordelen ved Altinget, at det er journalisten selv, der trykker på knappen. Der er ikke en redaktionssekretær og en masse andre inde over, hvor der er risiko for, at det bliver lækket,« siger Tasja Parize til journalisten.dk.
Er der ikke også ulemper ved ikke at vælge et stort dagblad?
»Nej, det tror jeg ikke. En historie af den her størrelse brager igennem, og så behøver vi ikke gøre os umage for, at den kommer i et stort dagblad. Den kommer nok i alle dagbladene i morgen uanset hvad. Hvis vi havde haft en anden slags historie, som ikke breakede på samme måde, så havde vi haft nogle andre overvejelser.«
»Det her er jo også ekstremt følsomt, og det er kun meget få, der kan kende til det på forhånd. Hvis man gerne vil styre processen, så gælder det om at holde det rimelig stramt,« siger Tasja Parize.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.