Danmark skal kopiere den større åbenhed i både Norge og Finland, lyder det samstemmende fra Dansk Folkeparti og SF, efter de har læst det seneste nummer af Journalisten. Politikerne rejser på studietur i dag.
Folketingets Retsudvalg er på vej til Norge og Finland for at hente inspiration til den danske offentlighedslov. Men i det nyeste nummer af fagbladet Journalisten kan medlemmerne af udvalget allerede nu læse, hvad de vil finde: Mere åbenhed i administrationen. Og det er noget, der tiltaler både Dansk Folkeparti og SF, skriver Politiken i dag.
Politiken har vist Journalistens artikel til Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti og Meta Fuglsang fra SF, og de er begge positivt stemt over de erfaringer, Journalisten havde med hjem fra turen rundt til politikere, embedsmænd og journalister i de to lande.
Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der er formand for Retsudvalget, er især glad for den finske model, der er den mest åbne. I Finland bliver arbejde i udvalg og ministerielle arbejdsgrupper offentligt, så snart gruppernes arbejde er færdigt. Det vil sige, at så snart en lov er vedtaget eller en rapport er færdiggjort, bliver det pågældende udvalgs arbejde offentligt tilgængeligt.
Det opløser ideen om ‘interne dokumenter’, fordi det i Finland er afgørende, hvad et dokument indeholder snarere end, hvem der har sendt det til hvem.
»Der vil ikke gå noget af magthaverne ved at fortælle, hvad der skete i forbindelse med beslutningsprocessen,« siger Peter Skaarup til Politiken.
I Norge fandt Journalisten et moderne system til at organisere de såkaldte journal-lister – hvor alt ind- og udgående post til myndighederne bliver listet op med overskrift og resume. Den norske model lægger alle journal-listerne på nettet.
Dermed kan borgere og journalister søge aktindsigt med et enkelt klik. Det system så Meta Fuglsang fra SF gerne indført i Danmark.
»Forudsætningen for åbenhed er jo, at folk kan se, hvilke dokumenter som findes, så de kan spørge efter dem,« siger hun til Politiken.
Folketingets Retsudvalg starter deres rundtur til Norge og Finland i dag.
Du kan læse mere om den norske OEP-model hos Åbenhedstinget her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.