search

Sexisme eller bare en fyring?

Efter New York Times har fyret avisens første kvindelige chefredaktør Jill Abramson på gråt papir, raser debatten: Hvorfor fik hun sparket? Var det sexisme, eller var det bare en helt almindelig fyring?

Der var helt sikkert talrige ophedede diskussioner om prioriteringer, ledelsesstil og forholdet til Obama-regeringens pressetalsmænd i avisledelsen. Der var også uenigheder om den digitale strategi og om ny-ansættelsen af redaktører, der kom fra andre aviser.

Men i dagene efter fyringen af Jill Abramson – New York Times’ første kvindelige chefredaktør nogensinde – endte diskussionen (som startede på Twitter, hvor avisens chokerede ansatte var hurtige til at sprede nyheden om detroniseringen) med at handle om en eneste ting: ”Sexisme”.

Det kan synes mærkværdigt, set fra Danmark. Muligvis endog trivielt eller malplaceret, for skal det altid handle om køn, når kvinder ansættes i eller fyres fra topstillinger? Kan det ikke bare handle om kvalifikationer?

Som en redaktør ved overtegnedes egen avis bemærkede i en mail-udveksling med mig fredag, kunne man så ikke lige så godt sige det modsatte: At ansættelsen af Abramson i sin tid ”tydede på, at der ikke var tale om kønsdiskrimination”. I den begrænsede danske journalistdebat på de sociale medier om fyringen var der også hurtige bemærkninger fremme om, at det var ”den sædvanlige jammer”, og at det var trættende, at ”kvindekortet” igen skulle spilles.

I den korte begrundelse for fyringen fra udgiver Arthur Sulzberger Jr., sagde han da også blot, at hans beslutning bundede i ”uenigheder om ledelsesstilen.” Og hvorfor skulle det være løgn? I timerne efter nyheden om fyringen, der spredte sig som en digital hysterisk steppebrand i det amerikanske medie– og blogunivers, blev der også lynhurtigt delt historier om Abramsons ”utålmodighed,” om at hun afbrød folk, at hun var ”brysk” og ikke var nok til stede i redaktionens daglige liv.

Men på den anden side; den karakteristik kan man give af en god portion mediechefer, der sidder i bedste velgående på de store amerikanske medier, der er i særklasse mandsdomineret, når man ser på kønsfordelingen i chefkontorerne.

Det varede imidlertid ikke længe, før rygtet om sexisme fik mere kød på end blot at handle om, at der fortsat i USA findes solide dobbelte standarder, som tilsiger at de kvaliteter, der forbindes med ledelse hos mænd – at have en barsk ”no nonsense” stil, at være stor i slaget og have sans for brutale beslutninger – ofte straffes frem for at blive belønnet, hvis det er kvinder, som svinger pisken.

For lækkede e-mails og telefonsamtaler med mere fortalte nemlig en mere konkret historie: At Abramson simpelthen fik en lavere løn end sin forgænger, Bill Keller. Og at hun i frustration over dette faktum havde besluttet sig for at hyre en advokat, der kunne forhandle med udgiverne og bestyrelsen. Mest klart blev tesen fremført i denne artikel i magasinet The New Yorker med titlen ”Derfor blev Jill Abramson fyret”.

Det usædvanlige skridt blev betragtet som så illoyalt og ondsindet fra Sulzberger Jr.’s side, at han – der samtidig over det seneste år var blevet mere og mere utilfreds med Abramson, som han selv havde ansat – tog det usædvanlige skridt at fyre hende på gråt papir.

Samtidig fik Sulzberger Jr. så brudt igennem et andet glasloft på avisen. Den nye chefredaktør, Dean Baquet, er den første afrikansk-amerikanske chefredaktør på en avis, der etnisk er tæt på kridhvid.

Konfronteret med beskyldningerne om manglende ligeløn svarede Sulzberger, at det var noget vrøvl: ”I takt med at kvinder når til toppen, vil de også blive fyret, nøjagtigt som mænd er blevet det,” lød det. Til staben fremlagde han diverse udregninger og tal, der efter udgivernes mening dementerede påstanden om løndiskrimination. Siden har han ikke villet udtale sig, men der har dog været tilpas mange konkurrerende udregninger og lækager fremme i medierne, til at det sidste ord næppe er sagt i den sag.

En ting kan man imidlertid sige med en vis sikkerhed: Det kan næppe være grundet resultaterne, at Abramson fik silkesnoren. For under hendes kun 32 måneder lange ledelse har adskillige forhold faktisk både rettet sig og imponeret. Avisen er i en mere stabil økonomisk gænge efter at have kæmpet med betydelige nedskæringer i årevis, den nåede at vinde otte Pulitzer-priser med den 60-årige garvede tidligere super-reporter i spidsen, og for nylig barslede ledelsen med en rost ny digital strategi for avisen, som i årevis har kæmpet med at finde sine online-ben. Abramson høstede også ros fra sin stab, da hun for nylig stod fast på en kritisk journalistisk linje, efter at flere New York Times-reportere havde modtaget trusler fra det officielle Kina om, at deres visa ville blive inddragede.

I den uendelige strøm af gisninger, sladder og fortolkningen af rygter, var der også mange af avisens ansatte på gulvet, som undrede sig over den hast og upersonlige måde, fyringen blev eksekveret på. Ved tidligere fyringer af chefer – f.eks. i 2003, da chefredaktør Howell Raines blev afskediget grundet skandalen med journalist Jayson Blair, der havde opfundet historier og fået dem trykt i avisen – har det været kutyme med rosende ord, afskedsreceptioner og en vis højtidelig afvikling af jobbet. Efter meddelelsen om Abramsons fyring bemærkede de ansatte, at hendes navn blev fjernet øjeblikkeligt fra avisens kolofon på nettet, hendes e-mail eksisterede ikke i New York Times-systemet blot få timer efter meddelelsen om hendes afgang. Men hendes læsebriller lå fortsat på hendes skrivebord samme eftermiddag.

Indtrykket af, at fyringen på mange måder var kommet som et lyn fra en klar himmel, blev forstærket i en anden opsigtsvækkende artikel fra hjemmesiden The Daily Beast torsdag, hvor magtkampen på avisen sammenlignes med hit-TV-serien ”Game of Thrones”.

I den læsværdige artikel fremgår det blandt meget andet, at New York Times’ administrerende direktør Mark Thomson (tidligere generaldirektør for BBC), sammen med Abramson var langt inde i fortrolige forhandlinger med chefen for den amerikanske udgave af London-avisen The Guardian, Janine Gibson. Og at det var grunden til, at Dean Baquet var så ”rasende”.

Planen var nemlig at overtale Gibson til at lade sig ansætte i stilingen som med-redaktør for den amerikanske avis. Med udsigt til en dag at kunne blive den øverste chef. Dermed ville Gibson komme ind som en direkte konkurrent til Baquet – uden at denne følte, at han var blevet orienteret om planerne. I en e-mail fra 28. april, som Daily Beast er kommet i besiddelse af, fremgår det eksplicit, at Thomson anvender Abramsons begejstring for Gibson som et salgsargument. Og at Abramson vil være på avisen i lang tid.

Gibson endte med at sige nej til stillingen, og hun vender nu tilbage til London for at tiltræde jobbet som chef for Guardian online. Men Daily Beast-artiklen tyder altså på, at heller ikke CEO Mark Thomson havde nogen anelse om, at Abramson styrede mod udgangen – blot 11 dage før hun blev fyret. Gibson selv udtalte også til Washington Post fredag, at hun ”slet ikke ville have indledt diskussioner om at skifte job til NYT, hvis jeg havde troet, at Jill Abramson var på vej væk”.

Læs dette udførlige – og stærkt underholdende – portræt af Jill Abramson fra 2010 i forbindelse med hendes udnævnelse til chefredaktør.

Og her en ny artikel fra Slate.com om, hvorfor Jill Abramson var en elsket og beundret chef blandt kvinderne på ”The Grey Lady.”

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen