search

Sex, Løgn og Online Video

De er tossede - de kinesere / taiwanesere.

De er tossede – de kinesere / taiwanesere.

Når det seneste nye inden for visuel nyhedsformidling, Animated News fra avisen Apple Daily, bliver diskuteret, er der ingen ende på forargelsen. Det meste af diskussionen går ud på at slå syv kors for sig og bedømme og bortdømme de visuelle reportager som ikke-journalistik, eller det der er værre …
Opstandelsen over de animerede sekvenser skyldes vist især emnevalget, som indtil nu har fokuseret på sexforbrydelser, kriminalitet og alvorlige ulykker.
Som Lasse Jensen i Mennesker & Medier kan afslutte sit korte januarindslag om fænomenet – 'Den slags yderligheder er vi (pause) forskånet for i danske medier …' – Indsæt selv 'heldigvis'?

Jeg var ikke selv særlig imponeret af det journalistiske indhold i den onlinevideo (version 1), jeg så, da Tiger Woods-skandalen stadig var under opsejling. Der var simpelthen ikke styr på de basale ting i historien – og resten var gætværk.

Stor investering i fremtidens nyhedsformidling

Men når den første forargelse har lagt sig, er det alligevel værd at se lidt nærmere på fænomenet. Bare se på det setup, som Next Media (Hong Kong-firmaet bag Apple-aviserne i både Taiwan og Hong Kong) har etableret for at kunne levere disse animerede videoshots:

  • Manden bag projektet, milliardæren Jimmy Lai, tror så meget på de visuelle nyhedsreportager, at han lagde ud med etableringsudgifter på næsten 200 millioner kroner.
  • Der er over 100 ansatte i animationsafdelingen – en skønsom blanding af redaktører, grafikere, animatorer og skuespillere i motioncapture-dragter.
  • To år op til lanceringen i november 09 blev brugt til at opbygge et bibliotek af elementer, så en video kan gå fra idé til færdig produktion i løbet af blot et par timer.

– Tag den! – danske og vestlige medier, fanget i nedskæringer og finanskrise og spildte investeringer i mellemstore gratisaviser.

Til gengæld for investeringen har Next Media allerede skabt så meget opmærksomhed, at de ifølge eget udsagn er i forhandlinger med flere store medieselskaber om at levere animationer til tv-nyheder over hele verden.

Og der er andre måder at tjene penge på, når man animerer nyhederne – den trykte udgave af Apple Daily udkommer med quickresponse-smartcodes trykt ved siden af historierne, så du ved hjælp af din mobiltelefon kan se animationer og andet videomateriale på nettet. Læseren køber et abonnement eller køber animationen stykvis via mobilregningen – og på den måde genererer projektet allerede overskud.

Alligevel slet ikke så tosset

Nu mangler bare, at de får bedre styr på researchen – og forhåbentlig prøver at vise andet end sex, løgn og hårrejsende kriminalitet i deres online video. Allerede nu er det mest sete videoklip på deres YouTube-Channel ikke længere Tiger Woods-videoen eller en af de til tider bestialske krimireportager, men en humoristisk gennemgang af tv-krigen mellem Jay Leno og Conan O'Brien.
Så det er vist alligevel slet ikke så tosset – det der 'animated news', der lige nu foregår ude østpå, og som – medmindre mine evner som spåmand er helt i skoven – i løbet af få år vil være en vigtig del af mediebilledet i resten af verden også.

vi ses
/grafikgert

Links:

Omtale af Animated News i New York Times:

Omtale af Tiger Woods-videoen:

Lasse Jensens Mennesker og Medier tager emnet op:  (27:05 min.)

Next Media's YouTube-channel, der allerede har næsten 1000 videoklip online.

Og endelig den afsluttende danske vinkel – angrebet på Kurt Westergaard,(som dog bestemt ikke er et highlight i den samlede produktion):

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen