Sepstrup: Forslag til ny mediestøtte på vej

Tirsdag i næste uge præsenterer Rambøll Management en total kortlægning af al mediestøtte i Danmark. Medforfatter er medieforsker Preben Sepstrup, der betegner de nuværende støtteordninger som ude af sync med tiden. Flere forslag til ny mediestøtte på vej.

Tirsdag i næste uge præsenterer Rambøll Management en total kortlægning af al mediestøtte i Danmark. Medforfatter er medieforsker Preben Sepstrup, der betegner de nuværende støtteordninger som ude af sync med tiden. Flere forslag til ny mediestøtte på vej.

Den danske medieverden og især de traditionelle danske dagblade kan godt begynde at ryste i bukserne. De nuværende så fasttømrede støtteordninger som nul-moms til dagbladene, statens distributionsstøtte på 350 mio. kr. til de gamle dagblade og den almindelige medielicens bliver nemlig et hedt tema, når politikerne i 2010 skal indgå nyt medieforlig for de næste fire år.

Allerede på tirsdag trækkes den første streg i sandet, når Rambøll Management præsenterer en total kortlægning af de eksisterende støtteordninger til danske medier. På midtvejskonferencen "Udredning af den danske mediestøtte" vil blandt andre lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet Preben Sepstrup således for første gang komme med et forkromet overblik, som skal danne grundlag for et opgør med de nuværende ordninger.

»I første omgang præsenterer vi den første totale beskrivelse af, hvad mediestøtten i Danmark består af. Og med stor omhu undgår vi på nuværende tidspunkt at tage stilling til, om noget er godt eller skidt Det kommer senere. Vi vil først give alle parter mulighed for at kommentere, om der skulle være noget, vi har overset,« siger Preben Sepstrup til Journalisten.dk.

Han understreger dog, at kortlægningen vil blive brugt til at se på, hvordan mediestøtten i Danmark skal indrettes i fremtiden. Og dermed også om eksempelvis dagbladenes distributionsstøtte skal ændres.

»De nuværende støttemuligheder er et kludetæppe, som har sine historiske årsager,« siger Preben Sepstrup, der bebuder to-tre forslag til, hvordan systemet kunne være indrettet, hvis man startede forfra i dag.

»Næste skridt bliver et bud på, hvordan mediestrukturen i Danmark vil udvikle sig, hvis vi fastholder det nuværende system. Og samtidig kommer vi næste år med tre scenarier for, hvad man alternativt kunne stille op. Det bliver tre forslag, der tager hensyn til, at vi i dag er i en helt anden mediesituation, end dengang de nuværende støtteordninger blev til,« siger han.

Preben Sepstrup er meget påpasselig med ikke på nuværende tidspunkt at sige sin mening om, hvad der burde ske. Og ikke mindst hvem der bør have del i støttekronerne.

Forsigtigheden skyldes, at han og Anker Brink Lund har fået i opdrag, at midtvejskonferencen på tirsdag kun skal gøre status.

Preben Sepstrup har dog tidligere over for Journalisten.dk gjort det klart, at den danske mediestøtte bør ændres radikalt.

»Næste år kommer vi så med en række forskellige forslag, som politikerne så kan tage stilling til, når de skal lave ny medieaftale i 2010,« siger han.

0 Kommentarer