TV 2 på Teglholmen i København Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
TV 2 News planlægger at sænke produktionen og sende flere genudsendelser på torsdag, fordi opsigelsessamtaler med en række medarbejdere i nyhedsafdelingen finder sted samme dag.
Ifølge en besked til medarbejderne i nyhedsafdelingen kommer seerne af TV 2 News også til at mærke, at det er en helt særlig situation på torsdag, idet der skrues ned for nyhedsproduktionen, og flere programmer genudsendes.
Opsigelsessamtalerne skyldes nedskæringer, hvor TV 2 skal skille sig af med omkring 50 medarbejdere i nyhedsafdelingen. 23 har allerede indgået aftaler om frivillige fratrædelser, og torsdag skal der siges farvel til både fastansatte og løstansatte kolleger.
Fyringsrunden blev meldt ud 18. april og sker som led i en omfattende organisationsændring, hvor TV 2 Nyhederne lægger en større del af produktionen fra Teglholmen i København til Kvægtorvet i Odense.