2009 må være året, hvor store dele af dansk presse nåede bunden på ét område. Lad os kalde det medlidenhedsjournalistik.

Jønke, Lundin, Brixtofte og Fønsby for blot at nævne navnene på nogle af dem, der har nydt godt af udvalgte mediers tørst efter hits, seertal og stigende oplagskurver.

Fælles for disse personer er, at de har begået grov kriminalitet. Nogle har slået ihjel, nogle har svindlet for millioner, mens en enkelt er anklaget for rufferi. Sweet talk.

Umiddelbart ikke emner, der egner sig til familien Danmarks kaffetime ved kakkelbordet. Og dog. Lad os tage det fra en ende af.

30. juni og 27. oktober 2009 – Mens bandekrisen raser, får TV 2's Go' Morgen Danmark besøg af præsidenten for Hells Angels, Jørn 'Jønke' Nielsen. Anledningen er rockergruppens udgivelse af det såkaldte Sjakalmanifest, der angriber indvandrermiljøet. Med et sommerklædt Tivoli som idyllisk baggrund får Jønke – der på det tidspunkt stadig er under anklage for groft overfald – fantastisk mulighed for at præsentere motiverne bag initiativet i bedste sendetid (tænk blot hvis politikere fik mulighed for at præsentere deres valgprogram på samme måde – uden moddialog eller kritiske spørgsmål!). Flere medier følger trop. Et par måneder senere, den 27. oktober, får Jønke igen PR for alle pengene i forbindelse med sin frifindelse. Dette sker under overskrifter som "Jønke: Retfærdigheden er sket fyldest" og flere minutters lange interviews foran landsretten, hvor rockerpræsidenten får carte blanche til at rette en skarp kritik af statsadvokatens sagsbehandling.

22. september 2009 – Den gamle tantes trofaste læserskare må have fået kaffen galt i halsen, da avisen denne dag lander på morgenbordet. I anledning af, at Peter Lundin (der – hvis nogen skulle have glemt det – afsoner en lang fængselsdom for drab og partering af sin kæreste og hendes to børn) har udgivet sin biografi, har Berlingske Tidende valgt at profilere Lundin med billede på forsiden af to sektioner. God reklame, medmindre man læser selve anmeldelsen, der rakker bogen ned. Spørgsmålet er, hvor mange der når så langt. Simon Spies' populære slogan "dårlig omtale er bedre end ingen omtale" ringer gennem mine ører. Talrige medier følger trop samme dag. Også selv om bogens forlægger indrømmer i et interview til Berlingske Tidende, at Lundin faktisk ikke fortjener at få opmærksomhed…

6. oktober 2009 – Farums tidligere borgmester, Peter Brixtofte, idømmes to års fængsel for groft mandatsvig og embedsmisbrug. Han er selv forhindret i at være til stede i retten da dommen falder, fordi han er i Århus og holde foredrag om sin nye bog, "Mit Horserød". Det kan vi læse i Ekstra Bladet, der samme eftermiddag også kan tilbyde sine læsere at livechatte med Brixtofte direkte fra redaktionen. Et par timer efter er Brixtofte i Go' Aften Danmark på TV 2 for at forsvare sig mod dommen. Han erklærer sig uskyldig og kalder det danske retssystem "politisk korrupt". Samme budskab lanceres senere sammen aften i DR's TV Avisen. Dagene efter fortsætter dækningen i flere medier, hvor den ene journalist efter den anden fungerer som mikrofonholder for Brixtoftes budskab om, at han blot er endnu et offer for misbrug af det danske retssystem.

2009 – Det er umuligt at sætte præcis dato på den mediedrevne føljeton "Erik og Anni Fønsby". Kendisparret inviterer jævnligt journalister og fotografer med helt ind i de private gemakker, og vi var alle med på sidelinjen, da de i det forløbne år formåede at blive anholdt, fængslet, skilt, forlovet og gravide. Som udgangspunkt intet problem ud over det faktum, at Anni Fønsby dags dato står anklaget for rufferi, drift af bordelvirksomhed og skattesnyd for millioner. Dette til trods giver en lang række medier hende løbende taletid, som om de har sat sig for at skabe Danmarks største sympatibevægelse. Som når Berlingske Tidende beskriver, hvordan hun græder i retten, eller B.T. bringer interview om hendes uskyld.

En uskyld, der står i skærende kontrast til de omkostninger, som hun og andre kriminelle mediedarlings pålægger samfundet på flere niveauer.

Siden hvornår er medierne blevet det primære redskab, som kriminelle kendisser tyr til, når de skal renses, bedyre deres uskyld og genskabe tilliden hos offentligheden?

Hvorfor vælger flere medier for eksempel at tage Brixtoftes parti og give ham frit lejde til at bedyre sin uskyld, når det danske samfund indtil videre har brugt 39 mio. kroner på at føre en – må man formode – retfærdig rettergang, der beviser det modsatte?      

Er der ingen på redaktionerne rundt omkring, der får en dårlig smag i munden, når Jønke gang på gang profileres som Danmarks ubestridte intellektuelle gangster-stjerne med sit budskab om rockerne er til for at værne om vores alles sikkerhed?

Er der ingen, der tænker: "Hov, det går godt med at hverve til rockerrugekassen AK81. Mon vi indirekte har en finger med i spillet qua vores måske lidt for positive dækning af livet i ét af Danmarks absolut mest kriminelle miljøer?"

Anerkender medierne overhovedet ikke den magt og indflydelse, de har på samfundet?  

Lad mig understrege: Der skal værnes om ytringsfriheden i Danmark, og ethvert forsøg på at tage rettigheden fra dømte og indsatte til for eksempel at udgive deres biografi eller komme med deres udlægning af en retsproces er et skråplan.

Men det betyder ikke, at medier er til for at profilere kriminelle kendisser som rockstjerner og fuldstændigt ukritisk give dem ubegrænset taletid i en form, der vist uden at fornærme mange kan kaldes envejskommunikation.

Undskyldningen om, at man blot giver læserne "det, de vil ha'," holder altså heller ikke. Flere meningsmålinger har vist, at offentligheden synes, Jønke og hans bagland fylder for meget i medierne. Og forlagene bag Lundins og Riskærs selvbiografier har for nylig været ude og beklage sig over overraskende dårlige salgstal.

Æret være den redaktør, der har mod til at trodse de gyldne annonceindtægter og sige stop – nu er det nok! Vi vil ikke længere være talerør og profileringsplatform for dybt kriminelle personer, hvis værdier og handlinger er til skade for vores samfund.