Selvkritisk journalistik

Danske Banks interne blade er fyldt med kritisk og åben selvransagelse. Læs for eksempel om de mange ansatte, der er utilfredse med bankens rådgivning - når de selv er kunder.Internt. Danske Banks nye kommunikationsstrategi gælder også for den interne kommunikation, hvor leder Peter Kjærgaard har været med til at udtænke tankerne om åbenhed.

Danske Banks interne blade er fyldt med kritisk og åben selvransagelse. Læs for eksempel om de mange ansatte, der er utilfredse med bankens rådgivning – når de selv er kunder.

Internt. Danske Banks nye kommunikationsstrategi gælder også for den interne kommunikation, hvor leder Peter Kjærgaard har været med til at udtænke tankerne om åbenhed.

»For at skabe et åbent og ærligt rum skal vi lave kritisk, konstruktiv journalistik i de interne medier lige til den grænse, hvor det vil skabe misforståelser, hvis det slipper ud. Vi er nødt til internt åbent at fortælle historierne om de ting, vi er dårlige til,« forklarer Peter Kjærgaard og lader Journalisten se de interne blade.

Og her er gode historier: Ansatte, der føler sig dårligt rådgivet – i deres egen bank, Danske Bank: »Blot hver fjerde er en meget tilfreds kunde«. Og præcise statistikker over personalegruppernes gennemsnitsløn: »Det tjener din kollega!« Selvkritik og snag.

»Det er forbløffende, hvad der ikke slipper ud i pressen, selv om det har stået i vores interne blade,« forklarer Peter Kjærgaard.

Han har flere tidligere kritiske journalister fra dagbladene i sin stab.

»Næsten alle bliver positivt overrasket over, at grundholdningen i banken er, at man ikke bare finder sig i dårligt bankarbejde. Vi skriver om det.«

»En god informationsjournalist behøver ikke elske banken, men man skal tro på, at den bevæger sig i den rigtige retning, og at man selv kan bidrage til det. Du skal tro på strategien – ikke bare på din egen historie.«

Peter Kjærgaard synes, den nye strategi begynder at virke. Også i pressen.

»Selv om alle banker inklusive os selv tjener flere penge på gebyrer i dag end sidste år, da sagen kørte, så er der helt ro omkring det nu. Det er lykkedes os at fortælle, at det er konjunkturerne og kundernes aktiviteter, der skaber gebyrfremgangen – ikke den grådige bank.«

 

Læs også: Opgøret med gribben

0 Kommentarer