search

Selvglad eller selvkritisk

 

 

Jyllands-Posten og Berlingskes husaviser er støvsuget for konflikter og kritiske vinkler. Men aviserne tager fejl, hvis de tror, at glade artikler giver flere tilfredse medarbejdere, siger ekspert i virksomhedskommunikation. Han roser den kritiske linie i personalebladet fra Politikens Hus.

I virkeligheden er det meget enkelt. Et personaleblad kan laves efter to modeller. Det kan enten beskrive en virksomhed på godt og ondt og dermed understøtte den åbne debat på arbejdspladsen. Eller det kan gå uden om de kontroversielle sager, men dermed mister bladet sin troværdighed – og medarbejderne bekræftes i, at ledelsen ikke tør tage en åben diskussion.

Fremstillingen kommer fra Flemming Smedegaard, lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation ved Syddansk Universitet i Odense. Flemming Smedegaard har virksomhedskommunikation som fagområde, og han har i en årrække undervist studerende og virksomheder i, hvordan man laver personaleblade.

Han siger, at det største problem ved de fleste blade er, at de vælger model nummer 2 – den ukritiske. Det gælder også personalebladene fra to af Danmarks største bladudgivere, Jyllands-Posten og Berlingske Dagblade.

"De tror, at historier om, hvor godt det går, kan fjerne utilfredshed og dårlig trivsel. Men de undervurderer medarbejderne. Hvis virkeligheden ikke stemmer overens med personalebladets fremstilling, gennemskuer de ansatte det, og bladet mister sin troværdighed."

Flemming Smedegaard har læst det seneste nummer af personalebladene fra Jyllands-Posten, Berlingske Dagblade (Berlingske Tidende, Weekendavisen, Urban og B.T.) og Politikens Hus (Politiken og Ekstra Bladet).

Flemming Smedegaard har stort set kun ros tilovers for Svingdøren fra Politikens Hus. Til gengæld betegner han bladene fra Jyllands-Posten og Berlingske som typiske eksempler på gennemsnitlige personaleblade. Tonen er neutral eller positiv og indholdet kedeligt. Flemming Smedegaard undrer sig over, at dagblade, der burde vide, hvordan gode historier skrues sammen, udgiver den slags.

"De to blade afspejler slet ikke deres egne avisers journalistik, og de overfører ikke deres journali-stiske principper til personalebladet. Den kritiske vinkel gælder resten af verden, men ikke deres eget hus."

Flemming Smedegaard påpeger, at faren ved at gå uden om kontroversielle historier er, at kritikken flytter andre steder hen – for eksempel ned i kantinen eller ud på kontorerne.

"Når medarbejderne ser bladet, vil de trække på skuldrene og sige, at de ved meget bedre, hvordan tingene hænger sammen. Et godt personaleblad skal afspejle arbejdspladsens værdier og livsverden på godt og ondt. Et ukritisk personaleblad kan ikke stoppe en kritisk debat. Det bekræfter bare medarbejderne i, at bladet er topstyret, og at de ingen indflydelse har på det."

 

Skønmaleri
I decembernummeret af Berlingske Nyt er en historie om, at flere medarbejdere har investeret i aktier hos Orkla. "Berlingskemedarbejderne tror på en lys, lykkelig – eller i det mindste profitabel – fremtid for Berlingskes norske _ejer," hedder det. Historien er vinklet på, at interessen for at købe aktier er stigende. Det foregående år købte kun hver syvende medarbejder Orkla-aktier. Nu er andelen steget til hver sjette.

I samme nummer skriver Berlingske Nyt også om web-redaktionens ambition om at tjene penge via mikrobetaling og B.T.s oprustning i Jylland. Derudover er der to reportager om medarbejdere på "inspirerende" lederkurser.
"Berlingske Nyt er et tydeligt eksempel på, hvordan man forsøger at lave et skønmaleri. Men samtidig giver bladet et meget begrænset billede af, hvad der foregår i virksomheden. Medarbejderperspektivet og den kriti-ske dimension er fravalgt til fordel for succeshistorier og ledelsens perspektiv. Målet med bladet synes at være at vise, at her går det godt," siger Flemming Smedegaard.

Men en positiv historie om medarbejdere på lederkursus betyder vel, at andre vil overveje at gå samme vej?

"Det tror jeg ikke. I hvert fald ikke som det er fremstillet i Berlingske Nyt. De færreste gider læse en succeshistorie, hvis den mangler modspil. Det kommer til at virke ligesom et religiøst fremsat vidnesbyrd – kun de, der i forvejen er en del af den samme trosretning, tror på det," siger Flemming Smedegaard.

 

Kirkeblad
Hvor Berlingske Nyt fokuserer på virksomhedens professionelle succeser, lægger Jyllands-Postens JP Insats stor vægt på husets fritidsaktiviteter. I decembernummeret af bladet handler den ene-ste historie med faglig relevans om et nyt redigeringssystem. Hi-storien har ingen kilder, men omtaler bekymringen blandt medarbejderne, da systemet skulle indføres. Redaktionssekretærerne frygtede blandt andet, at "samredigeringen ville gå ud over fagligheden og skade kvaliteten i avisen." Men heldigvis forløb implementeringen bedre end frygtet, oplyser JP Insats: "Der blev stillet store krav, og de blev opfyldt til punkt og prikke af hver enkelt "spiller" på banen."

Artiklen forklarer i øvrigt ikke, hvad der menes med "bekymringer" og "store krav". Redigeringssystemet er indført for at spare penge på JP, fremgår det af artiklen, som konkluderer: "Vi skal nok foretage justerin-ger hen ad vejen, men samredigeret bliver der, og vores opgave er at få noget godt ud af det."

Resten af bladets otte sider består af navnestof eller historier om juletræsfesten, cykelture, badmintonklub og motionsrum. Ifølge Flemming Smedegaard er bladet et billede på, hvordan et personaleblad typisk er skruet sammen. "Et pænt kirkeblad" kalder han JP Insats.

"Jeg har set rigtig mange af den slags i tidens løb. Vægten er lagt på neutral, ukritisk information. Bladene har et socialt perspektiv, hvor jobbet er mere end det daglige arbejde. Men prioriteringen er så påfaldende, at man må spørge sig selv, om der ikke foregår noget som helst fagligt interessant på arbejdspladsen."

 

Et godt renommé
Der er en undtagelse. Svingdøren, som er medarbejderbladet for ansatte på Politiken og Ek-stra Bladet. Flemming Smedegaard fortæller, at Svingdørens gode renommé var løbet i forvejen, før JOURNALISTEN satte ham på opgaven med at analysere de tre blade.

"I de kredse, hvor jeg færdes, har Svingdøren i flere år haft et ry som et af de bedste personaleblade. Ikke bare inden for medieverdenen."

Flemming Smedegaard hæfter sig ved, at artiklerne i Svingdøren er skrevet ud fra medarbejdernes synsvinkel – ikke ledelsens. Og at bladets redaktion tør være kritisk, også over for ledelsen.

"Når man læser Svingdøren, fornemmer man, at det satser på at afspejle Ekstra Bladets og Politikens selvforståelse om, at der skal være rum for åben kritik. Det gælder også medarbejdernes egen arbejdsplads".

I det seneste nummer af Svingdøren er husets kantine den bærende historie. Temaet præsenteres på forsiden, hvor der med store bogstaver står KANTINEN skrevet med mayonnaise og dekoreret med persille, citronskriver og ristede løg. Historien er baseret på en rundspørge, hvor over halvdelen af medarbejderne oplyser, at de er "utilfredse" eller "meget utilfredse" med kantinens kolde anretninger.

Men ikke kun kantinen må stå for skud. Også chefredaktionen på begge aviser er mål for Svingdørens kritik.

I et indlæg skrevet af journalist Michael Holbæk Jensen fra Ekstra Bladet kritiserer han sin egen avis for at prioritere købmandskab over journalistik. Det er derfor fodboldlandskampe, Dildo-Jill og sommerhoroskoper får en mere fremtrædende dækning end kritisk, dybdeborende journalistik. Prioriteringen har ført til frustrationer blandt avisens journalister, fordi afslørende historier tilsyneladende kun får en fremtrædende plads i redaktørernes skåltaler, fremgår det af klummen.

Fra sit hjørnekontor ud mod Rådhuspladsen må Tøger Seidenfaden svare på kritiske spørgsmål i tre artikler i Svingdøren. En historie handler om manglende debat før den seneste sparerunde. En anden om løftebrud over for husets tillidsfolk og en tredje om, at Tøger Seidenfaden har opfor-dret Politikens uvildige instans, Læsernes Redaktør, til at tage en konkret sag op.

Flemming Smedegaards eneste kritikpunkt af Svingdøren er, at bladet måske overfokuserer på konflikter mellem ledelse og medarbejdere. Prioriteringen afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden.

 

Slip redaktionen løs
Når der på danske virksomheder findes så mange tamme personaleblade, hænger det ifølge Flemming Smedegaard sammen med, at virksomhederne er bange for, at kritisk omtale kan skade virksomhedens renommé. Derfor er der opstået en kultur af selvcensur på redaktionerne.

Er der ikke en begrundet frygt for, at kritik kan skade virksomheden i offentligheden?

"Det er en overdreven frygt, jeg tit støder på. Man skal selvfølgelig ikke røbe forretningshemmeligheder i blade, der kan komme i offentlighedens hænder. Men det er jo heller ikke, hvad for eksempel Svingdøren gør. Kritikken i Svingdøren er fuldstændig ufarlig i forhold til virksomhedens konkurrenter. Folk, der læser bladet, vil jo ikke tænke, at det er et bladhus i krise."

Flemming Smedegaard mener, at den direkte vej til bedre personaleblade og en bedre intern debat går gennem helt frie rammer for redaktionerne. Ledelsen skal give afkald på at redigere i stoffet, og redaktionen skal have mandat til at lave et journalistisk produkt med plads til konstruktiv kritik.

Han tilføjer, at den opskrift dog kun gælder, hvis målet er, at bladet skal læses af medarbejderne. Det er imidlertid ikke altid tilfældet.

"Nogle gange er det vigtigste kriterium, at bladet ikke bliver læst. Det skjulte mål er, at det skal fungere som spejlbillede på, hvor god ledelsen synes, den selv er. Det ser man i mange virksomheders kommunikation, inklusiv Berlingske Nyt," siger Flemming Smedegaard.

Læs også: Svingdøren, Berlingske Nyt og JP Insats

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen