Selvfølgelig skal kongehusets agenda belyses

ROYALT. Der var dømt forargelse på kronprinsparrets vegne, da Anna von Lowzow i Journalisten nummer 2 himlede op over, at Ekstra Bladets flash!-tillæg havde formastet sig til at sætte spotlight på Berlingske Tidendes billeder af parret.

ROYALT. Der var dømt forargelse på kronprinsparrets vegne, da Anna von Lowzow i Journalisten nummer 2 himlede op over, at Ekstra Bladets flash!-tillæg havde formastet sig til at sætte spotlight på Berlingske Tidendes billeder af parret.

Med hjælp fra Klaus Kjøller belyste vi, hvorfor parret endelig stillede op og inviterede en fotograf og en journalist hjem til sig selv.

Men von Lowzow mener åbenbart ikke, at der er tale om spin fra kronprinsparrets side, når de for første gang stiller op som par til et medie, der traditionelt er særdeles velvilligt indstillet over for kongehuset.

”Skal vi ikke bare være glade for, at vi har en kronprinsesse, der vil markedsføre Danmarks tredjestørste eksportvare, den danske mode?”, lyder et af de mere pudsige argumenter mod at bringe artiklen.

Samtidig slår von Lowzow fast, at Klaus Kjøller ikke er i stand til at udtale sig om, hvad der foregår i hovedet på kronprinsen. Det afholder dog ikke hende selv fra at falde i selv samme fælde, da hun kækt konstaterer: ”Det, vi taler om her, er rent spin fra Klaus Kjøller og Ekstra Bladet, hvor de sammen kun har ét formål: Nemlig at nedgøre kronprinsparret, så vi alle kan blive forargede.”

Hvordan ved von Lowzow det?

Hvis Anna von Lowzow står bag rubrikken ”Kan det tænkes, at kronprinsparret har en privat hverdag, som ligner almindelige velfærdsdanskeres?”, dækker det over en naivitet, som normalt er forbeholdt de mere hardcore læsere af Billed-Bladet. Jeg vil vove påstanden, at deres hverdag ikke ligner almindelige danskeres.

Men sagens kerne er vel egentlig ikke, om von Lowzow vælger at se på Frederik og Mary med de lyserøde briller. Hvis von Lowzow mener, at en kommunikationsekspert ikke kan udtale sig om signalværdien i billeder og ord, så bliver det svært fremover. For hvad vil de politiske kommentatorer gøre fremover? Eller psykologerne? Eller økonomerne?

Von Lowzow når lige at inddrage den gamle klassiker om, at de kongelige ikke kan tage til genmæle. Det er noget vås! Hvem andre end de kongelige kan indkalde samtlige nyhedsmedier i Danmark, når det passer dem? At de kongelige har valgt ikke at tage til genmæle, skal vel ikke afholde pressen fra at forholde sig kritisk til dem.

Inden von Lowzow slutter af med et forarget ”Vorherre bevares”, spørger hun, om det er god journalistik?

Ja, det er god og relevant journalistik at sætte spot på kongehusets agenda. Længere er den ikke. /

Jan Körner, journalist, Ekstra Bladet

 

 

Royal respekt

SVAR. Det er rigtigt, at kongehusets officielle agenda skal være åben for alle. Og det er den, så vidt jeg ved, også.

Men at påstå, at nogle fotografier, der er taget i kronprinsparrets private hjem, bevidst er iscenesat for at vise noget andet end den virkelighed, parret 'bor i', opfatter jeg som værende Jan Körners og Klaus Kjøllers helt egen agenda.

De fleste medier i Danmark lever blandt andet af kongehuset, og der er altid en kioskbasker med en sur kronprins på forsiden. Og ekstra nemt flyder pennen, hvis kilderne er anonyme, og hvis man kan finde en 'kommunikationsekspert', der vil udtale sig om hvad som helst. Det er let nok. Man slår bare op i fagbogen under kommunikationsekspert. (Det står lige efter klovn!)

Hvad med at være kritisk på et sagligt grundlag, i stedet for – som jeg oplever det – med en planlagt kampagne imod kongehusets medlemmer.

Anna von Lowzow, instruktør, Nordisk Film Production

0 Kommentarer