vi elsker kun os selv og foragter de andre.
Aldrig har der været sendt så megen fantastisk sport fra et OL som fra London 2012. Aldrig har mediedækningen – også online – fremstået så massiv. Og aldrig har jeg hørt så animeret livespeak, der får hårene til at rejse sig.

Men når både hår og arme er kommet ned, bør eftertanken indfinde sig:

Aldrig har journalisternes tilbøjelighed til på den ene side at alliere sig ukritisk med de danske aktører været større, samtidig med at tonen over for andre nationers udøvere og deres discipliner omvendt når nye lavpunkter.

Lad os tage danskerne først. Journalistikken er på vej mod en total symbiose med danske idrætsudøvere, der vil skræmme den ægte sportsinteresserede mediebruger væk. Ofte praktiseres der rent kolonihaveempati med dannebrog højt på stangen.

Jeg har sågar hørt radioreportere fortælle detaljeret og begejstret om deres afføringsfrekvens, fordi en dansk sportsmand skulle i ilden. Og reportere, der varsler, at de snart begynder at græde, fordi en dansk badmintonspiller stopper efter OL.

De nationale skyklapper gør journalistikken blind over for den elementære kritik, der kan ligge i at spørge en dansk sportsmand eller -kvinde "hvorfor gik det ikke?" – i stedet for det evindelige "hvad følte du?", "hvad tænkte du?".

Hvor er jeg dog træt af dette infantile forsøg på at konstruere et emotionelt drama og give mediebrugerne følelser. Igen må man slå fast, at journalistik om sport for sjældent er båret af en forståelse for, at sport ikke kun skal formidles med fascination og indlevelse, men også med analyse og kritik. Dybest set er det udtryk for, at sporten ikke bliver taget alvorligt på dens egne præmisser.

Jeg ved i dag til fulde, hvor synd det er for svømmeren Lotte Friis, at hun på 800 meter fri ikke fik den medalje af ædel karat, som Team Danmark – med de mange støttekroner – og hun selv havde forventet. Hun er ked af det og frustreret.

Men det tætteste, vi er kommet en forklaring, og dermed en ægte journalistisk nysgerrighed over for nedturen, er, at en 15-årig amerikaner svømmede meget hurtigt og vandt.

Hvor er analysen og det kritiske spørgsmål: Hvorfor manglede Lotte Friis godt 10 sekunder i at nå sin egen danske rekord i sin favoritdisciplin ved det absolut vigtigste stævne?

Eller tag hækkeløberen Sara Slott Petersen, der også var langt fra sin egen danske rekord på 400 meter hæk og røg ud med et brag. Fair nok. Det kan ske. Men hvorfor skal den økonomisk støttede dansker ikke uddybe denne refleksion efter løbet: "Måske tager jeg for let på det."

Undskyld mig, men det er altså en forklaring, der kalder på modspørgsmål på læsernes, lytternes og seernes vegne. Men hun er måske ikke den eneste, der "tager for let på det".

Forklaringen på misserne er en journalistisk bacille, der hedder overdreven ensidig indlevelse. Det er sjovere at dække sejre. Der er salg og seere og lyttere i den enkle nationale selvforherligelse. Men der er sgu ikke megen journalistik i den.

Sportsfolkenes succes opleves også som journalisternes succes. Det afsløres rent sprogligt, hver gang en journalist siger "vi" om danskerne. Da jeg praktiserede journalistik om sport på Information i 90'erne – og det var absolut ingen ubetinget succes – var det ifølge daværende redaktør, Lasse Ellegaard, forbudt at sige "vi" om det danske landshold. Den lektie er åbenbart ikke gyldig i dag. Tværtimod.

Det er derimod ligefrem blevet et redaktionelt tema, for eksempel i Politiken, at journalisterne føler, at "deres" atleter har vundet. Eller tabt. Dermed kunne arbejdet vel reelt overtages af Danmarks Idrætsforbund?

Ret skal være ret. Der er kritisk distance visse steder. Men det er i kommentarerne og ikke i konfrontationen. Dansk håndbold – både for mænd og kvinder – er for eksempel blevet kritiseret massivt af kommentatorerne. Men besynderligt nok er det ofte ekspertkommentatorerne og ikke journalisterne, der står for de velanbragte verbale bank.

Og så er der de andre nationers sportsfolk. Her fortsætter den nationale selvforherligelse gennem en ofte total journalistisk ignorance.

Igen, igen, igen skal vi have stand up-journalistik – primært praktiseret af DR – hvor journalister, der ingenting ved om en idrætsgren, selv synes, det er enormt sjovt at udstille denne uvidenhed for masserne. Genren blev første gang introduceret af komikeren Anders Lund Madsen under OL i Atlanta i 1996, men er senere blevet overtaget af journalistikken som fag.

Denne gang går det for eksempel ud over kvindelige udspringere, der på P3 mobbes for deres frisurer. Samme udstillede uvidenhed har – igen var det DR – ramt både hockey, der er kæmpestort i Tyskland og Holland, og kvindernes vægtløftning.

Det er fint at lave sjov. Men når systematikken er, at det kun er de idrætsgrene, hvor der ikke eksisterer muligheden for et indlevende nationalistisk "vi" – fordi Danmark ikke har brugt støttekroner på at udvikle sportsfolkene – så bliver det i konteksten både småracistisk og umodigt og dermed dumt at høre på.

Vi har jo ikke problemer med at tage marginale idrætsgrene alvorligt, når danske sportsfolk gør det godt. Tag curlingfeberen, der ramte landet under et tidligere vinter-OL. Eller den seriøsitet, hvormed nedskydning af lertallerkener pludselig dækkes under OL i London. For her har vi – undskyld Danmark – jo vundet.

Småracismen er ikke tilfældig. Den er mere udbredt, end vi lige aner. Den er blevet en del af vores karaktertræk i omgangen med andre nationers sportsfolk. Nordkoreanske sportsfolk – og igen er det DR, der er bannerfører – latterliggøres systematisk. Det hedder jo alle sammen Kim, griner de på P3 igen og igen. Og hvis de ikke præsterer, bliver de låst inde af deres onde leder på deres værelser, kan vi også høre.

Undskyld, men OL handler om, at sportsfolk – ikke nationer! – mødes. Kunne vi ikke genopfinde respekten for de andre. I stedet for at udstille vores egen middelmådighed?