Når fagbladene får en journalist som ansvarshavende redaktør, stiger risikoen for selvcensur I bladet. Lektor i medieteori Christian Breinholt mener, at fagbladsjournalisterne både stikker sig selv og læserne blår I øjnene, når de fremstiller sig som uafhængige.

"JOURNALISTEN har slettet forbundet" – det proklamerede dette fagblad i en halv side stor egenannonce i oktobernummeret. Og selvom der blot er tale om, at bladets ansatte har slettet Journalistforbundets navn fra deres e-mail, så er symbolikken ikke til at tage fejl af. Ansvarshavende redaktør Annelise Mølvig ønsker at understrege bladets uafhængighed af Journalistforbundet.

Et tiltag, der skal synliggøre den frihed, mange fagblade har tilkæmpet sig i løbet af de sidste 15 år. Først og fremmest ved at få en journalistisk redaktør som ansvarshavende i stedet for formanden for den faglige organisation.
Men Christian Breinholt, der er lektor i medieteori på Danmarks Journalisthøjskole, mener, at JOURNALISTEN og andre fagblade skal passe på, at de ikke signalerer en falsk uafhængighed af forbundet over for sig selv og læserne.
"Journalisterne bilder sig ind, at de har den totale frihed, blot fordi deres fagblad har flyttet parentesen med "ansvarshavende". Men de er stadig ansat til at tjene organisationens interesser. De gør det bare på en mere indirekte måde end en informationsmedarbejder," siger han.

Benzin på bålet af selvcensur
Christian Breinholt mener, at journalisterne benægter deres afhængighed af de faglige organisationer, fordi den kolliderer med deres journalistiske idealer.

"Når fagbladsjournalisterne bilder sig ind, at de ikke er købt af nogen, er det først og fremmest et led i egen mentalhygiejne. Men derved kaster de benzin på bålet af selvcensur, og det er uheldigt, for det er det sværeste at gøre noget ved," siger Christian Breinholt.

Ifølge ham er det mere reelt at spille med åbne kort og lade den faglige organisations formand stå som ansvarshavende. Det kan gøre det lettere at holde øje med, hvor meget censur, der rent faktisk udøves, når den foretages af forbundet og ikke af journalisterne selv.

Rie Duun, journalist og redaktør på HK-magasinet delta, er enig i, at der er en stor risiko for massiv selvcensur i fagbladene, når journalisterne bliver ansvarshavende. På hendes blad er det forbundsformand John Dahl, der er ansvarshavende, og selv om Rie Duun ønsker så stort et journali-stisk råderum som muligt, er hun ikke særlig ivrig efter at få lavet om på den fordeling.

"For mange journalister er det her med den ansvarshavende redaktør et mantra, men det er det altså ikke for mig. Den grad af frihed, som et organisationsblad har, afhænger altid af det forhold, der er mellem bladet og organisationen. Jeg tror ikke på, at uafhængigheden bliver større, fordi man flytter parentesen," siger Rie Duun.

Hun mener, at der altid er tale om en lånt frihed, så længe redaktøren kan smides på porten af organisationen – ansvarshavende eller ej. Derfor er det kun på de fagblade, som udgør en selvstændig virksomhed, at man kan tale om reel uafhængighed, mener hun.

På læsernes side
Et af dem er Ingeniøren, der drives som et uafhængigt aktieselskab. Bladet får ingen penge fra dets ejer, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), og ansvarshavende chefredaktør Per Westergård mener, at det er en forudsætning for, at de kan køre med fuld redaktionel frihed.

"For mig at se er økonomisk uafhængighed og redaktionel frihed to sider af samme sag. Vores økonomiske selvstændighed er min garanti for, at vores frihedsbrev er det papir værd, som det er skrevet på," siger han.
Per Westergård understreger, at hans muligheder for at lave journalistik afhænger af penge, og at han derfor foretrækker, at bladet tjener sine penge selv, fremfor at være afhængig af bevillinger fra IDA. Og den frihed er det nødvendigt at signalere gennem hele bladet, hvis Ingeniøren vil bevare sit høje læsertal, mener han.

"Det er altafgørende, at lederen er skrevet af redaktionen. Hvis den var skrevet af formanden for IDA, ville min redaktionelle frihed ikke være noget værd. Det er vigtigt, at vi hele vejen gennem bladet signalerer, at vi er på læsernes side, og at vi er konsekvente," siger Per Westergård.

Derfor vil han heller ikke afsætte fast spalteplads til en faglig kommentar fra forbundet, som man kan se det i flere andre fagblade.

Sikre at alle bliver hørt
Lederen i Kommunalbladet, der er et fagblad for alle HK'ere i amter og kommuner, er altid skrevet af formanden for HK/Kommunal, og bladet finansieres af organisationen. Alligevel mener ansvarshavende redaktør Ulla Krag Jespersen, at det er så vigtigt, at ansvaret er kommet på journalistiske hænder, at hun i juni måned i år valgte at markere tiårsdagen for bladets redaktionelle uafhængighed med en frihedsfest.

"En journalist som ansvarshavende kan sikre, at alle bliver hørt – også dem, der er uenige med formanden. Det er jo medlemmerne og ikke formanden, der betaler for bladet. Så af hensyn til bladets troværdighed er det vigtigt, at vi ikke arbejder med ført hånd," siger hun.

Hun vurderer, at Kommunalbladet har større redaktionel uafhængighed af deres organisation end mange andre fagblade.

"Men alle journalister på fagbladene ved godt, at skriver vi noget, formanden er rasende uenig i, så risikerer vi i yderste konsekvens at blive fyret. Derfor er selvcensur vores største problem, og det vi skal være allermest opmærksom overfor. For fagbladsjournalister får en rigtig god løn," siger Ulla Krag Jespersen.

Cand.scient.pol Sven Scharling har som indehaver af Scharling Research foretaget mere end 60 læserundersøgelser for forskellige fagblade. Det er hans erfaring, at de faglige organisationer i løbet af de sidste 15 år har givet journalisterne større og større redaktionel frihed for at komme ud med deres budskaber, men der er alligevel en grænse.

Valg af emner
"Man skal ikke foregøgle læserne, at man ikke trækker på samme hammel som organisationen. Den journalistiske frihed går især på valg af emner og på, hvordan man serverer dem på en spændende måde. Men der er altså ikke tale om, at journalisterne holder justits med organisationen og hænger snavset vasketøj frem til almindeligt skue," siger Sven Scharling.

Han mener, at en fagbladsredaktør vil blive voldsomt upopulær hos den fagpolitiske ledelse, hvis hun uden forudgående accept som den første bringer en artikel, der kaster negativt lys over organisationen, og som derefter bliver taget op af andre medier. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det ikke kan lade sig gøre, mener Ulla Krag Jespersen.

Kommunalbladet har flere gange skrevet kritiske artikler om HK.

Det kritiske skal frem
"Hvis der foregår noget kritisk i HK, skal det frem. Og jeg vil foretrække, at det er Kommunalbladet eller et af HKs andre blade, der tager historien op, fremfor at det er Ekstra Bladet eller Rapporten. Det tjener organisationens interesser bedst," siger Ulla Krag Jespersen og fortsætter:

"Hvis formanden laver noget kritisk, skal det stå i bladet, men det kan læserne ikke have fuldstændig tillid til, at det gør, hvis han selv er ansvarshavende."

Ulla Krag Jespersen mener, at hendes rolle adskiller sig markant fra en informationsmedarbejders. Hun laver et medlemsblad, hvorimod de andre har til opgave at profilere organisationen og formanden i forhold til omverdenen. De skal sælge varen.

"Derfor tror jeg heller ikke, at jeg kunne bevæge mig rundt med begge kasketter på. Men jeg ved godt, at der mange steder sidder dygtige folk, som varetager begge opgaver," siger Ulla Krag Jespersen.

Der er ingen tvivl om, at fagbladsredaktører ind imellem lever livet farligt, når de skal forsøge at balancere mellem deres journalistiske idealer og deres arbejdsgiveres interesser, mener Sven Scharling. Men hvor farligt det er, er svært at finde ud af. Lektor i medieteori, Christian Breinholt, mener, at de konflikter, der ender med et brud, tit bliver holdt for lukkede døre, fordi organisationen på den ene side ikke ønsker at blive hængt ud for at ville styre "læsernes" blad, og journalisterne på den anden side er nervøse for at blive stemplet som besværlige, hvis de skal ud og søge nyt job i branchen.

"Det gør det svært for os andre at finde ud af, hvor mange politi-ske fyringer der reelt er inden for fagbladene. Og konsekvensen er, at vi tror, der er en større redaktionel uafhængighed, end der i virkeligheden er," siger Christian Breinholt.