Må jeg skrive pik? Ved læserne, hvor og hvad g-punktet er? Sexguides er en genre med faldgruber. Her er eksperternes seks bud på gode guides til underlivet og fem klare advarsler.
SEX. En sexguide skal skabe smil, kådhed og frem for alt et bedre og sjovere sexliv for læserne. Journalisten har talt med de sande eksperter – kvindemagasinerne og journalisterne selv – om, hvordan den gode sexguide kommer til verden.
Med sexguides er der ikke meget, der er overladt til fantasi og mavefornemmelse. Magasinerne har med fokusgrupper og anmeldelser af artikler klør fem på læsernes puls. Hos det norske Woman er sexguides blandt de mest populære artikler. På en skala fra et til fem scorer sexguiderne stort set altid fire.
1. BUD: MISSIONÆR MED ET TWIST
Man kan vist roligt kalde sex for en gammel traver – så man kan godt opgive at opfinde den dybe tallerken på ny. Men emnerne skal faktisk heller ikke være for avancerede.
»Jeg lavede engang en sexguide om, hvordan man 'spicede' missionærstillingen op – den fik jeg utroligt god feedback på,« siger Andrea Bak, der er freelancejournalist og gennem flere år blandt andet har skrevet sexguides til magasiner som Woman, Bazar og senest M!.
I bund og grund handler det om at inspirere til et bedre sexliv og give kvinderne – og nogle gange mændene – nogle konkrete råd, de kan bruge derhjemme.
Woman i Norge har også spurgt læserne, hvad de vil have. Og de vil læse om sex, de kan forholde sig til.
Men det er vigtigt, at der midt i detaljerne og de sjove eksempler også gemmer sig alvor.
»Sexguides er ikke nødvendigvis kun om, hvordan man kommer på to sekunder, eller hvordan man giver et godt blowjob. Overraskende mange vil gerne læse om, hvorfor man ikke har lyst til sex, har smerter ved samleje og så videre,« siger Camilla Björkman, der er redaktør på det svenske Cosmopolitan.
BUD 2: UNDERSØG DOBBELTSENGEN
Ideerne til den næste gode sexguide findes højst sandsynligt i din egen dobbeltseng eller i hvert fald i dine venners.
»Ideer kommer fra dagligdagen med kæresten, fra snak med veninder, fra artikler i avisen, film, bøger … you name it. Sex er et uudtømmeligt emne. Det gælder bare om at finde nye, interessante vinkler,« siger Heidi Sinding-Larsen, der er chefredaktør på det norske Woman.
Freelancejournalisten Elisa Lykke, der skriver sexguides til magasinet Q og webportalen Oestrogen.dk, henter også inspiration i de amerikanske magasiner, bøger og årstiderne. Sommerhalvåret lægger for eksempel mere op til en guide i det fri end vinterhalvåret.
BUD 3: MÆND HAR DET SVÆRT MED PIK
Skal man kalde en pik for en pik, eller er det bedre at holde sig til den mere neutrale betegnelse penis, eller måske er ord som anakonda og generalen et godt alternativ? I magasinerne Woman, Bazar og Q figurerer ord som fisse og pik. Men i mandebladet M! bliver synonymordbogen flittigt taget i brug, for pik er ganske enkelt udvist fra spalterne.
»Jeg må ikke skrive fisse og pik i M!. Det var jeg meget overrasket over. Der er jo halvnøgne damer i bladet og en meget lidt subtil form for humor,« siger freelancejournalist Andrea Bak, der er mandemagasinets faste sexguide-skribent.
I kvindemagasinerne bliver en pik altså kaldt for en pik. Men det må selvfølgelig ikke tage overhånd.
»Læseren indstiller sig på, at det skal handle om sex, så der er ingen grund til at være sart. Det er helt ok at skrive pik og fisse, men lad være med at skrive det ni gange i løbet af en guide. Der er noget gammeldags i os alle sammen, nogle ting vil vi gerne beholde i soveværelset,« siger freelancejournalisten Elisa Lykke.
Et godt råd er også at have målgruppen in mente. Er det naturligt for dine læsere at bruge ord som pik og fisse?
BUD 4. DETALJER, DETALJER OG ATTER DETALJER
Sexguiderne er broderet med detaljer, der skaber både kådhed og blussende kinder. Når man skriver en sexguide, skal man huske at være detaljeret – meget detaljeret.
»Vi lægger vægt på at være klare, tydelige og give en masse eksempler, du kan genkende dig selv i – og gode, jordnære løsninger,« siger Heidi Sinding-Larsen.
Og mange ved ganske enkelt ikke, hvordan tingene gøres, eller for eksempel hvor eller hvad g-punktet lige er.
»Man kan ikke bare sige: Rør ved din klitoris, og tænk på noget sexet. Mange kvinder ved ikke, hvordan de skal røre ved deres klitoris. Så det bliver man nødt til at fortælle i detaljer,« forklarer Camilla Björkman.
BUD 5. EKSPERTER GIVER LÆSERERFARINGER TYNGDE
På Cosmopolitan i Sverige og Woman i Norge anbefaler de, at man bruger sexologer og psykologer. Men egne eller andres helt konkrete erfaringer kan også være en god ide.
»Vi bruger ofte egne erfaringer, når vi skal lave scenarier og problemstillinger, men som regel lader vi eksperterne svare. Det giver artiklen mere tyngde og seriøsitet, og vi ved, at læserne gerne vil have eksperter i guiderne,« siger Heidi Sinding-Larsen.
Erfaringskilder er ofte bare på fornavn og alder. Ellers kan det være rigtig svært at få lov at fritte kilderne ud om deres seksuelle eskapader.
BUD 6. IND MED PRUTTERNE
Sex skal være sjovt, og humor er også et godt redskab til at komme omkring nogle af de ting, der kan være lidt pinlige.
»Vi skriver i en let, morsom og underholdende tone. Sex er ikke det mest alvorlige her i livet, og vi prøver at hjælpe læseren til at få et bedre – og morsommere – sexliv uden frygt for ikke at være god nok,« siger Heidi Sinding-Larsen.
Helt konkret kan man jo komme med sjove situationer fra det virkelige sexliv. Der er jo altid det gode eksempel med en kikset prut.
»Jeg er ikke af den overbevisning, at man skal grine, mens man har sex – men man må gerne skrive guiden på en humoristisk måde uden at blive plat. Hvis man kan få smilet frem, rammer man også den generte,« siger Elisa Lykke. /
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.