search

Seks stjerner til Presselogen på News

Skarp redaktion og stram styring af TV2 News’ nye program, Presselogen, løfter kvaliteten af kommentator-programmer.

Skarp redaktion og stram styring af TV2 News’ nye program, Presselogen, løfter kvaliteten af kommentator-programmer.

Der blev gået grundigt til værks i weekendens version af TV2 News’ nye program, Presselogen, som havde valgt at bruge det meste af den første udsendelse på perle-sagen.

Med Lotte Mejlhede i spidsen blev de fire gæster, Michael Dyrby, Nyhedsredaktør på TV2, Jakob Elkjær, chefredaktør på fagbladet Journalisten, Susanne Hegelund, chef for DR’s Tv-avisen og den professionelle kommentator og chefredaktør på internetavisen, 180grader.dk,  Ole Birk Olesen, hørt i mange forskellige perspektiver på perle-sagen.

Og selv om vi genså det famøse perker- eller perleklip fra Gaza-demonstrationen den 13. januar mange gange, lykkedes det for Mejlhede at holde sagens mange nuancer adskilt. Det er stjernegodt gået og viser, at vi også i Danmark kan gå i dybden med en sag uden at skulle nøjes med en bevidstløs gengivelse af præfabrikerede meninger.

Blandt andet blev det dokumenteret, at det langt fra er sikkert, at betjenten sagde perker,  fordi den første lydoptagelse, der blev bragt på landsdækkende tv, blev sendt i en dårligere kopi end den originale optagelse, som også blev afspillet i programmet.

Og så var det befriende at høre nyhedscheferne fra DR og TV2 medgive, at de burde have været mere kildekritiske, da historien brød ud, selv om begge med rette fastholdt, at historien var relevant at bringe.

Ole Birk Olesen, der altid er god for en skarp kommentar, fastholdt polemisk, at det var indlysende, at betjenten sagde perle, og at der således ikke var en sag. Han forsøgte endog at argumentere for, at der ikke er forskel på at kalde en indvandrer for perker og ham selv for brilleabe…

Dermed stak han en smule ud fra det øvrige panel, der mere nøgternt forholdt sig til mediernes dækning og ikke havde behov for at fremføre egne synspunkter om demonstranter og venstreorienterede journalister mv. Det forhindrede heldigvis ikke Lotte Mejlhede i at styre sikkert gennem udsendelsen.

Da udsendelsens fokus var på mediernes dækning, fik vi ikke belyst politiets egen håndtering af sagen. Og her er det stadig et åbent spørgsmål, hvorfor det gik, som det gik for Hanne Bech Hansen, der ellers er kendt for at kunne håndtere kriser i pressen bedre end de fleste.

Det kunne også have været rart at høre, hvad paneldeltagerne selv synes om, at politiet er nødt til at bruge nedsættende skældsord ved demonstrationer – hvad enten det er perle eller perker. Men det forhindrer ikke, at programmet får seks ud af seks stjerner herfra.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen