Journalisten har udvalgt en række fantastiske ideer fra medie- og kommunikationsbranchen. Fælles er, at de alle er gået galt. Vi lader de modige bagmænd tale ud om deres gigantiske ideer og uddeler trøstpræmier til gengæld.
LISTEN
Seks fantastiske medieideer, det er gået galt for:
- Svendborg Netavis – ville bryde det fynske nyhedsmonopol med kritisk lokaljournalistik. Overlevede 14 måneder.
- Fokus – ugeblad for mænd, der i 2006 ville sætte dagsorden med kritisk journalistik. Overlevede 10 måneder.
- TVS – sportskanal, der sidst i 90’erne skulle være Danmarks første kommercielle betalingskanal. Overlevede ni måneder.
- TV2 radio – radiostation, der i 2007 skulle udkonkurrere DR på radio. Overlevede ni måneder.
- Dagen – dagblad, der i 2002 ville reformere avisverdenen. Overlevede 41 dage.
- EU som kommunikationsprojekt – politisk ide, der skal samle Europa. Har overlevet 60 år og brændt millioner af på pr – uden at blive købt af borgerne.
FIGHTERPOKALEN
SVENDBORGS NETAVIS
Hver nat efter midnat uploader Frede Jakobsen sine artikler på Svendborgs Netavis. Så går han i seng og sover indtil næste morgen klokken cirka syv, for da begynder kilderne at ringe.
Frede Jakobsen arbejder dag og nat i de 14 måneder, hvor den 61-årige journalist ene mand skriver og driver Svendborgs Netavis, indtil projektet krakker.
»Helt ærligt, jeg havde ingen plan for finansieringen, ikke en skid. Nu ved jeg, at der skal kapital til at starte. Der skal være penge til en medarbejder, som sælger bannerreklamer, og til mindst halvanden journalist, så jeg af og til kan holde fri.«
Svendborgs Netavis bliver født i kærlighed og protest 1. marts 2010. Kærligheden gælder den kritiske lokaljournalistik. Protesten er rettet mod sammenlægningen af Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende, der ifølge Frede Jakobsen skaber et kvælende monopol.
»Dagbladene har måske to siders lokalstof om dagen. De dækker det, der lige flyder forbi af arrangementer og i pressemeddelelser. Netavisen ville researche dybere og gå grundigere til værks,« forklarer han.
I 15 år har Frede Jakobsen arbejdet i fynsk dagspresse. Senest som lokalredaktør på Fyens Stiftstidende, hvor han tager imod en frivillig fratrædelse, der sikrer ham de første måneders løn på netavisen. Ud over det gør han sig præcis to tanker om finansieringen:
»Den ene var, at det nok skulle gå. Den anden var, at jeg alligevel først kunne sælge reklamer og rejse penge, når jeg gennem nogle måneder havde bevist, at det var et kvalitetsprojekt.«
Og Frede Jakobsen fejrer journalistiske triumfer, for eksempel da han afslører kommunens dårlige behandling af syge og nedslidte borgere. Læsertallet boomer, 7.000 følger med hver dag.
Men pengene løber aldrig i kassen trods reklamesælger og opfordring til frivillige betalinger. 30. april 2011 er det slut.
»Jeg kørte flere måneder længere, end det økonomisk var forsvarligt, men jeg kunne ikke få mig selv til at hive stikket,« fortæller han.
I dag skriver Frede Jakobsen for Kjerteminde Avis. Samtidig »leder« han. I september genopstod Svendborgs Netavis som et »seriøst fritidsprojekt«. Drømmen er at finde de muligheder for finansiering, der tillader Frede Jakobsen at klø på igen.
»Der er behov for ambitiøs lokaljournalistik med flere stemmer, historier og vinkler, end monopolet tager op,« siger han.
HOTTESTE PIN-UP
MANDEBLADET FOKUS
Kenan Seeberg skæver til forsiderne en gang imellem. De hænger dér side om side på redaktionen i mediehuset Aller. I knap et år er Kenan Seeberg journalist på Fokus, et ugeblad for mænd, der lander i kioskerne 30. marts 2006, men lukker 10 måneder senere.
Forklaringen hænger på væggen. Her kan Kenan Seeberg og kollegerne se, at salget svinger med de skiftende forsider, men ikke én eneste har solgt til break even.
Til gengæld er journalisten overbevist om, at det snart vil vende.
»Jeg er opflasket i den tro, at produktet sælger, hvis læserne mærker entusiasmen bag. Jeg var sikker på, at salget nok skulle komme, hvis bare vi holdt ploven i furen,« siger han i dag.
Kenan Seeberg køber ideen næsten med det samme, da han bliver inviteret med om bord på det nye projekt i 2006. I blandt andet DR og på Ekstra Bladet har han beskæftiget sig med undersøgende journalistik og livsstilsstof i adskillige år, og også Fokus ønsker at sætte dagsorden.
Stemmen bliver ivrig, og øjnene lyser endnu, når Kenan Seeberg tænker på opgaven:
»Jeg ville for eksempel have en ordentlig kulturdækning og interviews, der gik bagom, ligesom morgenaviserne, når de er gode. Men samtidig med flotte billeder. En slags Time light,« siger han.
Da første nummer lander på redaktionen, får adskillige medarbejdere et chok. På forsiden er en pin-up pige, som effektivt spænder ben for signalet om et blad, der vil tages alvorligt.
Damerne forsvinder, og redaktionen udgraver pænt store historier og går tæt på blandt andet skadede veteraner, 11. september og spin på Christiansborg.
Men efter 10 måneder er det slut. Kenan Seeberg får beskeden en aften klokken 20 på jernbanebroen ved Valby Station, hvor chefredaktøren ringer til hans mobil: Fokus lukker på grund af dårlig økonomi.
Kenan Seeberg husker skuffelsen endnu:
»Fuck, tænkte jeg. Øv. Det var jo min baby, som jeg var med til at skabe. Jeg følte, vi lige var begyndt.«
Følelsen holder ved den dag i dag.
»Aller gav os friheden til at skabe noget, der var brand new i den danske medieverden, men de gav os ikke tiden til at prøve det af. Jeg mener stadig, at der er en åben bane for et ugeblad for mænd i Danmark.«
FLOTTESTE JOGGINGSÆT
TVS
Lige inden 1997 bliver til 1998, bliver medarbejderne på tv-kanalen TVS kaldt sammen. I flere måneder er snakken gået i hjørnerne og skriverierne taget til i pressen. Sportskanalen TVS er et flop. Den decemberdag, blot ni måneder efter at stationen var gået i luften, er det slut.
»Jeg var virkelig lettet. Nogle kolleger var kede af det. Jeg var bare … phew,« siger journalist Anders Havndrup i dag, når han tænker tilbage.
Tv-kanalen TVS har meget umage forældre. DR, TV 2 og Tele Danmark, i dag TDC, er gået sammen for at skabe noget nyt i den danske tv-verden – en betalingskanal kun med sport. Kanalen går i luften 14. marts 1997 med 80’erhelten Preben Elkjær som direktør. To måneder inden var Anders Havndrup blevet ansat direkte fra journalisthøjskolen.
»Jeg ville bare have et job, og her var TVS en topfed mulighed. Jeg skulle lave sport, stationen lå i København, det var perfekt. Og så fik jeg lov til at stå ved siden af Preben Elkjær i kantinekøen. Det var rigeligt for mig.«
Stationens medarbejdere er en blanding af garvede folk – Sven Gehrs og erfarne redaktører fra DR – og folk som Anders Havndrup.
»Vi var unge, sportsinteresserede gutter, der drønede rundt om hinanden. Nogen havde aldrig lavet tv før, men vi havde begejstringen. Vi mødte gerne klokken 9 om morgenen og gik hjem igen klokken 23. Det var lidt kaotisk og fantastisk sjovt.«
Men problemerne viser sig hurtigt. Stationens forældre kan ikke enes om, hvordan de skal bidrage til TVS’s husholdningsbudget. DR og TV 2 slås om rettighederne, husker Anders Havndrup.
»Vi kunne ikke vise de store håndbold- og fodboldkampe, så vi viste jo alt andet. Volley, basket, synkronsvømning, havde jeg nær sagt,« siger Anders Havndrup.
Skriverierne begynder tidligt. Med Preben Elkjær i front har TVS lagt an til noget stort, og da resultaterne ikke bliver derefter, begynder pressen at rette skytset mod den unge station.
»Man opbygger en trodsighed, når der er så meget dårlig omtale. Det giver nogle små energiboosts, og vi havde også et rigtig godt sammenhold på stationen. Men man kan jo ikke blive ved med at køre på den trodsige energi, når man hele tiden kan læse i aviserne, at det, man laver, er noget lort,« siger Anders Havndrup, der i dag er vært på TV2 News.
“Elkjærs fiasko” lyder overskriften i Aktuelt i november 1997. Sportskanalen taber angiveligt en kvart million i døgnet. TeleDanmark, der ellers har lovet at give kanalen lang snor, trækker stikket ud i december.
I årene efter bliver TVS et skræmmeeksempel for nye betalingskanaler.
»Ideen var sjov,« siger Anders Havndrup, »men der var så mange ting, der ikke blev tænkt ordentligt igennem. Det at TV 2 og DR skulle eje en kanal sammen, det virkede simpelthen ikke. Det gjorde, at vi ikke fik de rigtige rettigheder til, at folk gad betale for kanalen. Og så var vi for tidligt ude. På det tidspunkt var vi jo den første betalingskanal, og det var svært at overbevise tv-seerne om, at de skulle betale, jeg ved ikke hvor mange hundrede kroner ud over licensen. Hvis man kan lære noget af TVS, kan man lære, hvordan man ikke skal gøre det.«
BEDSTE FÆRGE
TV2 RADIO
»Det var rædselsfuldt, en frygtelig periode.« Stemmen kommer helt fra Strasbourg og emmer af ægte beklagelse.
I dag er Jens Rohde medlem af EU-parlamentet for Venstre, men i ni måneder fra februar 2007 indtil sin fyring i november samme år var han direktør for pionerprojektet TV2 Radio, der endeligt døde knap et år senere.
Igen og igen griber han efter den følelse af fiasko, han stadig ikke har rystet af sig.
»Vi ødelagde drømmene om et kommercielt gennembrud på det danske radiomarked. Jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på TV2 Radio,« siger han.
Ingen tror, radioen kan fejle, da projektet bliver støbt i 2006. Stationen skal drives kommercielt, men udfordre DR’s P3 og P4, og ressourcerne er store. For eksempel lejer direktøren før lanceringen en færge for at sende de første tre uger fra havne i hele landet.
»Vi havde en stor station i ryggen, vi følte, vi havde uanede muligheder. Men når du tror, Titanic ikke kan synke, så synker Titanic,« konstaterer Jens Rohde, som også husker, hvor problemerne starter.
TV 2 er midt i en flytning, hvor alle københavneraktiviteter samles på Teglholmen, og samtidig barsler koncernen med News. Radioens medarbejdere kastes rundt på adresser fra Kødbyen til Sydhavnen.
Blandt de nye værter og programmer er komikeren Casper Christensen, radioprofilen Lars Daneskov og aktualitetsprogrammet Nyhedsministeriet, som alle er gode hver for sig, forklarer Jens Rohde. Men turbulensen gør, at TV2 Radio aldrig får skabt et sammenhængende koncept, inden den går i æteren.
»Mange lyttere snuste til os, men faldt fra igen. Hvis de syntes, ét program var fedt, kom der en helt ny kanal timen efter. Det stak i for mange retninger, og lyttetiden blev for kort,« siger Jens Rohde.
Hvorfor gør Jens Rohde ingenting, spørger medarbejderne.
»Men jeg havde ikke kompetencen til at træffe de nødvendige beslutninger. Jeg kunne hverken hyre eller fyre, og hvis jeg ville ændre i fladen, skulle jeg spørge programchefen for hele koncernen,« siger han.
Til sidst er situationen så ulidelig, at direktøren skriver sin egen opsigelse.
»Der stod, at det var spild af penge at lønne en direktør, som ikke har beslutningskraft,« siger han.
Men før brevet er afleveret, bliver han fyret for at kommentere på dansk politik i dagspressen. 10 måneder senere lukker TV2 Radio.
Rejsen er endelig slut, men fallitten gnaver stadig – i Jens Roh-de såvel som alle dem, der deler drømmen om en kommerciel konkurrent til Danmarks Radio:
»Med TV2 Radio forsvandt tilliden hos de investorer, der skal poste penge i et kommercielt radioprojekt. Vi stod tilbage som dem, der ødelagde drømmen. Som radiomand er jeg virkelig ked af det,« siger han.
OPTIMISTPRISEN
DAGBLADET DAGEN
Peter Linck sidder i det bløde, hvide sofaarrangement på Skovshoved Hotel. Han har sagt ja til at fortælle, hvad der gik galt, da han brændte sine egne og mange andres fingre på den kogeplade, der hed Dagen. Avisen, der var den første nye danske betalingsavis siden 1943, når at udkomme i 41 dage, inden Peter Linck må underskrive konkursbegæringen den 6. december 2002. Avisen skylder 35 millioner kroner væk.
Det hele startede også med et hul.
»For mig var det helt åbenlyst: På samtlige mediemarkeder – tv, radio, magasiner – blev det hele enormt fragmenteret. Dagbladene var den eneste mediegruppe, hvor der ikke skete noget. Dagen skulle henvende sig til alle de læsere, der ikke gad dele Politiken med deres forældre. Selvfølgelig ville de vælge en avis, der demografisk og værdimæssigt lå meget tættere på deres verden,« siger Peter Linck.
Dagen hapser nogle af branchens bedste folk, der skal skrive til de kreative og ressourcestærke – alle dem, der ikke kan undvære dagens avis. Annoncørerne vil flokkes om læserne og det nyskabende design. Efter blot tre uger mener Peter Linck, at avisen rammer det helt rigtige udtryk. Noget, der havde taget år på hans tidligere projekt, Euroman. Det er alt det udenom, der går galt.
»Det var som at tabe en fodboldkamp 6-4. Angrebet, redaktionen, gjorde alt rigtigt, men forsvaret lod målene sejle ind. Alle de fejl, der blev begået – amatøragtige fejl – blev begået i administrationen. Og det var mit ansvar,« siger Peter Linck.
Da Dagen udkommer første gang den 22. oktober, har selskabet allerede 15 millioner kroner mindre i kassen end planlagt. Der mangler investorer.
»Jeg var for grådig. De mulige investorer ville købe andele billigere, end det jeg selv kom af med. Det afviste jeg. Jeg kunne have reddet avisen, i hvert fald i første omgang, hvis jeg havde sagt ja tak.«
Men problemet opstår langt tidligere. Den fastlagte deadline for, hvornår avisen skal udkomme første gang, ender med at blive Dagens store problem. Tanken om at udskyde hele projektet pibler langsomt frem, mens budgettet krakelerer. Men samtidig er der et godstog af optimisme omkring projektet, en milliardfond i ryggen og en ivrig bestyrelse. Og først og fremmest en overivrig iværksætter.
»Selv om jeg kunne argumentere rationelt for projektet, så var jeg i sansernes vold. En stærk bestyrelse kunne have udskudt udgivelsesdatoen, men de var lige så begejstrede, som jeg var. Og det virker simpelthen ikke. Jeg skal bruge en bagstopper, en realist. Jeg kan ikke ændre mig selv og min begejstring. Jeg skal bruge en pessimistisk, kreativ modspiller, der kan stå imod uden at slå ideen ihjel, og det er jeg blevet bedre til.«
Hvis han skulle gøre det hele om, ville Peter Linck bruge et år på at udvikle det redaktionelle koncept og sikre, at der var nok råderum i budgettet til, at ting kunne gå galt. For det koster rigtig mange penge.
»Sådan et projekt kan ikke starte i et kælderlokale og så vokse sig stort. Man bliver nødt til at starte med et brag og være et reelt alternativ fra dag ét. Dagbladsmarkedet er mediebranchens Champions League. Jeg undervurderede de kræfter, vi var oppe imod.«
MEST ELITÆRE
EU SOM KOMMUNIKATIONSPROJEKT
Fundamentet for EU blev lagt for 60 år siden, men er lige siden mislykkedes som kommunikationsprojekt. Borgerne har stadig ikke lært at interessere sig for, endsige elske samarbejdet.
»Helt generelt har vi det problem, at EU bliver set som elitens projekt. Det kan jeg godt forstå, at folk tænker, når de ser mænd i jakkesæt og slips, der har EU-flag på deres kopper, og som finder ud af, hvordan tingene skal gøres. Det er ikke let at kommunikere,« starter Michael Vedsø og sukker.
Han er kommunikationschef for Europa-Kommissionen i Danmark og holder til i Europa-Huset i Gothersgade. Herfra skal han sørge for, at danskerne forstår, hvad EU er, og hvorfor det er godt for dem.
Men den opgave har slået fejl igen og igen i løbet af de seneste mange år. Det er der mange årsager til, fortæller Vedsø. En af dem er, at medierne ikke gider skrive om EU – og det kan han sagtens forstå.
»Jeg plejer at sige, at EU er en ‘konsensusmaskine’. I maskinrummet hader vi, når man kan se brudfladerne. Der ligger blodige slag bag, men på overfladen lader vi, som om alle er enige. Problemet er, at konsensus er notorisk uinteressant for medierne,« siger Michael Vedsø.
Han mener, kravet om konsensus gennemsyrer hele systemet.
»Når kommissionen fremlægger et nyt forslag, er det i princippet hele kommissionens forslag, selv om kommissærerne kan være rygende uenige. Det siger vi ikke. Det samme gælder i Ministerrådet, hvor man aldrig beslutter noget, der kan sende en minister hjem til en fyreseddel. Og ved EU-Domstolen, hvor det er helt uhørt, at dommerne afgiver dissens,« siger Vedsø.
Men hvorfor bliver I så ved med at være den konsensusmaskine?
»Det går helt tilbage til EU’s rødder. Vi skal forebygge konflikter. Hvis man fortæller, at Frankrig har vredet armen om på Tyskland, så bygger man ikke bro, man graver grøfter. Til gengæld er det kedeligt.«
Tegneserien ‘Hvad vandet gemte’ er et godt eksempel på forfejlet kommunikation. Den udkom i 2007 og var et forsøg fra Europa-Parlamentet på at kommunikere på en ny måde.
Den handler kort fortalt om en kvindelig EU-politiker, der i al hast skal have vedtaget nye miljøregler, så hun kan stoppe nogle slemme kemikaliegutter, der forurener. Tegneserien ramte måske et publikum i Sydeuropa, men i Danmark blev der snarere grinet af den falske dramatik – i formuleringer som “jeg har lige fundet ud af, at der er uformelt møde i Forligsudvalget. Jeg må løbe!”
Lykkedes den tegneserie?
»Nej, slet ikke. Det var et forsøg på at gøre EU relevant for børn og unge. Men der er bare slet ikke samme humor fra Finland til Malta.«
Tværtimod er tegneserien blevet kritiseret for at være propaganda for EU’s herligheder. Det afviser Vedsø, men han erkender, at de årelange anklager – til tider berettigede – om propaganda er et seriøst problem.
»Propaganda er et skræmmebillede, vi kæmper med og faktisk også bruger internt,« siger han.
Derfor kæmper han også for en helt ny tilgang til kommunikation. Kort fortalt handler det om mindre kontrol og mere debat. Her i Danmark har kommissionen for nylig lanceret bloggen europatrenul.dk ud fra princippet: EU betaler, men uafhængige journalister leverer analyser og artikler.
»Pointen med bloggen er lige netop at komme ud over det, hvor vi kan klandres for propaganda, og så prøve at være åbne for debat – og også kritik,« siger Michael Vedsø. •
OVERLEV
Det skal du sikre dig, hvis din mediedrøm skal gå godt:
• IDE: Walk the talk – lav det, du siger, du vil lave. Ingen lækre damer på forsiden af seriøse
mandeblade.
• BRANDING: Overvej, hvem og hvad I er. Hvorfor skal en ny radiostation sejle rundt i en færge i tre uger?
• ØKONOMI: Du skal vide, hvor ALLE pengene skal komme fra. Annonceindtægterne stiger ikke,
når du mangler penge. Tværtimod.
• REALISME: Du er altid mere begejstret end brugerne – men begejstring kan ikke sælges.
• NØDBREMSE: Hvis forretningsmodellen bryder sammen, så stop øjeblikkeligt. Det bliver kun værre fra nu af.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Svendborgsnetavis var en dødsejler fra starten. Ualmindeligt amatøragtigt, grimt og dårligt design, artikler der dukkede op når journalisten gad skrive dem - altså ikke noget kontinuerligt, så man vidste der var en række lokale nyheder hver dag og så et meget indforstået og til tider nærmest "konspirationsteori-agtigt" over det hele.