Journalisten satte sig op i toget fra Hillerød sammen med DJ’s formand, Mogens Blicher Bjerregård, der har siddet i stolen i 12 år. Han er klar til at tage turen to år mere og føler sig mere kompetent end nogensinde: »Jeg kan gøre en forskel.«

Klokken 8.22 er Mogens Blicher Bjerregård klar til at trykke på den grønne knap. Foran ham står et endnu mennesketomt S-tog med snuden pegende mod syd, klar til at føre Mogens og hans medpendlere ind til den daglige arbejdsdont i hovedstaden.

»Jeg tager altid forreste vogn. Den er nærmest udgangen, når jeg skal af på Nørreport.«
Mogens sætter sig til rette ved vinduet med rygsæk og cykelhjelm placeret på gulvet mellem benene. Og det gør han nu på 17. år. Siden 1. januar 1994 har den dagligt stået på tre kvarters togrejse til og fra København. Først som formand for

DR-journalisterne, senere som faglig konsulent i DJ og siden 1999 som formand.
Og endestationen synes langt væk. Mogens genopstiller som eneste formandskandidat og går ind til sin syvende periode som formand og to nye år som S-togspendler.

Du stiller op til genvalg – er det den bedste løsning for DJ?
»Det må du spørge medlemmerne om. Jeg gør det, fordi jeg mener, jeg har masser af arbejde at gøre. I den tid, jeg har siddet som formand, har jeg fået rigtig meget indsigt, og jeg oplever, jeg kan gøre en forskel.«

Når Mogens selv skal fortælle om den forskel, han har gjort i sine 12 år, peger han blandt andet på en professionalisering af DJ. Han fremhæver indsatsen for rådgivning og efteruddannelse gennem oprettelsen af DJUK, som i hans øjne er en ganske unik opfindelse.

12 år er usædvanligt længe for en DJ-formand. På det seneste har der været talt om at tidsbegrænse, hvor længe man kan sidde på politiske poster i DJ.
»Jeg kan sagtens forstå synspunktet om, at man vil sikre løbende fornyelse. Men jeg synes, det er ærgerligt, når en smadderdygtig formand går på et tidspunkt, hvor pågældende har megen indflydelse. Indflydelse er jo ikke noget, man arver. Det er bundet til personen gennem personlige relationer.«

Han siger, at han føler et stort ansvar for at sikre tronfølgen og nævner DJ’s kursus i faglig ledelse, som han selv betragter som udklækningssted for mulige formænd. En person, der har været på tale som emne, er Didde Elnif. Men hun forlader nu HB – og hun har ikke fået nogen opfordring fra formandskabet om at stille op til en af de to formandsposter.

Vil du trække dig til fordel for den rigtige eller opfordre næstformanden til at trække sig?
»Ved du hvad, de spørgsmål vil jeg slet ikke svare på. Når man sidder som formand for et forbund, så skal man ikke skabe spekulationer. Så skal man være 100 procent formand.«

Toget forlader perronen. På vej ud af Hillerød kan vi fra vinduet skimte gavlen af Mogens’ hus i et villaområde syd for byen. En hvidmalet murermestervilla. Ikke prangende, men et solidt hus. Vi ville gerne have været på besøg, men det ville han ikke. Mogens er en mand, der holder fast i privatsfæren.

Han synes selv, medlemmerne i dag får mere formand for pengene.
»Jeg er langt mere sikker på min rolle og mine opgaver. Jeg er langt mere sikker, når jeg holder min beretning på delegeretmødet, jeg føler mig langt mere sikker, når jeg går på Christiansborg og holder møder med politikere derovre. Jeg har langt mere indflydelse, for eksempel ved møderne i Copydan-systemet, fordi jeg har viden og ballast.«

Du er god til at holde sammen – men hvordan har du det med at skære igennem?
»Jeg kan godt skære igennem. Og det skal man gøre, når man kan se, at nu når vi ikke længere. Det er noget, jeg er blevet bedre til.«

I 2010 tog Mogens på en dialogtur ud i kredsene. Et af de signaler, der gik igen blandt mødedeltagerne, var, at man gerne så flere markante udmeldinger i offentligheden fra DJ.

Mogens vil gerne forsøge at være skarp. Men han vil ikke være skarp bare for at skabe profil.
»Jeg tror altid, det vil blive efterlyst – nu skal man være mere markant her og mere markant der. Men lad mig tage det med mediestøtten: Vi var faktisk den første organisation, der konkret sagde, at der skal gives støtte til nye medier, og hvordan det skal gøres.«

Mange medlemmer er i dag delvist afhængige af mediestøtten, som den fordeles i dag. Hvor meget er du bundet af hensynet til dem?
»Vi skal sikre, at mediestøtten i fremtiden sikrer stor mangfoldighed af medier. Har vi det, så er der også mange arbejdspladser til vores medlemmer. Men hvis vi bare lader stå til, så forsvinder arbejdspladserne, og så forsvinder støtteordningen også.«

Han ser ud ad vinduet. Strækningen mellem Hillerød og Holte er den bedste del. Her er træer, marker, småkuperet landskab.
»Det er en dejlig tid, vi går i møde,« noterer han og spejder ud mellem stammerne i en lille lund, hvor kulden og de visne blade stadig holder forårsblomsterne i skak.

Det tager Mogens Blicher Bjerregård 10 minutter at gå turen fra Nørreport til forbundshuset på Gammel Strand. Hjelmen fastspændes sirligt, så den ikke rammer forbipasserende. – foto: Thomas Nielsen

Mogens elsker tog. Når han skal til møder i udlandet, er toget som regel det foretrukne transportmiddel, selv syd for Alperne. Han er det lange seje træks mand.
Det seneste år har noget af turen imidlertid været meget op ad bakke. Årsagen er den nye offentlighedslov, hvor DJ var med til at acceptere et forslag om en paragraf, der fritager dokumenter for aktindsigt, når de har været brugt til ‘ministerbetjening’.

Formanden måtte gøre op med samarbejdspolitikken og undsige § 24.
»Jeg er blevet skudt i skoene, at jeg gik ind for § 24. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har taget udgangspunkt i kommissionens betænkning, og det mener jeg stadig er rigtigt at gøre. Der var en pakke af paragraffer med mange gode elementer. Så var der § 24, der have nogle rigtig dårlige elementer, og der gjorde vi opmærksom på, at der skulle strammes gevaldigt op med bindinger på, hvad der overhovedet skulle være ministerbetjening.«

I februar 2011 kommer der imidlertid nye toner fra formanden. I en kronik tager Mogens nu definitivt afstand fra § 24. Det afgørende var en høring i januar på Christiansborg.
»Jeg oplever to professorer, hver især dybt inde i stoffet, der har hver sin fortolkning af, hvordan § 24 og 27 skal anvendes. Det var med til at fortælle mig, at her er noget, der ikke bare er galt, men er rivende galt.«

Set i bakspejlet: Burde DJ’s repræsentant i kommissionen have indgivet dissens mod § 24?
»Jeg tror ikke, man skaffer sig mere indflydelse ved bare at feje det af bordet, som vi selv har været med til at arbejde på i syv et halvt år. Jeg tror ikke, det er en troværdig måde at lave påvirkningssamarbejde på. Jeg tror, det troværdige er at gå ind, som vi har gjort, holdt de møder, lyttet. Der er skrevet hvidbog – en fantastisk hvidbog. Alt det arbejde har ført os til der, hvor vi er i dag.«

Havde du taget så kraftigt afstand fra § 24 uden det massive pres fra baglandet?
»Nej, det tror jeg såmænd ikke. Men det er jo også der, vi har været stærke – vi har haft forskellige roller, og dem har vi formået at bruge. Det har haft kæmpe værdi for mig og mit arbejde, at der har stået nogle praktikere og sagt det, de har sagt.«

Det er fredag, og så er Weekendavisen en tur med i rygsækken. Mogens skimmer den tynde, men stofmættede avis for artikler, han vil læse på hjemturen. Udenrigsstoffet plejer at ligge godt til på prioritetslisten, men også bogsektionen.

Der er egentlig nok at tage sig til her efter Holte, hvor naturudsigten er blevet afløst af biler på Lyngbyvejen. Aviser, der skal læses, mails, der skal tjekkes på computer eller telefon, og så er der de bekendtskaber – pendler-venner – man får oparbejdet, når man tager samme togtur hver dag i 17 år.
»Jeg synes, det er en god ting at møde folk, der laver noget helt andet.«

DJ er et åbent forbund i forhold til andre journalistforbund. I Norge vil man kun organisere ‘redaktionelle medarbejdere’ – kommunikationsfolk er ikke velkomne.
»Jeg ved godt, du kan gå til andre lande, hvor journalistforbund ikke organiserer de områder. Forskellen er, at vi inkluderer i stedet for at ekskludere. Det interessante er, at vi formentlig er det stærkeste journalistforbund i verden,« siger Mogens og glemmer ikke at tilføje, at forbundet i hans regeringstid er vokset fra 9.000 til 15.000 medlemmer.

På DJ’s hjemmeside kan man læse om forbundets centrale opgaver. Øvest på listen står: At værne om pressens frie adgang til informationer. Spørgsmålet er, om man kan løse den opgave, hvis man samtidig skal yde opbakning til en kommunikationsmedarbejder, der har til opgave at styre informationsstrømmen.

Mogens kalder spørgsmålet fordomsfuldt.
»En meget stor del af kommunikationsområdet handler om at få informationer ud til borgerne. Ja, det er styret information, det er rigtigt. Men der er nogle grundregler inden for det her kommunikationsområde, som vi kan være med til at påvirke.«

Hvordan kæmper DJ for kommunikatørerne?
»Vi har en mission om at arbejde for, at medier og kommunikation spiller en afgørende rolle for dialog og åbenhed i samfundet. Den dygtige kommunikationsmedarbejder er med til at skabe dialog og åbenhed.«
»Og vi har også forsøgt at arbejde med nogle etiske normer på kommunikationsområdet. Det er en svær størrelse, der tager lidt tid. Men det tog også DJ 30 år at anerkende de presseetiske regler.«

Turen fra Nørreport til Gammel Strand tager 10 minutter i rask gang. Går man ad Fiolstræde, sparer man to minutter. Og så ligger der også nogle gode boghandlere, hvis bogkasser det godt kan være værd at bruge et par minutter på.
På vejen fortæller Mogens om sine første journalistår på Bornholmeren, der samtidig var første sted, han blev tillidsmand.

I Mogens’ tid har der kun været en stor konflikt i DJ. Det var i DR, og det var ikke uden murren i krogene over velbetalte skærmtrolde, der skulle have fuld indtægtsdækning. For et år siden var det tæt på i Aller, men ballonen revnede med en voldgiftskendelse, der gik DJ imod. Men Aller-sagen afslørede også en tøvende konflikt-opbakning blandt de fastansatte og en række freelancere, der hurtigt bukkede under og skrev under på Allers kontrakter.

Billedet af DJ som faglig kamporganisation kan virke en smule falmet. Hvis man da ikke lige hedder Mogens Blicher Bjerregård.
»Jeg oplevede faktisk et stigende sammenhold i hele den periode. I det hele taget har jeg i de senere år oplevet et stadig større sammenhold mellem frie og fastansatte, og det er også en af vores udfordringer at udvikle det.«
Han fastslår, at DJ – og medlemmerne – er helt klar til en konflikt, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men lige nu falder reallønnen. Hvorfor accepterer DJ det?
»Der er perioder, hvor lønnen betyder meget, og andre perioder, hvor det ikke betyder så meget. Du kan ikke sige, at det nødvendigvis er for dårligt, fordi reallønnen falder.«

Heller ikke når arbejdsgiveren som for eksempel JP/Politikens Hus har overskud og en tyk bankbog?
»Jeg vil ikke sidde og forhandle overenskomster her.«

I mediebranchen fyger det sjældent med hårde ord mellem arbejdsgivere og -tagere.
»Sådan er det. Da jeg var til mit første møde i Danske Dagblades Forening, sagde Ebbe Dal (direktør i Danske Dagblades Forening, red.): I løbet af en toårig periode er vi gode venner 1 år og 9 måneder. Så kommer der en periode, hvor vi ikke er gode venner, og så bliver vi det igen.«

Service- eller kamporganisation. Hvor ligger DJ på skalaen?
»Sådan kan du ikke stille tingene op. Service er en af vores opgaver. Kamp kan man føre på mange måder. Kamporganisation er man saftsuseme også, når man skaber resultater. Og resultaterne opnår man bedst gennem forhandlinger og aftaler.«

Mogens er fremme på Gammel Strand. I stedet for at gå ind ad porten tager han de tre trin ned i velkomstcenteret.
»Jeg går altid den her vej. Bare lige for at sige hej og vise, at jeg er kommet.«

Og – kunne han have tilføjet – bliver her lidt endnu.