Kulturpolitikken vandt, da staten og TV 2 i første omgang blev frikendt i sagen om påstået ulovlig statsstøtte til TV 2, da EF-domstolen den 22. oktober afgjorde en række sager. Afgørelsen er ikke bare til fordel for dansk public service-tv, men principielt også med store europæiske, kulturpolitiske perspektiver.
Amsterdamtraktaten gør det klart og understreger betydningen af, at de enkelte lande må understøtte public service-tv, og det er lige præcis, hvad Danmark har gjort i forhold til TV 2. Det lykkedes de kommercielle konkurrenter til TV 2 at føre konkurrencepolitik ind foran kulturpolitik på det danske mediemarked.
Det er ikke nogen ringe platform at sikre fortsat public service-tv på TV 2 og i de øvrige public service-stationer rundt om i Europa. Hvad EF-domstolen derimod ikke løser, er de økonomiske problemer, TV 2 er havnet i her og nu. Uagtet domstolens afgørelse har politikerne her en særdeles vigtig opgave.
Mangfoldigheden ved og konkurrencen mellem DR og TV 2 er med til at underbygge den demokratiske udvikling, og derfor skal politikerne finde en løsning, som på langt sigt sikrer, at vi har et TV 2 med public service-forpligtelser, og alle de muligheder disse forpligtelser giver for at fastholde danskernes interesse om TV 2.
Når EF-domstolens afgørelse så alligevel skal med i bagagen, er det jo, fordi domstolen har cementeret grundlaget for nationalstaternes muligheder for at udvikle public service-radio og -tv. Det er da en god baggrund at fortsætte arbejdet på.
Nu er det ikke længere nok for kulturministeren og kultur- og medieordførerne at tale og have principielle holdninger. Nu skal der handles, og tidshorisonten er kort.
Inden for de næste par måneder skal politikerne have fundet en bæredygtig økonomisk løsning for TV 2, for ellers mister befolkningen den tv-station, de med licensmidler og bred politisk opbakning har bygget op gennem 20 år. Jeg ved ikke, om det reelt er gået op for danskerne, men TV 2 går altså konkurs, hvis der ikke findes en løsning. Det ville være en skandale, som ingen politiker med respekt for kulturpolitik og demokrati kan stå model til.
Hvad kan politikerne så gøre? En ting er sikkert. De skal finde en blandt flere løsninger, som alle sikrer et solidt økonomisk fundament under TV 2, så stationen fortsat kan levere nyheder, aktualitet, dokumentar, sport, børne-tv, drama og kultur i det hele taget på et højt kvalitetsniveau.
Det nytter ikke med skrabede løsninger eller henvisninger til, at TV 2 bare må klare sig i den almindelige konkurrence med de øvrige kommercielle tv-stationer. For der er nemlig den afgørende forskel, at der bliver stillet særlige krav til TV 2, samtidig med at andre kommercielle stationer kan sende fra lande, hvor reklamereglerne er meget mere lempelige end i Danmark.
Og nej, vi vil ikke have de meget lempeligere reklameregler. Må jeg her for eksempel henvise til den svenske domstolsafgørelse, der slog fast, at reklameafbrydelser i film er ophavsretskrænkende.
Der må og skal andre økonomiske midler til end reklamekronerne. Tidligere var det blandingsfinansieringen, hvor TV 2 var delvist licensfinansieret. Det var helt frem til 2004 et vigtigt fundament for TV 2's økonomi. At vende tilbage til denne model er en af mulighederne, men det kræver nok samtidig, at politikerne opgiver salget af TV 2 og i øvrigt garanterer DR, at det ikke vil gå ud over deres muligheder.
En anden mulighed har TV 2, både ledelse og medarbejdere, selv peget på, nemlig en abonnementsordning, hvor seerne skal betale en tyver om måneden for at modtage hovedkanalen. Endelig er der den tredje mulighed, som nogle nævner er, at politikerne finder ekstra penge til den pose, der hedder public service-puljen Det kræver dog, at der tilføres rigtig mange penge andre steder fra.
Det helt afgørende er, at politikerne finder sammen om en løsning nu og sikrer, at den er langtidsholdbar. Amsterdamtraktatens bestemmelser om public service-tv lever, men nu og her kræver det i den grad handling, hvis TV 2 skal overleve.