Seidenfaden: Fuld dækning for Vesselbo-artikel

Politiken havde fuld dækning til at skrive, at Eyvind Vesselbo ville skifte fra Venstre til Ny Alliance, siger chefredaktør Tøger Seidenfaden. 

Politiken havde fuld dækning til at skrive, at Eyvind Vesselbo ville skifte fra Venstre til Ny Alliance, siger chefredaktør Tøger Seidenfaden. 

Chefredaktør for Politiken Tøger Seidenfaden fastholder, at det var rigtigt, da Politiken i går sendte en avis i trykken, hvor der på forsiden stod, at Eyvind Vesselbo ville forlade Venstre til fordel for Naser Khaders nystiftede parti.

"Vi havde fuldt grundlag for at skrive historien på basis af de oplysninger, som forelå i går, men så har Eyvind Vesselbo øjensynligt fortrudt og sprunget fra her til morgen," siger Tøger Seidenfaden.

Han ved ikke konkret, hvad der har fået Vesselbo til at ændre sin beslutning.

"Men det er ikke så overraskende. Når vi nærmer os de halvfems mandater, opstår der et ekstra stort politisk pres, og det har Eyvind Vesselbo øjensynligt ikke kunnet modstå," siger Seidenfaden.

Han hæfter sig ved, at Ny Alliance ifølge politiken.dk's oplysninger også havde den opfattelse, at Vesselbo var på vej til at skifte parti.

"Så jeg mener ikke, at der er så meget tvivl om, at historien var rigtig i går, men det er omvendt Vesselbos ret at fortryde, og det har han så gjort. Det respekter vi fuldt ud, så i morgen vil der også stå, at Eyvind Vesselbo alligevel bliver i Venstre," siger Seidenfaden.

Vesselbo har sagt til politiken.dk, at han i går fortalte journalisten fra Politiken, at han ikke kunne bekræfte historien, om at han var på vej ud af Venstre.

"Jeg ville gerne have, at Politiken citerede mig for, at det ikke var nogen rigtig historie, og at jeg ville dementere det med det samme, når den kom, og om jeg kunne blive citeret for det," siger han i dag til Politikens netavis.

Til det svarer Seidenfaden:

"Han ønskede ikke at kommentere det. Det siger sig selv, at hvis han havde ønsket at dementere det, havde vi skrevet det, men kernen i den samtale var, at han ønskede ikke at kommentere det, og dermed ikke at dementere det."

Vesselbo har også kaldt artiklen i Politiken for "det pure opspind", men det mener Tøger Seidenfaden ikke hænger sammen med udmeldingerne fra Ny Alliance.

"Hvis det er tilfældet, at det er det pure opspind, må Ny Alliances ledelse være lystløgnere, for de mener også, at det er foregået, som vi har beskrevet det," siger han.

0 Kommentarer