Lyset er smukt i salen med den fornemme udsigt over vor nye nationale stolthed, der strækker sig 19 km over bølgen blå.
Indenfor til venstre sidder Vagn Simonsen ved sit eget private bord og skriver flittigt. Til højre står en kær skrivende kollega og klamrer sig til en danskvand. Det er nu onsdag morgen, og den faglige
snak har været krævende aftenen før.
Bladtegneren skal på arbejde. Prøve at fastholde indtryk og stemning fra forårets delegeretmøde her på Nyborg Strand.
Blikket flakker rundt, og man fortryder igen, man sagde ja tak til opgaven. Alle sidder der på rad og række og lytter, næsten andægtigt. Talerstolens aktør lyder noget monoton, og man glæder sig lidt over, ikke alle i medieforbundet skal formulere sig direkte, uden manus.
I Kreds 4 strikkes der flittigt, og strikketøjet lægges kun når den gule stemmeseddel skal løftes og fælde sin dom. Det stille drama udvikler sig, og flere vigtige personer må op og sige deres mening. Vi lever jo alle af meningernes sollys.
Jeg mærker den gamle cirkushest er ved at vågne og tegnepennen glider nu både hurtigere og mere afslappet.
Ved hovedbestyrelsens langbord troner Lars Poulsen rank og smilende. Hans tid rinder snart ud, og ni års flot indsats vil herfra være historie. Smøgepausen redder os fra endnu et indlæg, og alle haster ud.
Formandskandidaterne præsenterer sig og deres program i headlines. Som folketingets formand bryder dirigenten uhøfligt ind, hvis kandidaten forfalder til uddybende synspunkter. Ole Dick opgiver sit kandidatur efter at have mødt den kvindelige formandsaspirant, og afstemningsresultatet ligner til forveksling en hvilken som helst vestafrikansk diktators stemmetal ved den første såkaldte demokratiske folkeafstemning.
Frokosten nydes i fulde drag, og tarteletterne er uovertrufne.
Der er meget, der skal stemmes om her hen på eftermiddagen, og det varer da heller ikke længe, før forsamlingen og dirigenterne geråder i en større disput om, hvad der stemmes om, hvordan og hvornår. Holbergs Erasmus Montanus falder mig i hu et ganske kort øjeblik, men alle falder til ro, og de gule stemmesedler fylder salen igen og igen.
Nu er der ikke mere papir på tegneblokken, så jeg lister af sted ved næste smøgpause for at haste mod staden og Det Kgl. Teater, hvor næste forestilling venter på sin tegner.

Claus Seidel, bladtegner og formand for Danske Bladtegnere.