Seerredaktør: Pressenævnets kritik er svær at forstå

Det er fair nok, at DR får kritik af Pressenævnet, men kritikken er så kryptisk, at den er svær at forstå. Især for seerne, når DR skal læse et genmæle op. Det mener DR's seerredaktør Jacob Mollerup.

Det er fair nok, at DR får kritik af Pressenævnet, men kritikken er så kryptisk, at den er svær at forstå. Især for seerne, når DR skal læse et genmæle op. Det mener DR's seerredaktør Jacob Mollerup.

»Danmark har et udmærket Pressenævn – og et stort hurra for det. Men der ville altså være mere at glædes over, hvis nævnet formåede at forklare sine kendelser med klarhed og enkelhed.«

Det skriver DR's seer- og lytterredaktør Jacob Mollerup i sin seneste klumme på DR's hjemmeside.

Han anerkender, at DR har begået fejl og fortjener den næse, som Pressenævnet har idømt dem. Men han kritiserer samtidig, at Pressenævnet formulerer sig kryptisk og uforståeligt.

Det er først og fremmest et problem for seerne, når DR skal læse et genmæle op. Det lyder sådan her:

»Tidligere forsvarsminister, Søren Gades daværende pressechef, Jacob Winther, har klaget til Pressenævnet over udsendelser i februar vedrørende den såkaldte lækagesag, hvor fortrolige oplysninger om jægersoldaters forestående udsendelse til Irak blev lækket til TV 2. Pressenævnet har pålagt os at bringe følgende meddelelse: I udsendelserne i februar oplyste Danmarks Radio på baggrund af en telefonsamtale med Jacob Winther, at Jacob Winther vidste, at TV 2 havde sine oplysninger om soldaternes udsendelse fra Jægerkorpset selv. Jacob Winther gav under samtalen udtryk for sin vurdering og gjorde i den forbindelse gentagne gange opmærksom på, at han ikke vidste det. Danmarks Radio oplyste videre i februar, at – og jeg citerer – "Det var Forsvarsministeriets pressechef Jacob Winther, der fortalte TV 2, at de danske jægersoldater skulle til Irak". Danmarks Radio har ikke fremlagt dokumentation for, at Jacob Winther har videregivet de fortrolige oplysninger til TV 2. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.«

Det er for snørklet for Jacob Mollerup.

»Den tekst er altså ikke nem at forstå, hvis man uforberedt hører den blive læst op i TV-Avisen. Og det kan DR ikke gøre noget ved: Man må ikke i udsendelsen begynde at forklare nævnets konklusion. Den skal stå ukommenteret. Det er ikke let at lave korte og enkle rettelser, når der er problemer med dele af en kompliceret sag. Men Pressenævnet burde altså kunne gøre det bedre,« skriver han.

Du kan selv se hele Pressenævnets afgørelse her.

0 Kommentarer