Seerredaktør kritiserer kongeligt brystklip

Natholdets klip, hvor den finske præsidents mand angiveligt kigger på Kronprinsesse Marys brystparti, får nu kritik fra TV 2s seerredaktør. Seerne skal have at vide, at klippet er manipuleret, mener han.

Natholdets klip, hvor den finske præsidents mand angiveligt kigger på Kronprinsesse Marys brystparti, får nu kritik fra TV 2s seerredaktør. Seerne skal have at vide, at klippet er manipuleret, mener han.

Det startede som et sjovt klip i TV 2-programmet Natholdet med Anders Breinholt. Men snart rejste klippet verden rundt. Kort fortalt viser det den finske præsidents mand, der kigger hen mod Kronprinsesse Marys barm. Herefter klippes til, at hun kigger over på ham, og han slår blikket op i loftet.

Men som TV 2 News' Presselogen kunne fortælle i weekenden, er de to episoder klippet sammen, selvom der er over otte minutter imellem. Der er også manipuleret med lyden, så det virker som om, de to klip er i direkte forlængelse af hinanden.

Nu får Natholdet kritik af TV 2's egen seerredaktør Lars Bennike. Det skriver politiken.dk.

»Det efterlader det indtryk, at det er et virkeligt klip, og at der ikke er manipuleret med det, og det, synes jeg, er et problem,« siger Bennike til politiken.dk.

»Man har en kontrakt med seerne om, at det man ser, er noget, der er foregået på den pågældende måde, og så synes jeg ikke, at det er i orden,« fortsætter han.

Også studieleder på RUCs journalistlinje, Mark Ørsten, er kritisk over for Natholdets klip.

»Det ville jo være sjovt, hvis det var et rigtigt klip, som lignede noget, som nogen har fundet på. Det er jo blandt andet det, som 'The Daily Show with Jon Stewart' er gode til. Men når det er noget, som holdet bag har fundet på, så skal man være ærlig om sin satire,« siger Mark Ørsten til politiken.dk.

2 Kommentarer

Leif Christensen
28. FEBRUAR 2012
Pinligt...

Jeg kan ikke være uenig. Har hidtil moret mig over mange indslag i Natholdet, hvor der er fundet sjove ting fra forskellige programmer, men nu har jeg meget svært ved at tage den udsendelse alvorlig. Jeg læste, at det fra TV2s side er forsvaret med, at der er tale om satire...! Nej, som menig seer opfattes tingene som noget, der er vist andre steder, og så er det da pinligt, at der er manipuleret med tingene.

Jeg håber, udenlandske medier tager kraftig afstand fra TV2s måde at behandle tingene på.

Jakob Andresen
28. FEBRUAR 2012
Re: Seerredaktør kritiserer kongeligt brystklip

Lars Bennike opsummerer problemet på smukkeste vis:

"Implicit har man som seer af Natholdet en forventning om, at det er virkelige situationer, som i sig selv er komiske, fordi de har foregået. Når man oven i købet siger i programmet, at det ikke er noget, vi har fundet på, så skal det selvfølgelig ikke være noget, man har manipuleret med," siger han til politiken.dk.

Mon ledelsen hos TV 2 har tænkt sig at gøre de mange udenlandske medier opmærksom på, at klippet er fup?